Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser The Road To El Dorado
Anmeldelser The Road To El Dorado

The Road to El Dorado

To spanske fidusmagere, en ond skurk og en hel by lavet er guld er hovedingredienserne i The Road to El Dorado til Game Boy Color.
Jesper H. Andersen 30 august 2000

Efteråret er sæson for store tegnefilm og det bliver amerikanske Dreamworks, der affyrer startskuddet med deres nye flotte tegnefilm Gold & Glory: The Road to El Dorado. Sådan en stor tegnefilm skal selvfølgelig også have følgeskab af computerspil til blandt andet Game Boy Color. Den opgave er blevet lagt i hænderne på Ubi Soft, der har gjort god brug af deres ekspertise inden for Game Boy Color spil til at lave et flot platformspil med mange timers sjov, hvis man altså er til den slags.

The Road to El Dorado er historien om to spanske charmerende dagdrivere og småsvindlere, Miguel og Tulio, der ved et tilfælde lander i Sydamerika med et gammelt kort, der viser vejen til Inka-indianernes helligdom, den sagnomspundne by af guld, El Dorado. Eventyrlystne sjæle som de er, begiver de to kammesjukker sig afsted for at finde El Dorado med skurken Cortes lige i hælene. Din opgave bliver så at hjælpe de to muntre fyre med at hoppe fra hustage, vindueskarme, træer, grene, lianer og sten gennem 20 vidt forskellige baner fordelt på fire områder, indtil du endelig når frem til El Dorado. Du vælger selv hvem af de to charmetrolde, du vil styre men du kan altid vælge om, når du har gennemført en bane. Undervejs bliver der rig mulighed for at fægte med fjender eller kyle tunge sække efter dem mens du indsamler mønter, flere sække og ekstra energi. Af og til ramler du ind i de velkendte boss-figurer som du så skal besejre. Disse varierer meget og Miguel og Tulio kommer blandt andet ud for, at skulle spæne fra en rasende kæmpetyr og kæmpe mod en fordrukken sømand.

Denne opskrift er en af de ældste og mest succesfulde i branchen. Derfor så Ubi Soft heller ikke nogen ide i at ændre på noget. Til gengæld har de så valgt, at bruge deres kræfter på spillets lyd og grafik. De skal de heller ikke høre noget ondt om. Ubi Soft har en særlig evne til at presse særlig flot grafik ud af Game Boy Color og El Dorado er ingen undtagelse. Omgivelserne er både flotte og detaljerede med masser af farver. Det er dog specielt animationen af Miguel og Tulio, som jeg blev mest imponeret over. De løber, kravler, hopper, fægter og dukker sig med flydende bevægelser.

Lyden er heller ikke tosset selv om det selvfølgelig er begrænset, hvor meget den lille højtaler på Game Boy Color kan yde. Hver enkelt bane har også sit eget fængende musiktema men det kan virke noget irriterende, når man har hørt på dem et par gange.

Stort set mere er der ikke at sige om The Road to El Dorado og det er fordi, spillet ikke gør noget anderledes end sine "kollegaer". Til gengæld, så gør spillet det godt og er så afgjort et af de bedre spil, jeg har set til Game Boy Color. Jeg har altid elsket et godt platform spil og det er hvad El Dorado er. Intet mindre men heller ikke mere.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Et udmærket platform spil med flot grafik og god lyd.
Minusser Ingen nytænkning.
Fuld profil 96 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.