Prince of Persia: The Sands of Time

Da Gamereactor tidligere på året dybt imponeret over skiftet fra 2D til 3D anmeldte Retro Studios Metroid Prime, forventede vi, at der ville gå en del år, før vi igen skulle hive superlativerne frem for at beskrive en sådan forvandling. Vi har ganske enkelt set for mange gode spil blive frygtelig middelmådige af skiftet fra fortidens konsoller til nutidens 128-bit-monstre. Gode intentioner er endt som sløje slutprodukter og dyngen af tidligere klassikere, der i dag fremstår som halvforslåede og kedelige 3D-udgaver, er ikke til at komme uden om.

Der skulle dog hverken gå år eller årtier, før vi igen fik en klassiker mellem hænderne, der er nøjagtig ligeså fængende og velfungerende som originalen. Nej, inden for selv samme år kommer et spil, der er tro mod sine rødder, men stadig formår at bringe nyt til bordet. Prince of Persia: The Sands of Time er ganske enkelt et kærlighedsbarn opfosteret af faderen bag det oprindelige koncept, Jordan Mechner, og udført med stor sans for den tekniske og visuelle side af Ubisofts talentfulde Montreal-afdeling.

Historien i Prince of Persia er dog på alle måder ny. Spilleren inviteres i denne omgang til at overtage styringen af prinsen bedst som hele kongeriget er blevet ramt af en frygtelig forbandelse, og det er nu spillerens job at få alt tilbage på rette køl. Mest af alt fordi det langt hen af vejen er ens egen fejl, at alle nu er forvandlet til horrible sandmonstre og det elles prægtige palads ligger i ruiner.

Prince of Persia kan bedst beskrives som en herlig blanding af det originale koncept spædet op med solide portioner af Sonys sælsomme og yderst dragende Ico og tilsat et finurligt og ret spektakulært kampsystem, der kan få selv effekterne i The Matrix til at blegne. Grundlæggende er prinsens eventyr dog stadig et platformbaseret spil, hvor præcise spring fra en afsats til en anden, løben op ad murene og generel hoppen er vejen frem. For at dette kan lade sig gøre, har Ubisofts Montreal-afdeling lavet, hvad bedst kan betegnes som den mest intuitive og gennemførte styring i mange år. Prinsen kan gøre stort set alt, som spilleren kan komme i tanke om at få ham til, og på intet tidspunkt føler man, at noget virker uoverskueligt eller umuligt. Det er ikke til at fatte, at vi nu skriver år 2003, og at Ubisoft er de første til at ramme plet med en fuldstændigt velfungerende styring til et 3D-spil. Først nu vil mange gamere opdage, hvad de egentlig er gået glip af: En smertefri og ligetil styring.

Spillets helt store force er dog, som titlen antyder, The Sands of Time. Da prinsen ret tidligt i spillet får fingrene i en tidsmanipulerende kniv, giver det spilleren mulighed for at spole frem og tilbage i Fader Tid, og derved f.eks. undgå faldene fra de uendelige højder. Igennem tiltaget bliver det muligt at tage flere chancer og føre helt vilde ideer ud i livet, uden at det nødvendigvis betyder, at man skal finde sit seneste save game frem. En genistreg, der er med til at sammentømre oplevelsen.

Visuelt er der heller ikke noget at kimse ad. Spillets grafiske formåen lægger sig tæt op af det, vi bl.a. så i Splinter Cell på Xbox med blafrende forhæng, smukke lyseffekter og en yderst livagtig animation. Forskellen er dog, at Prince of Persia trækkes af en aldrende PlayStation 2, og det er med det in mente, at Gamereactor nikker anerkendende i Montreals retning. For sjældent har vi set en så god brug af maskinens kvaliteter. Det er ikke svært at se, hvorfor Sony har kæmpet så hårdt for at gøre spillet eksklusivt til formatet resten af året i Europa.

Der er dog et par hår i den ellers så velsmagende østerlandske gryderet. For mens både kampsystemet og effekterne til at starte med virker imponerende, så synker spillet hen ad vejen ned i en lidt monoton cocktail af slag, spark og slowmotion-effekter, der ikke bliver ved med at fænge. Det har tydeligvis også været et problem for Montreal at få plads til kampene med sandmonstrene, og derved tvinges spilleren tit til at dræbe alle i et nyt område, før man kan gå i gang med den egentlige gådeløsning og hoppen rundt, hvilket kan virke skemalagt og kedeligt. Et andet problem er spillets indlagte save-points. Der kan kun saves på visse steder i paladset, og det føles irriterende at skulle lede efter det næste punkt, hvis man helst vil lægge spillet fra sig og krybe til køjs efter en speciel lang opgave. Hardcore-fans vil måske også finde spillets visioner en kende irriterende. Disse er indlagt som en slags hjælp til mindre erfarne spillere, der så i en drømmeagtig tilstand kan se løsningerne på nogle af de sværere opgaver i Prince of Persia. Gamereactor havde dog intet problem med featuren, der aldrig afslører for meget, men for det meste bare giver hjælpsomme hints.

Prince of Persia: The Sands of Time er en af årets vigtigste titler og er sammen med Metroid Prime soleklare eksempler på, at skiftet fra 2D til 3D kan ske med store succes, så længe man har forstået, hvad der oprindeligt gjorde konceptet fængende. Det har Ubisoft heldigvis gjort, og dermed lever serien med dette seneste kapitel igen i bedste velgående.