Når man hører om et nyt arkaderacerspil, tænker man sandsynligvis på noget, man har fundet i en tilbudskurv eller i en gammel, nostalgisk arkadehal. Sjovt i nogle få minutter, måske et par timer, men ikke meget mere end det. Når man tænker på et racerspil, der ikke handler om biler og bilkendskab, tænker man måske, at det mangler dybde. Begge de antagelser ville være fuldstændig forkerte, når det gælder Star Wars: Galactic Racer.
Udviklet af racerbetsveteraner, der stiftede Fuse Games, er Star Wars: Galactic Racer teknisk set en debutudgivelse, men så snart man får fingrene i styringen, står det klart, at der ligger masser af erfaring bag. Spilfølelsen er tilfredsstillende med det samme, da vi får mulighed for at afprøve spillets tre primære køretøjer - Landspeeder, Speeder Bike og Skim Speeder - samt se nogle af de forskellige verdener og baner, vi kommer til at opleve, fra frosne planeter til klassiske ørkenlandskaber. Det er værd at nævne for alle dem, der ligesom mig troede, at Star Wars: Galactic Racer bare var et podracing-spil, at det har langt mere fokus på speederracing. Podracing er spilbart, og det er utrolig hurtigt og farligt, præcis som man kan forvente, men det meste af Star Wars: Galactic Racer foregår faktisk langt væk fra podracing-alderen, da det i stedet springer os forbi æraen fra den originale trilogi til sin hovedhistorie.
Netop, der er andet at give sig i kast med end bare at indlæse endeløse CPU-løb, hvis du ikke har nogen at spille med, når du kaster dig over Star Wars: Galactic Racer. I kampagnen spiller man som Shade, en professionel pilot, der er blevet inviteret til Galactic League, en ny, ulovlig racerliga hvor formuer kan vindes lige så nemt, som liv kan gå tabt. Shade har nogle personlige grunde til at involvere sig i racerverdenen - nærmere bestemt hævn over dens stjernekører Kestar Bool. Vi vil ikke gå for dybt ind i historiens spoilers her, men der er mere på spil end blot at klatre til tops på podiet på en række baner.
Fuse har spændt en roguelike-mekanik fast på kampagnen, og selvom jeg normalt er modvillig over for endnu et buzzword, der tilføjes et spil uden en egentlig nødvendighed, synes jeg, at introduktionen af roguelike-elementet virkelig løfter genspilningsværdien og dybden i Star Wars: Galactic Racers kampagne. Rent praktisk bliver du i kampagnen sat til at race på en række forskellige baner med forskellige begivenheder og mål, hvor du selv vælger din rute på tværs af planeterne undervejs. Hvis du crasher tre times eller fejler på anden vis, er du ude, og du må starte hele kredsløbet forfra. I betragtning af hvor nemt det er at køre galt i Star Wars: Galactic Racer, skaber det en ægte følelse af fare, når man er ude på banen, hvilket betyder, at man måske ikke bare kører med klatten for at blive nummer ét.
Man behøver ikke at stå øverst på podiet hver gang, men det hjælper. Singleplayer-kampagnen i Star Wars: Galactic Racer giver dig en opgradering til dit køretøj, hver gang du fuldfører et løb. Det kan være i form af en ny evne - f.eks. et skjold, der forhindrer dig i at køre galt, hvis du rammer en væg eller en anden speeder for hårdt - eller en generel forbedring af en af din speeders egenskaber. Jeg sørgede for konsekvent at opgradere mine svingegenskaber under min tid med kampagnen, så sving til sidst var en ren fornøjelse at mestre.
Historien i Star Wars: Galactic Racers kampagne samt de filmiske mellemsekvenser mellem planeter og løb er ikke noget særligt ud fra det, jeg oplevede. Deres primære formål er simpelthen at lade dig nyde mere af gameplayet i en varieret, uforudsigelig række af løb. Star Wars: Galactic Racers gameplay er sjovt med det samme, men det lader dig ikke mestre det med det samme. I de tre timer, jeg tilbragte med spillet, vil jeg ikke sige, at jeg for alvor mestrede en enkelt bane eller et køretøj. Med tilpasningsmuligheder og forskellige karakterer at vælge imellem uden for kampagnen er der desuden altid noget nyt at lære og fordybe sig i. At svæve hen over de forskellige verdener, suse hen over frosne søer eller svinge udenom træer, der er tykkere end bygninger, er i Star Wars: Galactic Racer bare ren, nostalgisk sjov. Det minder mig om min første tid med arkaderacerspil, hvor jeg bare ville køre stærkt og have det sjovt.
Køretøjernes håndtering, euforien ved at mestre et sving og aldrig føle, at man taber fart under en omgang - det hele går op i en højere enhed i Star Wars: Galactic Racer. Der er tilsat en vis portion tilfældighed takket være brugen af evner, men det er ikke på en useriøs måde som i f.eks. Mario Kart. Kør godt, og du vil konsekvent blive belønnet. Her er ingen blå skaller, selvom der er rig mulighed for, at løbene forbliver tætte helt ind til målstregen.
Uden for kampagnen er der en stærkt besat arkadetilstand med masser af udfordringer. En af dem lader dig spille som ingen ringere end Sebulba, mens han forsøger at slå sin egen podracing-rekord. Podracing er, som jeg nævnte tidligere, en meget hurtigere form for ræs. Der er kun én bane, så vidt jeg kunne se, men det er en farlig en af slagsen. Du er nødt til at kende den ud og ind, og selv da kræver det lynhurtige reaktioner for at slippe helskindet igennem. Ved siden af arkadetilstanden, som byder på korte udfordringer, er der mere langvarige begivenheder i Scenarios, der fokuserer på specifikke karakterer som endnu et singleplayer-tilskud.
Som en person, der har holdt sig væk fra racerspil i årevis i den tro, at man skulle være en ægte bilnørd for at kaste sig over andet end Mario Kart, må jeg sige, at Star Wars: Galactic Racer muligvis har omvendt mig. Det er utrolig nemt at gå til, tilfredsstillende at spille, og glæden ved at race aftager ikke, selv efter timers spil. Der er en enorm mængde dybde og genspilningsværdi, som er tydelig fra det øjeblik, man går i gang - uanset om man planlægger at spille fuldstændig solo, eller om man vil tage sine racertalenter med ud i den bredere Galactic League.
