Legacy of Kain - Soul Reaver 2

At få Soul Reaver 2 mellem hænderne, er som at få det næste kapitel af en længeventet bogserie fra ens yndlingsforfatter på udgivelsesdagen. Det sidste spil stoppede brat og underligt, og fans der havde lagt tiden og kræfterne i at gennemføre det enorme spil, måtte gisne omkring Nosgoth’s skæbne og Raziels episke hævntogt. Heldigvis for de mange fans, kan disse og mange andre spørgsmål besvares med opfølgeren til det succesfulde spil i form at Soul Reaver 2 og der er endnu engang lagt op til noget af en historie. Grafisk har spillet også fået en løft og ligger nu i sværvægtsklassen, når det kommer til visuel elegance og detaljerigdom.

Det episke plot fortsætter
Soul Reaver serien har altid været plot tung - men på den gode måde. De endeløse dialoger og den store underbyggede verden er et fascinerende bekendtskab, der endnu engang kan dykkes dybt ned i. Denne gang tager historien afsæt i fortiden og derfor eksisterer The Pillars of Nosgoth stadig. I et edderkoppespind af bedrag og løgne, skal Raziel finde frem til hvem der egentlig er skyld i hans død og om bl.a. Moebius er til at stole på. Spilleren efterlades i konstant tvivl om Kain’s motiver og bedst som man tror at han er ens egentlige nemesis, så dukker der nye informationer frem. Alle plotdrejninger er lavet med spillets egen engine, og da disse er overordentlig flot lavet keder man sig aldrig. Heller ikke under de rigtig lange passager.

Maleriske lokaliteter

Det mest åbenlyse for PSOne spillere af originalen må utvivlsomt være grafikken. Denne fremstår nu krystal klar og meget imponerende i både overflader, farver og hastighed. Detaljerne er mange og alt fra enorme kirkevinduer, til fakler og lyskilder er fremtvunget med en sådan elegance at man stirrer på det i timevis. Verdenen er enorm og når man først slipper ud af den første borg og kan gå på opdagelse i Nosgoth, så går det op for én, hvor stort dette spil egentlig er. Nøjagtig som Jak and Daxter så streamer spillet alle informationer direkte som der er brug for dem, og man har derfor ingen loade tid. Det samme gælder for den glidende overgang mellem den fortalte historie og det egentlige gameplay. Ubesværet skifter det fokus fra historiesekvenser til gameplay og det er uden et tab i detaljer eller fart. Musikken er ligeledes lækker og giver sammen med de meget noble stemmer, en udpræget grad af fordybelse i de enkelte personer. Selvom sproget til tider kan bliver for Shakespear-agtigt, så giver det nu alligevel mere ballast til den allerede fantastiske verden, end de tåbelige amerikanske andenrangs skuespillere man normalt piskes med.