PSOne folket har i længere tid jublet over spilserien Medal of Honor. Nu er en konsol ikke ligefrem den bedste platform at spille FPS-spil på, så udviklerne tog konsekvensen og besluttede sig for at indvie computerfolket i denne fantastiske oplevelse, som nu skulle gøres meget bedre. Lang tid blev der ventet, og som små børn, der pakker en julegave op, var alle fulde af forventning, da preview versionen af Medal of Honor - Allied Assault (MOHAA) gjorde kål på forsvarsværkerne og overrumplede redaktionen.
En blodig inspiration
Anden Verdenskrig har været inspirationskilde til utrolig mange film og spil gennem tiderne. Blandt filmene er den mest velkendte nok Saving Private Ryan, og i spillenes verden vil folk sætte fingeren på Return to Castle Wolfenstein og Medal of Honor. Man har forladt hovedpersonen fra de forgående spil til PSOne, Jimmy Patterson, og bliver nu sat i rollen som Mike Powell, der ligesom sin forgænger skal klare ærterne i udlandet. Man kommer langt omkring i MOHAA, lige fra Nordafrika til Norge, en rundrejse i Tyskland og måske et smut forbi Omaha Beach i Normandiet, hvor åbningsscenen til Saving Private Ryan fandt sted. Medal of Honor serien har altid fokuseret meget på at begivenhederne skulle være så historisk korrekte så muligt, hvilket også er tilfældet i MOHAA.
Flere anerkendte personer skulle eftersigende have været involveret i tilblivelsen af MOHAA blandt andet Spielberg. Udover hovedpersonen og dennes handlinger er mere eller mindre alt andet historisk korrekt, hvilket fører ånden videre fra de andre spil. Nu kunne man måske begynde at frygte, at MOHAA bliver et rent strategisk spil med få våben og et mere adventure-præget look. Det kan dog afsløres, at der bliver rigeligt med våben; alt fra Thompson maskingeværer til flammekastere, bazookaer og shotguns kan bruges til at lette missionerne i MOHAA. Det kan jo blive lidt kedeligt at gå hele tiden, så hvorfor ikke tage en tur i en M3 Half Track eller en Sherman tank og på den måde spare en halv times gåtur.
Ikke en konvertering
Det må hellere slås fast med det samme, at MOHAA på ingen måder er en konvertering. Så hvis folk derude begyndte at frygte, at MOHAA ville blive en haltende konvertering som så mange andre, så kan de godt tro om igen. MOHAA er bygget helt fra bunden af og gør brug af en modificeret version af Quake III’s grafiksystem. Farvel og tak til hakkede figurer, for da udviklerholdet 2015 valgte at gøre brug af Quake III’s grafiksystem, tog de nemlig en klog beslutning. Der er ikke sparet på finesserne i MOHAA. Den mageløse grafik, tager hårdnakket kampen op med Id-Softwares seneste udgivelse Return to Castle Wolfenstein. Man kan nærmest føle den varme morgenbrise og høre fuglene kvidre, når man begiver sig hen ad gaden mod sit næste mål med solen i blændende fokus.
Ligesom dens forgængere til PSOne er musikken til MOHAA genial, lyden er uden tvivl blevet bearbejdet og finpudset til mindste detalje, så lækker som den fremstår. Intromelodien er i stil med Baldurs Gate og holder stemningen ved lige. Lydeffekterne er heller ikke til at kimse af med regnen, der trommer ned på bliktaget over en, vinden, der suser i trætoppene og skuddene, der febrilsk flyver om ørene på en. Alt godt kommer til den, der venter, så vi venter.
Der er god grund til at glæde sig til, at MOHAA rammer os om ikke særlig lang tid. Grafikken er ustyrlig godt skruet sammen, og hvis 2015 lige får arbejdet lidt mere på eksplosionerne i spillet og finpudser grafikken en tand mere, vil MOHAA uden tvivl brage igennem og tage plads enten som konge eller i hvert fald ved siden af. Vi må vente og se.