Så ruller F1 feltet igen!
Endnu et Formel 1 spil har forladt pitten. Men er det bare endnu et spil? Hvis man skal være helt præcis er det nok det mest ventede F1 spil der er kommet på markedet. Hvem husker ikke det gode gamle GP2? Det kom på markedet i 1996, og ændrede markedet for F1 simulatorer helt og aldeles.
Ikke nok med at det gav os mulighed for at lege F1 kørere, så fik selv Jacques Villeneuve glæde af det. Han brugte nemlig spillet til at lære de baner han ikke havde kørt på at kende. Selv i dag er der ikke mange spil som overgår GP2, lige med mindre man ser på grafikken i spillet.
GP2
På grund af det gode gamle GP2 har vi haft meget store forventninger til GP3, men hvad var det egentlig der gjorde at GP2 blev en så stor succes? For at sige det meget kort: Simulator! Det var uden tvivl den første simulator på markedet, og på den måde også det første spil som gav os mulighed for at fornemme hvad det betyder at sidde bag rattet i en F1 bil.
Der var selvfølgelig en masse mangler i GP2, men alligevel var den helt suveræn. Selvom der ikke var muligheder for multiplayer (dog bortset fra modem), så blev der alligevel dannet store klaner som kørte mod hinanden.
Personligt var jeg selv med i en lille international klan hvor vi spillede om penge til hvert Grand Prix, og det forgik på den måde, at vi kørte tests. Den som inden en bestemt skæringsdato havde den bedste tid var så vinderen.
Tiden går
Men desværre er tiden løbet fra GP2, ikke fordi at den er blevet dårlig, men fordi at man som spiller forventer mere. Det første man ser når man får GrandPrix 3 pakken i hænderne, er det faktum at det er ´98 sæsonen er med i spillet. Hvordan kan det dog være? Grunden er egentlig meget simpel, det er fra ´98 og tilbage at man kan få data fra de forskellige teams. Nogle vil så sikkert spørge om man ikke kan få data fra ´99, og svaret er jo det kan man godt. Der kommer en ´99 opdatering før jul, men desværre når vi ikke at få USA med.
Den lille forskel
Faktum er, at efter mange års arbejde er GP3 så endelig kommet på markedet, men det store spørgsmål er om den er værd at få fat på. Har man spillet GP2 er den meget nem at gå til, næsten alle menu systemer virker helt på samme måde som før. Det spørgsmål de fleste nok stiller sig er, om bilerne kører bedre end i det sidste spil? Det gør de uden tvivl! Der er ikke de store forskelle, men de aerodynamiske påvirkninger virker meget bedre end sidste spil.
Grafikken er selvfølgelig langt bedre, specielt med et 3D-kort, som stærkt anbefales, og ikke mindst banerne ser langt bedre ud end før. Men noget som er markant forbedret er uden tvivl de crashes man laver, de ser langt bedre ud, og virker meget mere realistiske end før.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 10 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10