Selvom Nintendo 64 aficionados nævner Super Mario 64 og Goldeneye som maskinens absolutte favoritter og fanebærer, så var det imidlertid Wave Race, der med sin imponerende grafik, tæt pakkede gameplay og vel realiserede bølger slog alt af pinden. Spillet udkom tilbage i 1996 kort efter lanceringen af maskinen, og selvom der er gået mange maskiner og år siden, så er intet andet spil kommet så tæt på at genskabe følelsen af at suse af sted på vandet. Derfor er det også passende, at den næste oplevelser, der lykkes med det, er Nintendo opdatering af serien - denne gang på GameCube.
Ny udvikler, samme følelse
Hvor det oprindelige spil blev udviklet af Nintendo selv, så er fortsættelsen Wave Race: Blue Storm udviklet af teamet bag Ridge Racer på 64’eren, NST. For at sikre at serien ikke blev ødelagt eller forfejlet, tog Nintendo ansatte ofte forbi, for at følge med i udviklingen. Resultatet er et spil, der fuldt lever op til fordums tiders forrygende vandoplevelse. Alt er naturligvis flottere, hurtigere og mere action præget end tidligere, men det er tydeligt at NST har spillet og genspillet klassikeren mange gange for, at afkode spillets charme og finesser.
Grafisk kan de to nærmest ikke sammenlignes. Hvor N64 versionen i dag fremstår gnidret, langsom og mest af alt kedelig, så er GameCube versionen imponerende fra start til slut. Flotte og meget farverige miljøer møder spilleren, når spillet indloades og selvom joypaddet og styringen til at starte med, på mange måder modarbejder hinanden, så varer det ikke længe før magien skinner igennem og du presser din Jet Ski ned på den azurblå overflade. Og det er her, at andre spil stadig ikke kan følge med. Bølgerne er ikke præfabrikerede og fastlagte, og alt efter hvordan du eller dine modstandere skærer igennem dem, ruller de mod dig med større eller mindre kraft. Du kan hurtigt end på den forkerte side af sådan en fætter og derved miste dyrebare sekunder, men til gengæld kan du også tage toppen på dem, og derved være endnu hurtigere.
Vandet stiger og falder også i løbet af et ræs. Tidevandet er nemlig inkluderet på nogle af banerne, og her opstår der pludselig smutveje, som ellers slet ikke var der. Det er uendeligt tilfredsstillende, at drøne under en bådebro, for at se dine modstandere tage hele vejen uden om. At kende disse, er livsvigtigt senere i spillet.
Få ændringer og fornyelser
Der hvor NST ikke har opnået det helt store med deres opdatering, er i fornyelserne. Kun en speedboost er det blevet til, og denne aktiveres når man har rundet et vist antal bøjer. Til at starte med har man ikke synderligt brug for den, men som spillet skrider frem, og modstanderne bliver nådesløse, er det et kærkomment tiltag. Og nu vi er ved modstandere, så er der nu syv af disse foruden dig selv - alle med et inderligt ønske om at vinde løbet.
Det er først og fremmest i Championship mode, at spillet skal dyrkes. Mens den første turnering kan gennemføres forholdsvis let, af garvede Wave Race fans og nybegyndere, så bliver det hurtigt sværere. AI’en giver ikke ved døren og hvis man blot et øjeblik er uopmærksom, så straffes det hurtigt med en plads længere nede i hierarkiet - til tider vil det nærmest virke urimeligt og man fristes da også til, at trykke på reset mere end en enkelt gang.
Om Wave Race: Blue Storm er den længe ventede opfølger, må tiden vise. GameReactor er i øjeblikket i gang med at kigge indgående på alle spillets facetter, og vi vender naturligvis tilbage med en anmeldelse, så snart vi har dannet os et indtryk.