Luigi's Mansion

Da Nintendo i sin tid annoncerede Luigi’s Mansion til GameCube, var kritikerne hurtigt oppe af stolen. At lancere et system uden en fanebærer i form af et Mario spil, var for mange utænkeligt. Ikke desto mindre satsede Nintendo alt på Shigeru Miyamoto’s seneste idé og sendte Mario’s mindre kendte bror Luigi ind i et gammelt hus, med en støvsuger på ryggen. Resultatet er en anderledes og meget fængende oplevelse, der dog mangler det dybe gameplay og den holdbarhed, man normalt ser Nintendo diske op med.

Vind et gammel hus
Historien i spillet, er som i så mange andre spil i denne genre, banal. Luigi har vundet et gammel hus i en konkurrence, som han i øvrigt ikke har deltaget i. Efter at have fundet frem til dets beliggenhed, besøger han naturligvis sin præmie. Mario som allerede burde være ankommet, er er ikke til at se nogle steder - og det sender broderen på jagt i det gamle hus udstyret med en støvsuger. Dermed er der lagt op til Ghostbuster momenter og platformssjov.

At få chancen for, at spille den mindre kendte bror i de grønne overalls, er absolut lækkert. Luigi har for længe stået i skyggen af sin kendte bror, og har kun delvist fået rampelys i bl.a. Mario Kart og Super Mario Advance 2. Nu er han imidlertid hovedperson i et spøgelsesdrama, hvor en støvsuger og lysten til at banke på alt, omtrent er det gameplayet består af. Det er svært at sige helt præcist hvorfor Shigeru Miyamoto troede, at denne lille feature ville revolutionere spillet, men faktum er, at mens det til at starte med er ganske sjovt at opsuge spøgelser med sin støvsuger, så bliver netop denne feature langsomt en kuriositet, der får spillet til at falme.

Sug lidt her og lidt der
På det grafiske plan er Luigi’s Mansion en perle. Det særprægede design, de skæve vægge og den tætte stemning er unik, og kædet sammen med Nintendo’s sans for lækkert karakterdesign og animationer, er der meget at blive opslugt af. Der hviler nærmest er victoriansk og meget rokoko agtig stil over det hele. Desværre er banerne klaustrofobisk små og vinklerne i spillet, er absolut ikke altid lige gode. Lyset fra Luigi’s lommelygte er fænomenalt realiseret, og er ud over at være en effekt også en del af gameplayet. Husets beboere, spøgelser af enhver art og størrelse, er ligeledes gennemførte. Som gennemsigtige væsner minder de mest af alt om spøgelserne i 80’er kult hittet Ghostbusters, og de opfører sig alle forskelligt.

Desværre kan den flotte grafiske overflade, lækre lyd og tilfredsstillende styring, ikke lave om på det faktum, at spillet rent gameplay-mæssigt ikke, har det helt store at byde på. Det er til at begynde med meget sjovt, at indfange de mange spøgelser i lyset fra lommelygten og så på bedste fritidsfisker-maner, hale dem i land. Men som spillet skrider frem, og dette stort set bliver det eneste der skal gøres, så mister man interessen. Spøgelserne findes ved at banke på skabe, krukker og andet indtil de toner frem. Ud over dette er der naturligvis de obligatoriske nøgler, der giver adgang til andre dele af huset, men det forbliver ordinært og uden de store visioner. Selv historien som skulle holde dig interesseret bliver kedelig.

Ideen med at bruge en Game Boy Horror til radar, er god og et meget pudsigt indslag, men som med støvsugeren, bliver det hurtigt hverdag, og man forundres over Miyamoto’s manglende perler. Spillet indeholder naturligvis også bosser, der kræver en del mere knofedt at indfange, men grundideen er den samme. Brug din støvsuger og rens rummet.

Anderledes, men ikke godt.
Luigi’s Mansion er anderledes og dermed godt, når der skal skabes opmærksomhed. Men spillet mangler den berømte Nintendo magi og den levetid, som man normalt forventer sig af firmaets produkter. Rent grafisk er det kompetent spil, der om end det er lidt smalt i sin verden leverer nok detaljer og finurligheder til at overbevise en evt. køber. Problemet ligger udelukkede i gameplayet, som man enten finder fascinerende hele vejen gennem spillet eller ganske kort efter mister interessen for. Luigi’s Mansion vil ikke blive husket som en af Nintendo’s helt store genistreger, men hvis man for alvor leder efter noget nyt, så er det værd at kigge nærmere på titlen.