Turning Point: Fall of Liberty

Et par tyskere daler ned fra himlen i faldskærm, udtrykket i ansigtet er udpræget fåret og jeg indrømmer det gerne, jeg kan ikke lade være med at klukke, mens jeg presser aftrækkeren i bund og forvandler nogle af det tredje riges mest veltrænede soldater til dårlig julepynt. Lidt senere, da jeg som bygningsarbejderen Dan Carson, spæner gennem New Yorks sønderbombede gader, støder jeg på et par stykker mere. Den ene sidder hjælpeløst fast i nogle murbrokker og har fået, hvad der ligner et grumt epileptisk anfald, mens den anden slet ikke ænser mig. Jeg har på det tidspunkt kun spillet en halv time, af hvad jeg nu kan betegne, som et af årets absolut ringeste spil.

Når man som udvikler må ud med brandslukkeren og fortælle et helt klagekor af spillere, at der altså er væsentlig forskel på den demo, der kunne hentes over Xbox Live og det færdige spil, så har man et gevaldigt problem. Ikke mindst fordi det ikke giver nogen som helst mening at publicere noget, man så efterfølgende ikke kan stå inde for. Specielt skræmmende er det, at Spark Unlimiteds checkliste slet ikke stemmer overens med de massive klager, der har været fra verdens mange spillere, men blot er ubetydelige bandager på et lig, der allerede lider kraftigt under rigor mortis. Turning Point vil ikke kunne genoplives, om man så skruede helt op for hjertemassageapparatet.

Og det er ikke fordi, der ikke er kimen til noget spændende i Turning Point. Fall of Liberty arbejder nemlig med en alternativ fortid, en hvor Churchill ikke kan stå i spidsen for de engelske tropper længere, fordi han er død i en bilulykke. Dermed vinder Hitler Anden Verdenskrig, og med Europa underlagt hans jerngreb, planlægger han efterfølgende et angreb på Amerika - et angreb der påbegyndes i 1953. Du står, i skikkelse af bygningsarbejderen Dan Carson, på toppen af en skyskraber, da de første zeppelinere svæver lydløst ind over byen, og du har ikke i sinde at overgive dig til Herrefolket. Ja, den er god nok, find bare geværet frem.

Til trods for et ellers spændende baggrundstapet, så er Turning Point: Fall of Liberty, hvad der sker, når de seneste seks-syv års spiludvikling fiser lige forbi en udvikler, der har lullet sig selv i søvn i hængekøjen. Det er slet ikke til at fatte, at Spark Unlimited overhovedet får lov til at lave spil for andre udviklere, men jeg ved naturligvis godt, hvor hunden ligger begravet: Det handler om penge, og dem skal Craig Allen og resten af hans hold ikke have ligeså mange af som konkurrenterne. "Hvor hurtigt kan det være færdigt?" og "Hvad skal I have for det?", er nok de eneste spørgsmål, der er blevet stillet ved konferencebordet.

Desværre er resultatet også derefter. Turning Point stinker som kun et ufærdigt projekt i virkeligheden kan gøre det. Det hele er tungt planlagt med forudbestemte sekvenser, der nærmest vælter over hinanden for at skabe en episk stemning, der så, når du gentagne gange er død og spiller dem forfra, viser dig bagsiden af medaljen. At spille sig gennem en sekvens for tredje gang, hvor fjenderne reagerer på præcis samme måde, er hverken gribende eller spændende, det er blot totalt tidsspilde. Det er dog den kunstige intelligens, der for alvor gør grin med det tredje riges soldater. For det meste kan de ikke finde vej igennem en bane, uden at hænge fast i både murbrokker, bøjede metalstænger eller udbrændte tanks, og når det så endelig lykkes, så kniber det med præcisionen. Der er få øjeblikke, hvor det modsatte er tilfældet, men her er der heller ingen balance at spore, og du ender med at dø, blot fordi det yderste af din skjortekant kan ses ved en dørkarm.

Problemet breder sig også til spillets våben, der selv efter en del timer i hænderne, aldrig virker som de dræberinstrumenter, de i virkeligheden er. Plaf, plaf, plaf lyder det fra mit Gewehr et eller andet, mens jeg peger direkte på en soldat fem meter fremme. Fem skud mere, og jeg er usikker på, om der overhovedet kommer noget ud af mit våben. Sådan føles Turning Point hele vejen, det er ligegyldigt om du skyder med en maskinpistol eller har smidt det infrarøde kikkertsigte på din snigskytteriffel; det er som at skyde med en af det lokale tivolis krumryggede haglgeværer i håbet om at vinde et af de frække spillekort med en halvnøgen dame på. Jeg er faktisk ikke sikker på, at en af spillets håndgranater ville være meget bedre, men held og lykke med det i hvert fald.

Underlige designbeslutninger slipper Turning Point heller ikke uden om, for selvom spillet er holdt i episke toner, hvor du bl.a. skal redde enorme byer som New York, Washington og London, så er alt låst af, så du kun kan holde dig til den planlagte sti, og som om dette ikke var nok, så slutter hver bane med en gammeldags og helt unødvendig opregning af, hvor mange du har skudt, hvor meget ammunition du har brugt osv. Det er slet ikke til at fatte, at Spark ikke for længst har støvsuget deres spil, for den slags middelalderlige tåbeligheder. De indlagte saves er i øvrigt heller ikke til megen hjælp, da du uanset hvad, er nødt til at spille mindst ti minutter om - ti dødssyge minutter, naturligvis.

Visuelt står det også katastrofalt til, og jeg er ret sikker på at Mark Rein ville vende sig i graven, hvis han altså allerede var død. Unreal-motoren, som er rygraden i Turning Point, bruges på den mest dilettantiske måde, og gør absolut intet for at vise kræfterne frem i hverken PlayStation 3 eller Xbox 360. Animationerne er grove og hakkende, der er et underligt hvidt skær rundt om alle karakterer i spillet, et skær der får dem til at ligne frysetørret frugt i billige plastikposer. Desuden er alle bygninger helt firkantede, og end ikke murbrokker og ødelagte trægulve ligner meget andet end legoklodser. Hvis man nogensinde har kunnet bruge ordet kedelige teaterkulisser i spilsammenhænge, så skal det bruges her. Turning Point er faktisk på grænsen til det selvudslettende, og ville absolut kunne gøre sig på en PlayStation 2, uden at man ville savne noget synderligt på den grafiske front.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kan se noget, der kan redde Turning Point fra den sikre død. Konceptet er godt, men historien forsvinder som dug for solen, når du først spiller; den kunstige intelligens er skræmmende ringe, våbnene mangler tyngde og præcision, og grafikken er rædselsfuld. End ikke multiplayerdelen, der naturligvis lider under stort set alle de samme problemer, kan være sikkerhedsnettet, der giver Spark Unlimited et pusterum. Turning Point: Fall of Liberty er en spilmæssig fadæse.