Disciples II: Dark Prophecy

Et af de lidt mere ukendte strategi spil er igen på markedet, og for mange vil den første reaktion nok være, Disciples II - jamen har da der været en etter. Jeg må også tilstå at det ikke lige var en af de titler jeg kunne huske på rygmarven, men med titler som Age of Empires og Conmmand & Conquer at konkurrere imod, er det de fleste spil som forbliver anonyme.

Disciples II er tur-baseret, ikke noget man ser tit, men stadig noget som fungerer godt. Den måde man producere enheder på og bygger ens byer op, vil ikke fungere under realtime. Tur-baseret er ikke så slemt, som mange tror, dog er der nogle steder, hvor man synes man venter en evighed på kamp, fordi man lige bliver nød til at ruste op.

Du kender det godt
Du styrer din helt lidt ligesom man gør i Heroes of Might & Magic. Du udstyrere ham med enheder, han kan samle items og potions op, og han kan stige i level. Det samme kan de enheder du befaler over, hver gang du har været i kamp får de overlevende Xp, indtil de på et tidspunkt stiger en level. Måden man får ny enheder på er simpelt, har du penge kan du få, har du ingen så må du - få tæv. Du kan købe alle de enheder du vil, dog er der to begrænsninger. Din by kan kun holde seks felter, en alm. enheder fylder et felt, mens større enheder fylder to, din helt derimod har kun fem felter at gøre godt med, men er er det hans lederskab som man skal se på. I starten har ens helt en lederskabs evne på tre, hvilket betyder han kun er dygtig nok til at kommandere rundt med tre enheder. Du kan derfor ikke lave en helt som bare kommandere rundt med en masse supertropper, hvilket betyder, at man rent faktisk skal tænke strategisk, noget som nogen spil mangler.

Animationen er i top
Enhederne er virkeligt flot lavet og animeret, det eneste man griner lidt over at måden de dør på. Der er over 200 forskellige enheder, fordelt på de fire racer man kan styrer på nogen af de neutrale racer man møder senere hen i spillet. I starten er det meget imponerende at se, disse store 3D kæmper slås, men efter at de har gentaget deres handling et par gange, er man lidt ligeglad. Faktisk kan kampene blive så ensformige at hvis man er sikker på at vinde, sætte man den bare til auto-battle, desværre mere reglen end undtagelsen.

Enhederne skal du bygge i dine byer. Du plejer at starte med en hovedstad, men du bliver hurtigt nød til at indvadere andre byer hvis du skal have en chance for at overleve. Hver by har en slags level, som bestemmer hvad den kan bygge og hvor mange enheder den kan have, den bestemmer også hvor mange ressourcer du får, siden du kontrollere en vis del af landet omkring byen hvilket af det du tjener penge på. Den måde du kontroller land på er meget simpel, du ejer en vis radius omkring dine byer som hele tiden stiger lidt, men du kan også købe en såkaldt Rodplanter, som går rundt på kortet og planter disse stave, hvorefter du kontrollere lidt omkring den pågældende stav. Meget nyttigt, hvis fjenden ejer en guldmine som du gerne vil have fingrene i . Det er dog lidt svært at kunne mestre, og det er altid som om computeren er meget bedre til det end en selv.

De fire forskellige racer er meget sjove og virkelige forskellige at spille. Dwarfs, Devils, Undead and The Empire, to gode og to onde - selvom de alle prøver at overbevise dig om at lige netop deres mærkesager er de rigtige. Hvis man spiller Saga, som er historie delen af Disciples II, bliver man præsenteret for lige netop den race’s side af historien. En meget sjov ting, da du så ser flere vinkler på den samme historie. De handler alle om den unge knægt, som er arvingen til hele kongeriget, og det er lidt dig som bestemmer hans fremtid.

Faktisk ikke dårligt
Disciples II er et godt spil, og meget anderledes end andre strategi spil der er ude på markedet. Jeg vil dog ikke sige at det er bedre end Heroes of Might and Magic, som nok er det spil man bliver nød til at sammenligne det med. På nogen punkter er Disciples II meget innovativ, men på andre er den langt væk fra nutidens standard. Det er lidt af en rutsjetur at spille dette spil, man bliver mange gange høj af de fede positive ting, men man falder hurtigt igen når nogle af de lidt mere negative ting kommer frem. Hvis man elsker strategi spil er det fedt, man skal virkelige tænke, og især ressourcer er ikke nemme at få fat på, og man skal hele tiden spionere den anden part. Pga. af det gode gameplay der trods alt er i spillet, kan man godt overse en del af fejlene, men ikke dem alle.