God of War: Chains of Olympus

Har du en bog med fabeldyr? Hvis du har, så tag den lige ned fra hylden og læg den på bordet. Find samtidig en rød tusch frem. Sæt dig så godt tilrette ved skrivebordet og slå op eller andet tilfældigt sted. Er du landet ved hydraen? Sæt et stort, rødt kryds hen over den. Medusa, siger du? Giv hende samme behandling. For en god ordens skyld kan du også tage cyclopen, minotauren og et par titaner med - og når du har spillet dig gennem God of War: Chains of Olympus, så kan du med fordel strege resten af galleriet ud. Den græske slagter er nemlig tilbage i forrygende form, og hans brændende sværd er stadig tørstige efter blod.

God of War: Chains of Olympus er en forløber til det oprindelige God of War, hvilket betyder, at du møder Kratos i det årti, hvor han, pisket af olympens guder, sendes ud til de fjerneste afkroge af verden for at nedslagte hele folkeslag. Mellemsekvenserne er i PSP-udgaven holdt til det absolutte minimum, hvilket er dejligt, da det giver dig mere tid til at svinge sværdene og dele tæsk ud. Dermed ikke sagt, at Chains of Olympus ikke indeholder en historie, men den er delt op i små bidder og er aldrig forstyrrende i forhold til det kaos, du spreder på den håndholdte maskine - noget, andre udviklere kunne lære en del af. Skulle du være interesseret i plottet, så kan jeg fortælle, at Kratos denne gang når både forbi dødsriget og ind i solgudens tempel i jagten på Helios - og så er der naturligvis lige alt det palaver med hans hustru og datter. Hvad der præcis sker, skal ikke afsløres her, men det er absolut velskrevet og umådeligt passende i forhold til udviklingen i God of War på PlayStation 2.

De mange andre udviklere, jeg tidligere talte om, kan også lære meget, når det kommer til den tekniske præstation, som udbryderholdet Ready at Dawn lægger for dagen. Daxter, der som Chains of Olympus, også var bestillingsarbejde for Sony, havde et faretruende højt niveau og God of War har, med den nu udvidede hertz-grænse, et endnu højere - det er nærmest skræmmende, hvor smukt hele balladen for det meste flyder på den lille skærm. Alligevel er der tidspunkter, præcis som det var tilfældet med Daxter, hvor motoren kan hoste og hakke i det, og det er i disse øjeblikke, at man opdager, at man sidder med snuden dybt begravet i et håndholdt spil. Heldigvis er ingen af nedsættelserne dræbende for oplevelsen, men det er en skam, at Ready at Dawn ikke engang imellem ofrede et par fjender til fordel for en klokkeklar hastighed. Designmæssigt kan der dog ikke sættes en finger på Chains of Olympus, der som forgængerne er fyldt til randen med enorme fabeldyr, tempelruiner, blodrøde floder og knejsende byer.

Hvad der til gengæld er blevet ofret i denne omgang er de mange gåder, der med en hårfin balance var lagt ind i de to PlayStation 2-spil. Specielt det første God of War-spil havde nogle både sjove, intelligente og vidtrækkende gåder, så det er lidt skuffende at se God of War til PSP'en med et hold amputerede, meget lette og nogle gange decideret ulogiske gåder. Et sted er det f.eks. en nedbrydelig væg der driller, primært fordi der ingen andre steder i spillet skal nedbrydes vægge, et andet er det en trappe med skjult indgang - dog kun i venstre side. Den slags var ikke til at finde i serien, da Santa Monica Studios styrede Kratos mod storhed. Resten af gåderne er forholdsvis ligetil og strækker sig over roden med skjolde, der kaster lysstråler, statuer der skal placeres på bestemte trykfølsomme plader og håndtag, der skal trækkes i. Beslutningen er givetvis taget for at holde God of War tempofyldt og egnet til den håndholdte, men jeg kunne personligt godt have tænkt mig lidt mere balance mellem kampene og gåderne.

Det er dog meget, meget små klagepunkter i forhold til en spilserie, der også her i tredje udspil og på en noget svagere maskine, leverer en af de mest brutale, vanvittig flotte og gennemførte oplevelser i årevis. Kratos er stadig åleglat at styre rundt med, og selvom bl.a. hans undvigelsesmanøvre nu udføres ved at holde begge skulderknapper nede og samtidig bruge den analoge styrepind, så går der ikke længe, før man er fuldstændig fortrolig med hans repertoire af dødbringende bevægelser. Antallet af våben og udvalget af magiske ting er ikke så stort i denne omgang, og indsamler du alt, hvad du kan få øje på, så bør du nærmest kunne opgradere samtlige af dine våben inden du når slutbossen. Dette gør ikke mig spor, specielt ikke, da jeg altid har elsket Kratos' to flammende Blades of Chaos, men for fans af de tidligere spil, kan udvalget muligvis føles lidt begrænset.

Alligevel kan jeg ikke andet end at anbefale Chains of Olympus til både fans og nybegyndere. For sidstnævnte vil Chains of Olympus være et passende sted at starte, både plotmæssigt og i forhold til sværhedsgraden, mens det for hædrede krigere vil være en dejlig dose af vold, afhuggede lemmer og en god portion fyld til Kratos' baggrundshistorie. Chains of Olympus bryder ikke ny grund, men cementerer endnu engang den græske antihelt som et af Sonys absolut stærkeste kort på hånden.