The Club

Jeg forestiller mig ofte, at der må være en masse manuskriptforfattere med fortabte Hollywood-aspirationer, siddende hos adskillige spiludviklere verden over. Desværre skyldes mine formodninger ikke velskrevne og gennemtænkte historier, men snarere den stigende tendens, der er til at tvangsfordre os alle med tonstunge baggrundshistorier. Alt sammen sker inden vi har trykket på startknappen, og for mig er problemet ved at blive så stort, at jeg ligeledes har trykket på startknappen igen for at slukke maskinen, inden forhistorien overhovedet er blevet fortalt.

The Club undgår på snedigste vis disse problemer, for her er tale om noget så utidstypisk som et spil uden dybdegående baggrundshistorier, der i stedet sparkes i gang med et manuskript, der knapt fylder en linie - skyd alt, skyd det hurtigt og lad være med at dø. Med sin tredjepersonssynsvinkel og fokus på konstante skudkampe, ville et par billeder fra spillet, hurtigt kunne narre enhver til at tro, at der var tale om endnu et forsøg på at gøre Gears of War kunsten efter, men sådan forholder det sig heldigvis ikke.

I stedet synes den britiske udvikler at have nærstuderet Burnout-seriens omskrivning af bilspilsgenren, stjålet regelbogen og drejet deres fokus mod en anden genre. Alt drejer sig om point, og hvor jeg tidligere skød fjender for at overleve, skyder jeg dem nu for at avancere på de highscore-lister, der er tildelt hver bane.

Banerne er typisk ikke mere end et par minutter lange, og inden du læser videre, bør du nok lige tygge lidt på den, for hvor meget af dit spilkartotek kan du sige det om? Der er dog en mening med galskaben, og den findes her ved at alle og enhver, som ligger sig an med The Club, kan se frem til at ville gentage samtlige baner igen og igen.

Hver bane råder over hemmelige rum, smutveje og bonusser, som er absolut nødvendige at lære og udnytte, hvis man vil gøre sig nogle forhåbninger om at blande sig blandt toppen. Kombinerer du dette med et pointsystem, som belønner præcision, men som straffer enhver, som ikke er hurtig nok, og du har en spiloplevelse, som på en og samme gang er stressende, men også forbandet fængende for enhver highscore-jæger.

Den fuldstændig ligeglade holdning til genrenormerne fortsætter med præsentationen, der i stedet for Burnout, virker som løftet direkte ud af Mortal Kombat. Persongalleriet er et par brogede stereotyper, som ville have gjort ethvert kampspil stolt, og inden hver bane sættes i gang, hoster en kommentator med sandpapirsstemme løjerlighederne i gang med et "Fight!"

Det er forståeligt, hvis du stadig er en smule forvirret over, hvad der helt præcist foregår, når du smider The Club i maskinen. På trods af et spilkoncept mere enkelt end Kryds og Bolle, er det hele så pokkers afvæbnende og desorienterende, at jeg her et par uger senere, stadig prøver at holde styr på det hele - ikke hvad det går ud på, men snarere hvorfor jeg ikke kan holde op med at spille.

Jeg kan sagtens se, at det her kun er en oplevelse for highscore-fanatikere, med nærmest sygelige tendenser til konstant at gentage og forbedre selv de mindste detaljer. Jeg kan sagtens se, at hele præsentationen, på trods af sin originalitet, er underligt kitschet og sakset fra en helt masse åbenlyse inspirationskilder. Og jeg kan sagtens se, hvorfor de fleste Gears of War-veteraner vil afskrive det her som et underligt underholdningseksperiment, der ikke overlever meget mere end fem minutter på deres maskiner.

Kort sagt, kan jeg sagtens se alle fejlene og grundene til, hvorfor jeg ikke burde gide bruge tid på det, når nu den forgangne juletid har budt på så mange spilperler. Faktum er dog, at jeg som en anden nikotinjunkie, har lyst til at tænde for maskinen og lade spillet snurre i den hver halve time. Det er ganske uforklarligt, men også ganske uimodståeligt.

Den del af min realitetssans, der endnu ikke har ladet sig rundtosse, siger derfor, at det her er en decideret syver, der uden kæmpe fejl, alligevel bare lige mangler den sidste pose kvalitetskrydderi til at fuldende oplevelsen. Min stadig forfjumrede hyggesans siger derimod, at dette er en otter, der i den grad vil kunne fange, holde og nærmest indespærre enhver highscore-jæger i en verden af muligheder. Mulighederne bare venter på at blive opdaget, inddraget og perfektioneret i en konstant udviklende slagplan, nøje tilrettelagt for at opnå den ultimative topscore.

Den lettere kedelige realitetssans og dertil medfølgende syver er dog, hvad der i sidste ende vinder. Grunden er at enhver nyder af The Club, foruden en affektion for genren, vil skulle kunne abstrahere fra, at her er tale om særdeles ensporet oplevelse, der gør det godt, men heller ikke så meget andet.