Tenchu Z

Konichiwa. Mit navn er Asmus og på trods af det sønderjyske / slesvigske navn, er jeg en japansk ninja. Jeg har netop oplevet en serie af meget besynderlige begivenheder. Det begyndte da jeg ved ville åbne en dør og i stedet kom til at hugge den ned med mit sværd. Det sker jo, sådan noget. Jeg havde i hvert fald alarmeret en vagt med min tilstedeværelse. Udsigten til at bruge min tyktarm som seler fik mig til at stivne i døråbningen. Af en eller anden grund moonwalkede vagten dog bare op af væggen og forlod mig igen. Senere glemte en vagt mig mirakuløst, da jeg havde gemt mig rundt om hjørnet på et hus.

Tenchu Z placerer dig i skoene på din helt egen ninja. Ja, du kan faktisk designe en ninja der ligner dig selv på en prik. Det naturligvis kun hvis du i forvejen ligner kærlighedsbarnet mellem Madame Tussauds Vokskabinet og en tøjmannequin. Herefter handler det om at myrde løs på en afdæmpet måde. Tenchu handler om at dræbe så mange mennesker som muligt, uden at vække opsigt. Det i sig selv kunne danne en glimrende baggrund for et spil, hvis det ikke var fordi at spillet skyder sig selv i foden.

For der er ikke noget udfordrende i at undgå fjenderne, hvis kollektive hjernekapacitet sjældent overgår den man finder hos en for længst glemt bøtte sildesalat bagerst i køleskabet. Vagterne har en nærmest komisk kort rute, og det gælder for det meste bare om at finde det sted han er alene, og derpå dolke ham gentagende gange i struben. Naturligvis kan man komme galt af sted og gøre sig bemærket.

Det sker dog kun hvis man er yderst tåbelig, for man kan ikke rose vagterne for deres intelligens. Det er ikke usædvanligt at se lig blive fuldstændigt ignoreret eller vagter, der ikke kan se én fordi man sidder over hovedhøjde. Men det kan ske at man bliver opdaget, men vær ej bange ej; vagterne er ikke så forfærdelige som man kunne frygte. I nogle tilfælde synes opgaven at gå gennem en dør til at være en al for stor opgave for vagterne. Skulle de komme igennem døren, kan man altid løbe rundt om et hjørne. Det får sådan set vagterne til at miste færten af en og derefter glemme, at de har set en blodindsmurt ninja, der lige har kappet halsen over på tre af deres kolleger.

Og ved et trylleslag har udvikleren From Software altså gjort stealthelementet fuldstændigt redundant. I øvrigt bliver man ikke straffet for at blive opdaget, så længe man dræber tilpas mange vagter på en stille måde. Endnu værre er det faktisk at man, hvis man kun går efter målet, sniger sig gennem skygger og ikke dræber nogen, bliver straffet med den lavest mulige karakter.
Den højeste karakter forudsætter altså at man dræber alle mennesker på nær de civile. Med den højeste karakter følger et vist beløb i guldmønter, og disse kan så bruges på tilbehør og tøj. Førstnævnte er moderat brugbart mens sidstnævnte er fuldstændigt unødvendigt. Der skal et meget forstyrret sind til, før man morer sig over muligheden for at gennembore en mand, mens man er iført en kattemaske.

Hertil kommer spillets visuelle standard, der ligger lige omkring hvad man kunne forvente sig af sidste generation af konsoller. Det indebærer fødder der stikker gennem tage, kameraet der gerne viser det mindst nyttige og min personlige favorit: Blodsprøjt der består af røde og sorte linier.

Jamen, noget godt må der da være i spillet, spørger du nu sikkert. Javist, lydsiden er ganske god. Musikken hensætter dig i en herlig ninjastemning (inden gameplayet river dig ud af selv samme stemning) og man slipper for elendige engelske stemmeskuespillere, idet spillet benytter sig af japanske stemmeskuespillere. At disse skuespillere så præsenterer et plot, der får Horton-sagaen til at ligne et Shakespearestykke er så noget ganske andet.

Hvor ville jeg dog ønske virkeligheden så anderledes ud. Jeg ville elske at uddele roser til et spil, hvor man kunne boltre sig i et ninja-Nirvana. I stedet sidder jeg og uddeler dumpekarakterer til et spil, der byder på en svag teknisk standard og et gameplay, der efter en times tid er uinteressant og fladt.