Lad mig starte med en tilståelse. Jeg elsker rally; jeg har spillet stort set alt, siden Colin McRae bragede ind på PlayStation, og jeg har endda selv stået på startstregen til det svenske e-sportsmesterskab i Dirt Rally. Jeg sluttede på en beskeden 55. plads ud af 365 deltagere - mest fordi jeg ikke havde tid til at træne prøverne - men det siger alligevel noget om det niveau, jeg bedømmer ud fra. Så da jeg startede Exo Rally Championship, gjorde jeg det første, enhver rallynørd gør: Jeg prøvede at tilslutte rattet. Det tog mig dog kun et øjeblik at indse, at det ikke ville fungere. Dette spil er designet til en controller, hvor den venstre pind styrer, og den højre styrer de thrustere, der skal balancere bilen i luften. Min første, lettere kætterske tanke var, at et rallyspil uden rat ikke rigtig føles som rally. Men det er i virkeligheden, fordi det her slet ikke er et rallyspil i klassisk forstand.
Bag spillet står det australske tremandsstudie Exbleative, anført af Jay Weston, som tidligere skabte det indie-anerkendte Exo One, med Future Friends Games som udgiver og Unity under motorhjelmen. Det markedsføres som en "brutalt realistisk simulator", hvor du kører RCS-thruster-udstyrede rovere mellem waypoints på proceduregenererede ruter. Selve ordet "waypoints" afslører, hvad det her reelt er. Med sit dual-stick-styresystem minder det mig mere om et motocross-spil end et rallyspil: Du følger ikke en afmærket rute, men skal i stedet finde vej fra port til port, mens du selv læser terrænet undervejs. Tænk Dakar, tænk de tidlige MX-spil.
Atmosfæren sidder lige i skabet. Før hvert løb ruller du op til startstregen, udfører et systemtjek og afventer grønt lys fra dit hold, før dronerne tæller ned og sender dig afsted. Det er en lille detalje, men hele ritualet viser, at der er tænkt over sagerne. Mellem løbene taler din teamchef og chefingeniør til dig over radioen på en måde, der leder tankerne hen på Metal Gear Solid og Snakes codec. Og ingeniøren er ikke bare pynt; på visse etaper advarer holdet dig om meteornedslag, komplet med koordinater og en nedtælling, da et nedslag kan smadre vitale dele og bringe dig fuldstændig ud af balance.
Det var her, jeg begik min største fejl, da jeg prøvede spillet første gang. Det eneste køretøj, du har adgang til fra starten, er en let, forhjulstrukket UTV med 255 hestekræfter. Den er sløv, stabil og alt andet end livlig, og i min naivitet troede jeg, at det var alt, spillet havde at byde på. Det passer heldigvis ikke. UTV'en er et bevidst begynderkøretøj designet til at lære dig at bevæge maskinen fremad med speeder og bremse uden at overkorrigere med luftaffjedringen. En spøjs detalje er dog, at den - på trods af sin status som forhjulstrækker - stejler på baghjulene og glider baglæns under udskridninger, hvilket strider en del imod specifikationerne.
Du låser op for resten af køretøjerne ved blot at gennemføre køreskolen, hvor du lærer de manøvrer, hver maskine er i stand til. Hvis du vinder et event eller et rally, får du absolut intet som belønning, da der hverken findes et opgraderingssystem eller alternative varianter, du kan bygge. Godt eller skidt? Det vender jeg tilbage til. EXO4 er en firehjulstrukket maskine med lidt over tusind hestekræfter, og den føles som en klassisk WRC-bil, komplet med blow-off-ventil, turbolyd og væsentligt mere liv i svingene. Topmodellen er EXO6, et letvægtsmonster med sekshjulstræk, som styrer som en drøm. Med omkring 925 hestekræfter per ton har den mere end dobbelt så højt et effekt-til-vægt-forhold som EXO4. Nu snakker vi. Den er hurtig, livlig og sjov at køre, og vigtigst af alt får du adgang til det fulde arsenal af luftbaserede manøvrer.
Og så er der MINING, den enorme dumper, som føltes som en gimmick allerede i køreskolen. Spring den bare over. Seks ton og en akselafstand på næsten otte meter, ingen lufttanke overhovedet og en oplevelse som et dårligt monster truck-spil: Den er skrøbelig, langsom, toptung og har utroligt nemt ved at rulle rundt. Småsten, der nærmest bare er grus, er nok til at punktere den, og planetens skala føles pludselig helt forkert. Særligt hvis du ender på ryggen; så ligger du der som en bille og skal indtaste en kombination på D-pad'et i bedste Helldivers 2-stil for at tilkalde hjælp - selvfølgelig med en tidsstraf til følge. Ikke noget for mig.
