Nights: Journey of Dreams

Jeg havde engang et mareridt. Det var noget med at jeg blev holdt fanget af Dr. Derange fra James Bond Jr. tv-serien. Han havde opfundet en metode, hvor han kunne tage knoglerne ud af kroppen på folk og placere dem i en mumie, der så ville blive levende. Jeg slap væk fra ham, men blev jagtet af en underlig mumie/fugleskræmsel-hybrid gennem en labyrint. Den var lige ved at fange mig på en bro, der ledte hen over et bassin med lava. Hvad Nights: Journey of Dreams har lært mig er, at det ikke er fordi jeg er bindegal at jeg drømmer sådan noget, men fordi væsner kaldet Nightmaren drøner omkring i drømmeland.

Nights: Journey of Dreams er fortsættelsen af den lovpriste titel fra 1996, Nights into Dreams og mens man kunne frygte at en pause på 12 år er mere end et spil kan klare, så fungerer Nights faktisk ganske udmærket. Spillet handler om et mystisk hofnarslignende kaldet Nights, der flyver omkring i drømmeverdenen Nightopia. To børn, Will og Helen, dukker op i Nightopia og sammen med Nights skal de besejre skurken Wizeman the Wicked. Ja, det hedder han faktisk. Og at besejre skurken, gøres ved at flyve rundt og lave loops om Nightmaren samt samle kugler.

Forunderligt nok virker spillet som om de foregående 12 år slet ikke er sket. Strukturen på spillet er ualmindelig oldschool med et mix af traditionelle baner og boss-kampe med lidt ekstra hist og her. Der er ikke nogen enorm variation i opgaverne, men det er heller ikke nødvendigt, da det virker! Det giver fugtige håndflader at suse rundt om fjender og jagte fugle med nøgler. Bosskampene er også for det meste, godt fundet på og benytter Nights forskellige evner.

De eneste virkelige nedture er når man er tvunget til at kontrollere Helen eller Will, der sådan set ikke er særligt interessante. Men disse øjeblikket bliver overskygget af Nights underholdende flyveture gennem banerne.

En stor del af glæden kommer fra de storslåede omgivelser. Omgivelserne ligner i det store hele en eksplosion på en Dyrups-fabrik, hvor farverne på det nærmeste kæmper om at komme i fokus på skærmen. Samtidig er det sjovt at kigge på banerne og prøve at aflure, hvor hemmelige områder ligger.

Lydsiden når ikke samme kvalitet som grafikken, desværre. Mens musikken i det store hele er munter og god, fungerer stemmeskuespillet ikke. Lige så snart figurerne begynder at tale, længes man efter banerne og deres mangel på dialog. Replikkerne er ikke særligt velskrevne og ej heller specielt velspillet. Desuden er der nogle besynderlige bemærkninger, eksempelvis når en ugle beder børnene røre ved Nights.

Når spillet udkommer eksklusivt på Wii, må man formode at styringen er skræddersyet til spillet. Men på forunderligvis er Wiimoten faktisk den svageste kontrolform. Flytter man cursoren for langt væk fra Nights, mister man kontrollen over ham. Hvad der kun skulle være en kamp mod væsner af mareridtsagtig oprindelse, bliver hurtigt også en kamp mod styretøjet. Bedre bliver det når Nunchucken bliver koblet på, da Nights bevægelser bliver kontrolleret af Nunchuckens analoge stick. Den bedste styring opnås ved at bruge enten Classic-controlleren eller det gamle støvede Gamecube-joypad.

Nights: Journey of Dreams har forskellige knaster, man som spiller må acceptere. Eksempelvis smider spillet dig tilbage til begyndelsen af banen hvis du dør, hvilket må siges at være en lidt forældet idé. Men Nights er dog et hyggeligt spil og man skal være lidt af en stenhjertet satan, hvis ikke charmen på en eller anden måde fortryller dig.