Family Ski

Wii Fit er ikke særlig populært her i hjemmet. Jeg forærede det til min kæreste i fødselsdagsgave, og siden da har det hvide bræt stået og samlet støv under tv-bordet. Og det er egentlig ganske forståeligt. For hver eneste gang hun træder op på brættet for at blive vejet, så pointerer spillet, at hun da vist liiige har taget lidt for meget på henover den forgangne uge. Hvorfor mon, Nintendo?

Af samme årsag var hun heller ikke særlig nem at lokke op på balancebrættet, da Family Ski for en uges tid siden dumpede ind af vores brevsprække. Men efter at jeg havde forsikret hende om, at spillet ikke vejede hende, skulle hun alligevel have en tur gennem de snedækkede pister.

En tur, mere blev det ikke til, før end hun lynhurtigt kunne konkludere, at det her da på ingen måde var sjovt. Halvanden time senere og badet i sved kunne jeg slutte mig til hendes holdning; Family Ski er en tynd kop te, der godt nok udfordrer en fysisk, men ikke byder på nok indhold og mental udfordring.

På papiret ser det ellers ganske fornuftigt ud; man bruger sit balancebræt som ski, og så svinger man sin nunchuck og wiimote som skistave. Man skal bare passe på ikke at svinge dem alt for meget, for ledningens pisken frem og tilbage kan snildt ramme ens ædlere dele, hvilket resulterer i, at man med et føler sig som en selvpiskende flagellant under pestens hærgen. Av for pokker.

Family Ski skal dog have ros for at have skabt et nogenlunde stort og åbent ski-univers, hvor man som skiløber selv sætter dagsordenen. Rundt omkring på bjerget finder man små, puttenuttede mii'er, der alle står klar med forskellige opgaver, og så kan man ellers udfordre de forskellige løjper efter behov. Familiedelen kommer velsagtens af, at man kan spille op til 4 spillere samtidig i den snedækkede sandkasse; dog foregår det uden balancebrættet.

Og det er så, hvad man futter rundt og bruger sin tid på. Det er da meget hyggeligt... i sådan cirka en halvanden times tid, hvorefter man erfarer, at man rent faktisk har oplevet alt, hvad der er at opleve i dette selvudnævnte familiespil. Racene er kedelige, for der er nær ved ingen fartfornemmelse at komme efter, og så er det heller ikke pokkers ophidsende at fare frem og tilbage fra piste til piste, for at lede efter en eller anden irriterende mii i et orienteringsløb. For hvad er belønningen? Et par skaldede stjerner, som man kan bruge til at købe noget totalt ligegyldigt tøj for. Humbug!

Hvis så bare det var den mindste smule sjovt at skøjte ned af bjerget med hundrede i timen - men ak! Jeg gider ikke engang nævne de individuelle former for skidiscipliner - blot konkludere, at jeg til hver en tid foretrækker de små, sjove skispil, der er at finde i Wii Fit. Og her snakker vi altså ekstremt overfladiske minispil, der alligevel er sjove og fængende - noget, som Namco Bandai bestemt ikke har naglet i Family Ski.

Er man ude på at tabe sig, så er Family Ski nok et ganske godt alternativ til Nupopulver og TV-Shop produkter. Jeg fik en mindre sixpack efter at have bøjet min maveregion adskillige gange, og der blev bestemt fremkaldt en svedperle eller to på min pande - noget, som Chuck Norris' Abbender 2000 ikke kunne gøre. Men jeg morede mig ikke - og jeg følte mig ikke på noget tidspunkt udfordret; to ting, der er meget vigtige i min bog. D

Disciplinerne i Famliy Ski er ekstremt overfladiske, styringen er kluntet og så er der ikke rigtig noget at tage sig til selvom der er et temmelig stort bjerg at udforske, desværre. Ovenstående, parret med en skrækkelig lydside (hvad er det med japanske spil og sindssyg musik?) gør, at kæresten og jeg nok engang bandlyser det lille hvide balancebræt. Og skal jeg endelig have mig en tur ned at løjperne, så sætter jeg Wii Fit i maskinen.