Det er først, da jeg tager EXO6 med til lavaplaneten Fusang, at det hele klikker. Du kan høre bilen syde, når du kører over lavaen, aske drypper fra himlen og slører dit udsyn, og nu og da flyver der sten og murbrokker fra vulkanerne, hvilket er endnu en ting, du skal holde øje med. Her, med et køretøj, der kan skubbe fremad, bakke og rotere sidelæns i luften - og ikke bare vippe op, ned og rulle som før - kan du kaste bilen ud i hvad som helst og redde situationen i absolut sidste sekund. Det er fandens svært, men utroligt belønnende, når det lykkes. Det er det her, spillet er bygget til, og nu er jeg imponeret.
Variationen mellem planeterne gør for alvor en forskel. Det regner og tåger, varmen er kvælende, lava og meteorer udgør konstante trusler, og asken nedsætter sigtbarheden. Banerne leger frit med højdekurver og forskellige underlag, hvilket giver dig den ægte rally-fornemmelse af at skulle læse terrænet og hele tiden tilpasse dig.
Og så kommer tømmermændene. Jeg jublede for tidligt over luftbeholdningen, da jeg havde håbet, at de større biler ville være mere gavmilde med thrusteren. Men du kan kun tanke op ved hver fjerde etape i stedet for hver anden. Så du er nødt til at holde endnu mere igen, end jeg først troede, og dit team bliver ved med at brokke sig over radioen for at få dig til at spare på brændstoffet og kun bruge det i nødstilfælde. Det er en mekanik, udvikleren tydeligvis ønsker at holde fast i, og jovist, Ultra-Torque Wheels-systemet hjælper en smule ved at give dig kontrol over bilens hældning udelukkende via speeder og bremse (spejd fremad og næsen løfter sig, brems og den dykker), hvilket sparer på luften. Men det grundlæggende problem forbliver.
Min ærlige holdning er, at balancen ville have haft godt af mere lettilgængelig luft. Det er så stor en del af det, der gør spillet sjovt, og titlen bliver bare sværere og mindre tilgivende, jo længere du kommer. Verdensforbundet af asketer og sadomasochister vil uden tvivl elske det præcis, som det er, men en almindelig, stakkels gamer med en koncentrationsevne på tredive sekunder har nok ikke lyst til at tage femten genstarter bare for at komme rundt på den første bane. En smule mere brændstof til thruster-justeringer og hyppigere pitstop ville have gjort underværker.
Hovedmekanikken handler om skader og reparationer, ikke om at spole tiden tilbage. Der er ingen rewind-funktion som i Forza; hvis du crasher, må du leve med konsekvenserne, og på de højere sværhedsgrader kan du ikke engang genstarte rallyet. Det er derfor, jeg kalder det for racerspillenes Dark Souls, hvor du hver gang, du satser, skal veje risikoen op mod belønningen. Mit råd er at slå genstarter til, for du har brug for at kunne grinde for at opbygge din egen referencehukommelse. Sværhedsgraden på 94 procent er det absolutte "sweet spot": Præcis den rette balance til, at du skal arbejde hårdt og tage chancer for at nå podiet.
Banedesignet er solidt. Hver etape har otte events, og progressionen er logisk; de første par stykker er en smal sag, mens de senere kræver fem til ti genstarter for at finde de rigtige linjer. En sjov detalje er, at banerne bruger doseringer, hvilket betyder, at terrænet hælder ind i svinget. De værste er svingene op ad bakke, for her føles selv de tungere biler som en båd, der tager hundrede år om at vende. Jeg er dog lidt splittet, når det kommer til opsætningen. Udvalget af indstillinger er enormt, men jo mere jeg piller ved standardindstillingerne, desto værre bliver det. Hvis du hæver frihøjden, rykker tyngdepunktet sig så meget, at bilen vil vælte, og under en udfordring på månen endte jeg faktisk med at sænke bilen i stedet for overhovedet at kunne dreje, hvorefter den knap eksisterende tyngdekraft sendte mig flere tiere af meter op i luften og fik affjedringen til at gå i bund. Standardopsætningen er ganske enkelt det mest balancerede udgangspunkt, og der er mere simulatordybde på papiret, end hvad der føles intuitivt i praksis.
Heri ligger spillets store problem. Når du har gennemført alle rallies, hvad gør du så? Der er fire køretøjer, ingen varianter, ingen opgraderinger og overhovedet intet fremskridtssystem. Intet dopamin-kick til at lokke dig videre. På en måde er det faktisk forfriskende, da du aldrig tvinges ud i kedelige opgaver bare for at nyde det, du kom efter, men det betyder også, at det eneste, der holder dig fast, er glæden ved selve kørslen. Multiplayer hjælper kun i begrænset omfang: Så vidt jeg kan se, er du nødt til at teame op med venner, der ejer spillet, da der ikke er nogen matchmaking. Du kan jage gode onlinetider og bygge baner i baneditoren til at dele med vennerne, men der mangler langsigtet appel.
