Namco Museum

Der kan ikke nytte noget at krybe udenom. Jeg kan lige så godt indrømme, at nostalgien vælter frem, når man sidder med Namco Museum i sin GBA. Det er lige før man kan mærke næseborene vibrere af duften af friture, popcorn og milkshake, og jukeboxen ovre i hjørnet spillet de seneste hits med Slade, Sweet og Gasolin.

Anyway, Namco Museum har før udgivet en række af sine arcade-klassikere på andre platforme, og nu er turen kommet til Gameboy Advance. En helt naturlig udgivelse, der passer fint til den spillestil, som konsollen lægger op til. Generelt stiller grafikken i spillene ikke de voldsomme krav, og lyden? Tja, hvis jeg skal være helt ærlig, så har skruet helt ned. Det lyder rædsomt!. Æsken lover i øvrigt, at Namco Museum rummer 4 klassiske arcadespil, men der er faktisk 5.

Ms. Pac-Man
Ikke overraskende finder man en variant af Pac-Man i samlingen. Ms. Pac-Man var efterfølgeren til det stilskabende ’ostespil’. I modsætning til forgængeren ændrer banen udseende mellem de enkelte levels, hvilket tilfører spillet en højt tiltrængt variation. Men ellers var der intet nyt under solen: Man skal styre uden om spøgelser, mens man rydder banen for brikker.

Ms. Pac-Man blev i ’gamle dage’ spillet på et skærmbillede, der stod på højkant. Når det spillet nu bliver presset ind på GBA’ens miniskærm, går noget af overblikket over spil og spøgelser tabt. Man kan dog også spille Ms. Pac-Man i scrolling mode, hvor man kommer tættere på banen. Til gengæld mangler man så overblikket over, hvor spøgelserne befinder sig på banen.

Pole Position
Som racerspil blev Pole Position i sin tid rost for sit realistiske gameplay. Formel 1-spil har selvfølgelig siden udviklet sig dramatisk, men der er alligevel noget, der ’trækker’ ved enkelheden i Pole Position. Spillet er - som dengang - henlagt til et vandret skærmbillede, og på GBA’en betyder det, at man ikke mister lige så meget af overblikket som i Ms. Pac-Man.

Mens man i ’gamle dage’ kunne styre Pole Position med et analogt rat, mister man imidlertid noget af følingen med bilen og banen på GBA’en. Styringen i sving og ikke mindst gearskiftet ligger heller ikke helt så naturligt som i andre, mere tidssvarende Formel 1-spil. Tilbage har man derfor udelukkende nostalgien ved et spil fra de dage, hvor man gik på grillbar og smed den ene femmer i spillemaskinen efter den anden.