Teenage Zombies: Invasion of the Alien Brain Thingys

Jeg kigger lettere frustreret på min Nintendo DS' to blinkende skærme. Frustrationen stammer ikke fra det igangværende spils sværhedsgrad, men noget langt værre, nemlig kedsomhed og ligegyldighed, de to mest beskrivende ord om dette ærgerlige produkt.

Hvordan man helt præcist kan gøre en historie om zombie-teenagere så dødsenstrist, er forundrende, men det starter i hvert fald ikke med den Cartoon Network-inspirerede baggrundshistorie og indpakning. Jorden er under angreb af de såkaldte "hjerne tingester", og mens strålepistoler bliver brugt til at slavebinde befolkningens hjerner, har det ikke den store effekt på de hjernedøde zombier. Det hele præsenteres i god, karikeret tegnefilm stil med en varm humor, som rent faktisk formår, at fremprovokere et par grin hist og her.

Hovedpersonerne er Zack "Half-Pipe" Boyd, Lori "Lefty" Lopez, og Finnigan "Fins" Magee, og som man kan regne ud, råder de hver især over forskellige evner. Zack har fået et skateboard påklistret kroppen, hvilket betyder, at han er hurtig og kan bevæge sig i smalle passager. Lori har mistet ledene i armene, og kan derfor strække sine arme til absurde længder, samtidig med, at hun kan hoppe højere end de andre. Finnigan er den af de tre, der har gennemgået den mest underlige zombieficering, og har tentakelarme groende ud af ryggen, hvilket gør ham i stand til at kravle på forskellige overflader, samt lader ham angribe i tre forskellige retninger på samme tid.

Det kræver kun meget få spil på samvittigheden for at regne ud, at gangen gennem de mange baner, naturligvis kræver, at figurernes forskellige evner kombineres. Havde det været lige sjovt, som det lyder, havde zombierne forblevet fast inventar på min lommekonsol, men desværre har jeg set det hele meget bedre før.

Platformspil hvori forskellige evner skal kombineres, for at overkomme umulige odds, findes der masser af, men Teenage Zombies ligger sig i dets tilgang tættest op af det 16 år gamle Lost Vikings. At hente inspiration fra en klassiker, er ikke nogen dum idé, men problematisk er det, når det gamle vikingeeventyr selv den dag i dag, er væsentligt bedre end den ligegyldighed, zombierne byder på.

Designet af banerne synes næsten tilfældigt, og byder aldrig rigtigt på nogen form for udfordring. De tre zombier kan på alle tidspunkter udskiftes ligesom man lyster, hvilket betyder, at der aldrig skal rationeres eller tænkes over, hvordan man bruger de forskellige evner - i stedet bruger man bare løs, til opgaverne nærmest løser sig selv.

Værre bliver det kun af en grafik, som spænder fra grå til brun, og på alle tidspunkter bevæger sig over skærmen i et sneglelignende tempo. Ikke kun er det kedeligt at kigge på, det er også særdeles søvndyssende.

Det, der adskiller Teenage Zombies fra de enorme mængder af komplet ligegyldige spil, vi alle støder på, er det enorme potentiale og glimt af god humor, der farer over skærmen mellem hver bane. Mellemsekvenserne er der, hvor der i korte øjeblikke bliver pumpet bare en smule personlighed ind i de tre hovedpersoner, og kommer du til at holde af spillet, vil det være på grund af disse.

Teenage Zombies: Invasion of the alien brain thingys, er selv med dets indlagte stavefejl lige omtrent så ordinært et platformspil, som den store skabelonbog foreskriver. Dette er kun for de mest zombiefile, der ikke allerede har fået deres behov dækket med titler som Resident Evil eller House of the Dead.