Fire Emblem: Three Houses forbliver en slags søjle blandt Switch RPG'er, og moderne eksklusiver på Nintendos platform generelt. Netop af den årsag var det ikke bare ærgerligt, men decideret forbløffende, at udvikler Intelligent Systems så den overlykkelige reaktion på Three Houses' mange systemer og ideer, og skrottede stort set dem alle i opfølgeren Fire Emblem Engage, der ofrede Persona-lignende social-systems, dybdegående karakterer og sågar episk, sammenhængende fantasy storytelling til fordel for... ja, ikke så meget andet udover en let udbygning af seriens ikoniske, turbaserede kampsystem.
Hvis du, ligesom jeg, har savnet mere af samme Three Houses-skuffe i... ja, syv år efterhånden, så kommer her Fire Emblem: Fortune's Weave, et spil der om ikke andet forsøger at genskabe specifikke aspekter af Three Houses-formularer med fornyet fokus på teambuilding, social synergi og reel udforskning. Det er i sig selv gode nyheder - Fire Emblem er tilbage, men der er fortsat problematikker der driller, og det er endnu en gåde hvordan Intelligent System kom så tæt på perfektion, for så intentionelt at "glemme" alt det som serien engang gjorde så godt.

Okay, så lad os sætte scenen. I provinsen Dagda er der, traditionen tro, en række provinser i interne stridigheder, men hvor en skrøbelig fred bibeholdes gennem en troskab imod en fælles leder, Lord Solel, der regerer fra hovedsædet i storbyen Dagsion. Spillet centreres omkring byens historiske Heroic Games, hvor ledere fra de diverse provinser dukker frem for at dyste i gladitorial kamp, men denne gang er der mere på spil end en titel og en belønning, for en ondsindet gud lurer og lægger planer...
Du er en af dem, der ankommer til Dagsion med henblik på at vinde Heroic Games, og her ankommer vi ved et af spillets mere kuriøse tiltag. Du vælger en af fire kampagner, som bestemmer hvilken karakter du spiller som, og hvad dit narrative udgangspunkt er. Du kan til enhver tid skifte imellem de her spor, og der er al grund til at tro, at der er ligheder mellem de distinkte kampagner (mere om det i anmeldelsen), men hvis du planlægger at spille alle fire, så er der altså... ja, adskillige hundreder timer her.
Langt mere rimeligt er det at vælge sit spor, og så gennemføre det én gang, men der lever man med risikoen om at meningsfuldt indhold låses bare de andre, resterende kampagner. Ja, man er lidt fanget mellem "a rock and a hard place", som Theodora siger i åbningen.

Og det er Theodora jeg valgte at spille som, og i løbet af de første 12-ish timer oplevede jeg hendes ankomst til Heroic Games, hendes motivation, hendes unikke kongerige med deres egne særskilte politiske besværligheder og udfordringer, og hendes position blandt de andre farverige deltagere. Det er alt sammen solidt fortalt, godt struktureret og spændende udpenslet, også selvom at det episke omfang fra Three Houses her erstattes lidt med struktur, og gameplay-fokus.
Mellem begivenhederne i Heroic Games er der "downtime", og denne bruges på at bevæge sig rundt i selve Dagsion, hvor tiden stort set ikke bevæger sig, og hvor du kan forbedre sociale forhold med henblik på rekruttering af nye karakterer til dit team, opgradere udstyr og spise mad, og når du gerne vil ud og udforske, så er hele Dagda åbent for dig. Men herude koster det "ture" at bevæge sig, og dem er der ikke uendelig af.
Som du måske kan ænse, så er der lidt mere Three Houses her. Der er Persona-lignende links med et bredere karaktergalleri, der er egentlig udforskning, og der er det samme bomstærke turbaserede kampsystem. Det potentielle problem, og det er svært at sige på nuværende tidspunkt, er hvorvidt Fortune's Weave bevæger sig nok i den retning. At bevæge sig rundt i Dagda præsenterer spilleren for bare en smule "time management", men der er ikke meget at finde herude, og selvom de mange karakterer du kan rekruttere er spændende, så er de på ingen indarbejdet i det centrale plot, der i stedet centrerer sig omkring de første par karakterer du får med.

Faktisk er der centrale, andre karakterer omkring dig, men netop disse er tilsyneladende ikke nogle du reelt set kan bruge i dit team. Ingen af disse aspekter er deciderede dealbreakers, og det er et kærkomment comeback til en gameplay-formular, som vi ved virker. Men samtidig kan det ikke lade være med at fremstå som Three Houses Lite, hvilket måske også har været intentionen.
Jeg ser meget frem til at spille mere Fortune's Weave, fordi jeg elsker Fire Emblem (og især Three Houses, som I nok havde gættet), men det er tydeligt at det er vanskeligt for Intelligent Systems at vurdere, hvilke systemer der hører sig til, og hvilke der ikke gør, i deres moderne vision for formularen - udover kampsystemet. Det er et spændende sted at være, for det betyder at seriens fremtid er formbar. Det betyder dog også, at vi ikke nødvendigvis kan forvente at der bliver bygget videre på Fortune's Weaves styrker. Jeg krydser dog fingre for at Intelligent Systems lander den her.