Lyden er under gennemsnittet. Motorlydene er ikke imponerende: UTV'en og MINING giver mig ikke ligefrem gåsehud, EXO4 har en smule karakter med sin blow-off-ventil og turbo, og EXO6 lyder helt fint, som en hurtig, men mistænkeligt miljøvenlig racerbil. Dette kommer fra en mand, der i sin tid lyttede til motorcykelmotorer på de cd'er, der fulgte med computermagasiner, så jeg ved, hvordan karakter skal lyde - og det her er fladt. Holdets robotagtige stemme tager sig af GPS'en og bilens status, og den råber mest bare afstande, skader og lavt brændstofniveau ud, mens musikken i menuerne og før løbene til gengæld er yderst atmosfærisk.
Grafikken er helt i orden. Banerne er ikke ligefrem sprudlende af liv, men de gør arbejdet godt med fin variation, og bilerne bevæger sig på en måde, der indgyder tillid og giver en god fornemmelse for fysiksimuleringen.
Og så til den nørdede del. At kalde det en ægte simulator er nok at stramme den, når en forhjulstrukket bil stejler på baghjulene, og standardopsætningen er den eneste måde at undgå at rulle rundt på. Det er lidt ligesom at bowle med børnebander: Så længe du ikke ødelægger balancen, ruller det fint afsted, men friheden er en illusion. Jeg blev i øvrigt døbt Juha Koski i spillet, og nej, studiet er ikke finsk, det er baseret i Adelaide, men det er et fint lille nik til rallysportens "flyvende finner".
Nu til det faktuelle spørgsmål, jeg lovede at få styr på: Kan en forbrændingsmotor køre på en fremmed planet uden ilt? Svaret er nej. En standard forbrændingsmotor har brug for ilt til forbrændingen, og på månen - hvor spillet selv angiver, at lufttætheden er nul - er der ingen atmosfærisk ilt at brænde af. Den ville være nødt til at medbringe sin egen iltkilde, ligesom en raket, bare for at bevæge sig, og i vakuum kan lyd i øvrigt slet ikke sprede sig. Spillet dæmper ganske vist motorlyden en smule på månen (en fin lille detalje), men brummen er der stadig. For en titel, der kalder sig brutalt realistisk, er det en lille skønhedsfejl med et glimt i øjet.
Jeg er oprigtigt imponeret over, at et tremandsstudie har præsteret at skrue hele denne pakke sammen til et originalt og innovativt bud på rallygenren. Det er i selve gameplayet, det for alvor skinner: Køreteknikken og mekanikkerne løfter spillet, især i EXO4 og EXO6. Deres største fejl er i mine øjne at gemme de sjoveste værktøjer bag en nærig brændstofmåler og præsentere dem som nødudstyr. Der er et højere niveau at hente her, men spillet når ikke helt i mål.
Værdien ligger næsten udelukkende i selve oplevelsen her og nu, da genspilningsværdien er svag. Hvis du har lidt lommepenge i overskud og har lyst til at prøve noget unikt - som en døgnflue, der med lidt held overlever en uges tid - så er det her spillet for dig. Hvis du leder efter noget, der kan holde dig fanget på den lange bane, er det nok ikke her, du skal kigge. Det eneste, der måske kunne forlænge levetiden, ville være, hvis der opstod en e-sportsscene omkring spillet, men det anser jeg for usandsynligt. Ganske vist er der ratunderstøttelse og et førstepersonsperspektiv, men begge dele er for upraktiske til at bære et konkurrencepræget niveau: At styre thrusterne med et rat er en bedrift i sig selv; førstepersonssynet er det helt forkerte perspektiv, når bilen laver en tredobbelt saltomortale, og du forsøger desperately at redde landingen - og vigtigst af alt, så kører man bare langsommere på den måde.
Note: Denne anmeldelse er baseret på den version, jeg spillede frem til midten af juni. Siden testperioden har spillet modtaget to opdateringer (15. og 25. juni), som adresserer flere af mine kritikpunkter. Herunder forbedrede motorlyde og nye motorlyde til UTV'en, en ny online-rallybrowser med filtre til at finde løb, samt muligheden for selv at tilpasse reglerne for genstarter uafhængigt af sværhedsgraden. Jeg har ikke testet disse opdateringer, så denne anmeldelse afspejler spillet, som det så ud før da.
