Namco Museum Remix

Jeg ved ikke, hvilke medarbejdere hos Namco Bandai, der er ansvarlige for Namco Museum Remix, men de burde slæbes ud på en åben plads, placeres i hver deres sofa og så tvinges til at spille dette helt unødvendige Wii-markværk, der på en og samme tid, klemmer de sidste dråber ud af stakkels Pac-Man og efterlader Wii-ejere med endnu et produkt, der kan få det internationale karaktergennemsnit til at falde som en sten.

Namco er et sted for klassiske spil, ingen tvivl om det. Xevious, Pac-Man, Rally X og Galaga, har alle været med til at skabe den branche, vi i dag elsker, men at piske dem ud på markedet endnu engang, og uden nogen synderlig omtanke for, hvordan de kan opdateres, er til at hulke sig i søvn over - og det er præcis, hvad der er sket med Namco Museum Remix, der smider den gule ost ind som hovedpersonen i virkelig ringe 3D-udgaver af ellers klassiske spil.

Så vidt jeg har kunnet snuse mig frem til, så er Namco Museum Remix et eksklusivt Wii-spil, hvilket burde betyde, at det japanske udviklerhold, virkelig har kunnet lege med bevægelsesfølsomheden i de mange spil. Jeg forestiller mig en sådan afslappet atmosfære, hvor glade japanere iført løse Hawaii-skjorter, fjoller lidt rundt mellem deres respektive arbejdspladser og finder på nye ideer, naturligvis mens de med ærefrygt for de gamle spil, forsøger at holde det hele i samme ånd. Desværre er billedet nok det modsatte, nemlig en række navnløse, trætte og ret ligeglade japanere, der har banket løs i tastaturet og hvert femte minut har skulet efter uret, i håbet om at det snart er fyraften.

I hvert fald udviser ingen af de nyopdaterede spil (der er fem af slagsen) nogen som helst pionerånd, og det er kun to af dem, der bruger Wii-moten til noget. Resten af tiden bruges med nunchuck-kontrollen, og dermed føles Namco Museum Remix nøjagtig som alle de andre spilsamlinger, Namco har kastet efter os de seneste år. Rally-X Remix har ganske vist Pac-Man som chauffør, og i Galaga Remix skal du beskytte den gule ost fra de fæle rumvæsner, men det er også det. Der er bare lagt et tykt lag dårlig make-up ud over det hele. Selv Gator Panic, der naturligvis er en spiludgave af det fysiske spil af samme navn, hvor du med en hammer banker løs på krokodiller, der kigger ud af deres skjulesteder, føles som en spildt chance. "Hvorfor på Wii, og hvorfor på denne måde?", spurgte jeg konstant mig selv.

Sjovest er faktisk de ni originale og uspolerede spil, som også følger med i pakken, men hvis du, som jeg, har spillet konsolspil inden for de seneste 10-15 år, så har du naturligvis spillet udgaverne af Dig Dug, Gaplus, Xevious og Super Pac-Man så mange gange før, at du næppe skænker dem fem minutter. Jeg endte med at spille 1979-spillet Cutie Q mest - det har sådan et dejligt tidløst design og en ganske god spilidé i sig. Samtidig kunne jeg glæde mig over, at jeg ikke allerede havde lagt pengene for Xevious på Nintendos Virtual Console-tjeneste, men i stedet fik det gratis via dette lavbudget-makværk. Og behøver jeg at sige, at styringen aldrig rigtig fungerer tilfredsstillende med hverken Wii-mote og nunchuck, noget der nærmest gør hele pakken redundant. Nej, vel?

Namco Museum Remix er et spild af alt. Det er spild af tid for udviklerholdet, det er spild af tid for mig som anmelder. Det er spild af plads og ikke mindst en djævelsk spild af plastik og papir. Hvem der skal spille dette sammenkog på Wii, velvidende, at han/hun har markedets mest innovative konsol, aner jeg ikke, men mit eksemplar kommer ikke i maskinen igen, det er helt sikkert.