Et spil skal ikke nødvendigvis passe til alle. Det er en trist erkendelse at sætte sig i bilen, holde fast i rattet og efter blot et par sving indse at vejen forude fører til en uønsket oplevelse. #DRIVE Rally viste sig at være netop sådan et spil. Trods sin til tider charmerende retro-æstetik forlod jeg førersædet med en bitter smag i munden, hjemsøgt af den nagende følelse af at have kørt præcis den samme rute igen og igen.
#DRIVE Rally henter sin visuelle inspiration fra 90'ernes ubekymrede arkadedage. Low-poly-grafikken har unægtelig sin charme, og dette bevidste stilistiske valg giver spillet en distinkt identitet med et strejf af Sega Saturn og tidlig PlayStation-nostalgi. Styringen er nem at gå til, og det varer ikke længe før bilerne glider gennem de første grusstrækninger.
Desværre forsvinder nyhedsværdien lige så hurtigt som støvet lægger sig bag hækspoileren. Trods de varierende miljøer fandt jeg banerne mærkeligt sterile og livløse. De mangler personlighed og føles døde, og de formår ikke at fremkalde følelsen af at være et levende og åndende sted. I stedet bliver miljøerne tomme baggrunde der hurtigt smelter sammen til en enkelt, lang, søvndyssende kørestrækning. Efter at have gennemført en etape materialiserer den febrilske nysgerrighed om hvad der gemmer sig bag det næste sving, sig aldrig. I stedet opstår tanken om at den næste strækning sandsynligvis vil føles præcis som den forrige.
Det er her spillets største problem afsløres. Jo længere jeg spillede, desto stærkere ramte en mærkelig Groundhog Day-agtig følelse mig. Jeg kørte, nåede målstregen, startede det næste løb, kørte igen. Hele tiden ændrede landskabet på skærmen sig, men oplevelsen forblev identisk. #DRIVE Rally formår aldrig at bryde ud af sin egen monotone rytme, det overrasker dig aldrig med smarte ideer der giver dig en god grund til at fortsætte. Det er bare mere af det samme i en endeløs og udmattende løkke.
Progressionssystemet gør intet for at afhjælpe kedsomheden. At låse op for nye biler og avancere i karrieren hjælper ikke meget da belønningerne aldrig føles betydningsfulde nok til at motivere dig til at bruge et par timer mere af dit liv bag det virtuelle rat.
Jeg savnede den pulserende følelse af at hvert nyt løb faktisk bragte mig tættere på noget større, noget episk. Køreoplevelsen vil helt sikkert appellere til dem der foretrækker et let arkade-rallyspil frem for realistiske simulatorer, men for mig blev det aldrig engagerende. Bilerne føles alt for vægtløse, svingene mangler den kirurgiske præcision jeg konstant higer efter, og jeg udviklede aldrig det dybt tilfredsstillende dopaminsus når en perfekt pendulvending udføres præcis som planlagt. Det hele føles simpelthen for fladt.
Det betyder dog ikke at #DRIVE Rally er en teknisk katastrofe. Det kører problemfrit, den nostalgiske præsentation er ret flot til tider, og det er tydeligt at udviklerne havde en klar vision. Desværre er denne vision alt for snæver og mangler essentiel dybde.
Min egen rallyrejse var smerteligt kortvarig. Når hvert løb ret hurtigt begynder at føles som en bleg gentagelse af det forrige, er det egentlig ligegyldigt hvor mange nye specialstages udviklerne kaster efter dig. Motivation erstattes af ren rutine, og rutine er det sidste jeg ønsker at forbinde med et racerspil. Desværre endte denne oplevelse med et ordentligt styrt hvor bilen gik op i flammer.
