Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Planet of The Apes
Anmeldelser Planet of The Apes

Planet of The Apes

Kort sagt er Abernes Planet som spil ret elendigt. Vil du vide hvorfor, så krum tæer, og kom indenfor...
Allan Vittarp Rasmussen 10 november 2001

Lad det være sagt med det samme, Planet of the Apes er ikke, og jeg mener ikke, et godt spil, tværtimod er der tale om en meget skuffende udgivelse. Faktisk har det generelt været et skuffende år for Planet of the Apes fans, først kom filmen baseret på novellen fra 1963, selv om man havde sat en kapacitet som Tim Burton til at instruere, var det stadigvæk ikke den oplevelse, som det burde have været. Nu er spillet så kommet, og der er tale om et noget mislykket arcade-adventure; lad mig forsøge at fortælle hvad det er der er gået så galt.

Ubi Soft har valgt at placere sig op af den originale film fra 1968, du er Ulyssus, som du ser nødlande på Abernes Planet. Sammen med sine to medpiloter begiver han sig ud for at udforske omgivelserne, de møder lokalbefolkningen, som knokler på nogle marker. Pludselig bliver stilheden brudt af en flok galoperende hæraber, som pløjer sig vej gennem markerne, og skyder vildt efter arbejderne. Ulyssus’ to venner bliver tilsyneladende dræbt, og han selv bliver taget til fange.

Spillet starter med, at du er i en celle, denne skal du først undslippe. Du skal efterfølgende finde ud af, hvor i alverden du er, og hvad der sker omkring dig.

Tomb Raider version 2153
Måden hvorpå din flugt skal foregå, er i den klassiske Tomb Raider-stil, hvor du ser Ulyssus foran dig, mens du går rundt, løser gåder og en gang imellem kæmper. Gåderne begrænser sig til at åbne døre og finde nøgler, som skal bruges til at komme til nye områder. Kampene begrænser sig til, at du placerer dig i nærheden af en modstander, og banker som en sindssyg på angrebstasten.

Spil af denne type afhænger utroligt meget af, at der er en spændende historie, og at omgivelserne er interessante at udforske. Problemet i Planet of the Apes er først og fremmest, at du ikke bliver fanget af historien, og endvidere er omgivelserne absolut ikke interessante at udforske. Du bliver ført gennem ensartede fangegrotter, minegange og korridorer i et slot. Faktisk flyder det hele sammen i et udefinerbart miks af brunt og gråt, der er temmeligt deprimerende at se på.

Som sagt så er kampene heller ikke det store at råbe hurra for, Visiware Studios - udviklerne af spillet - har valgt at neddrosle kampsekvenserne. Dette er også helt i orden, men når de kampsekvenser der nu engang er, er så uinspirerende, er det langt fra i orden. Problemet er først og fremmest, at kampene er så simple, stil dig ved siden af modstanderen og tryk på en tast er bare ikke nok til at retfærdiggøre action i denne type spil.

Dumme abekatte
Derudover er aberne tilsyneladende ikke så intelligente, som de selv mener at være. I hvert fald kan de ikke finde ud af at manøvrere uden om kasser og lignende. Utroligt mange gange vil dine modstandere sidde ubehjælpeligt fast i baggrundene - dybt pinligt. Derudover er polygondetektionen ikke særlig god, eksempelvis vil du under kampene nogle gange opleve, at den stakkels Ulyssus er i stand til at svinge armene direkte gennem modstanderne - heller ikke særligt imponerende.

Faktisk har jeg svært ved at finde noget ved gameplayet i Planet of The Apes, som kan imponere mig på nogen som helst måde, udforskningen og gådeløsningen stinker, og kampsekvenserne er endnu værre. Der er simpelthen intet der gør, at du har lyst til at blive siddende lidt længere foran skærmen.

Pinligt
Kort sagt er Abernes Planet som spil ret elendigt. Personerne er unuancerede og grovkornede, farvepaletten er ikke udnyttet særligt godt, polygondetektionerne er helt til grin. Derudover er der en del grimme texturefejl.

Endelig er der de klassiske problemer med lemmer der stikker gennem massive vægge, og problemet med, at du kan se ind i ellers lukkede rum ved at du drejer dig på en speciel måde. Faktisk er det pinligt så mange grafiske fejl og mangler der er, det virker som om udviklerne har haft lige voldsomt travlt med at færdiggøre spillet.

Amatøragtige præstationer
Lyden er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Musikken er trods alt nogenlunde ok, med noget ambient baggrundsstøj. Men de folk der er blevet hyret til at lægge stemmer til de enkelte figurer, har præsteret en fornærmende ringe indsats, og du vil flere gange sidde og krumme tæer.

Derudover hæmmes udgivelsen af en ekstrem lang installationstid, samt meget hakken rundt inde i selve spillet - hvilket bestemt ikke skyldes hverken mit system - som i højeste grad er high-end - eller den tekniske standard i spillet, som må kaldes low-end.

En stor skuffelse
Jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en meget bitter smag i munden, for der er ingen tvivl om, at det må være en drømmelicens at få Abernes Planet, og at navnet alene vil få mange folk til at stryge ud og købe spillet.

Der er bare ikke noget der retfærdigører, at du går ud og bruger penge på Planet of The Apes, i stedet kan du gå ud og leje alle de originale film, og stadig have omkring 400 kr. tilbage i lommen - et noget bedre alternativ.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
3 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Byder da på et par timers underholdning.
Minusser Men så heller ikke mere. Der er generelt intet i spillet der hæver sig over gennemsnittet.
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.