Final Fantasy Tactics A2

Det hele er der. Et håndtegnet isometrisk landskab, fyldt med farver og fremragende detaljer, en gruppe meget forskellige krigere, med hver deres agenda, et oversigtskort proppet til randen med kampe, et utal af forskellige karakter-klasser og et bugnende arsenal af våben. På slagmarken er det strategi og taktik, der baner vejen frem, og bare et uopmærksomt øjeblik kan føre til døden. Det er som det plejer at være, når man sætter sig ned med et Tactics-spil.

Alligevel kan jeg ikke helt mestre samme begejstring, som da jeg smed Final Fantasy Tactics Advance i min Game Boy Advance tilbage i år 2003. Dengang var det ord og udtryk som "lille perle", "fremragende" og "yderst velfungerende", jeg måtte kvittere med. I dag kan jeg måske få mig selv til at indrømme, at det er "godt håndværk" og "en udmærket fortsættelse", men det er også lidt for letgenkendeligt. Det er for sikkert, for lige ud ad landevejen-agtigt. Det er som om, der ikke er lagt de store anstrengelser i fortsættelsen - som om den skrev sig selv.

Deja-vuet sætter allerede ind ved åbningssekvensen, hvor jeg i skikkelse af Luso, får en reprimande af min lærer og derefter sendes til biblioteket for at rydde op. Her åbner jeg en gammel, støvet bog - og puf! - pludselig er jeg på magisk vis transporteret til Ivalice, en helt anden og langt mere eventyrlig verden, hvor livet leves farligt (og med fjollede hatte på hovedet tilsyneladende) og diskussioner udelukkende vindes ved at svinge sværdet eller kaste forunderlig magi. Enhver, der har spillet Tactics Advance vil vide, at Square Enix ikke engang har gidet opfinde den dybe tallerken, men bare har hældt lidt varm suppe op i den.

Og sådan fortsætter Final Fantasy Tactics A2. Efter at været blevet sværget ind som klan-medlem og have taget eden om, at overholde dommernes regler på slagmarken, smides du hovedkulds ud i første kamp. Der navigeres ved hjælp af din stylus-pen eller styringskrydset og knapperne - og som det tit er tilfældet, så er sidstnævnte mulighed den bedste. Faktisk skeler Tactics A2 ikke meget til formatets dyder, og havde det ikke været fordi Nintendo i mellemtiden havde lanceret en ny maskine, så kunne du ligeså godt spille opfølgeren på din Game Boy Advance. Dette ses specielt i manglen på et regulært 3D landskab, der kan roteres for at få et bedre overblik og den meget tamme brug af top-skærmen.

Desværre er Tactics A2 også berøvet af enhver form for vedkomne historie. Efter de første par timers spilleri, opløses plottet om Luso og hans klan helt til fordel for uendelig mange sidemissioner og gøremål, der nok udvikler dine karakterer, læsser på med nye våben og magier, men som til gengæld også sætter en brat stopper for historiens udvikling. Dommer-systemet, som ellers kan være en fornøjelse, fordi det får dig til at satse på mange forskellige figur-klasser og strategier, banker denne mangel på historie ind med syvtommer søm. Pludselig er du ikke længere ude på et forunderligt eventyr, men er bare en deltager i en række gladiatorkampe, hvor stramme og nogen gange underlige regler, begrænser dine strategiske muligheder og gør slagmarken til en skabelonskåret oplevelse.

Men betyder det, at Grimoire of the Rift er spildtid? Overhovedet ikke. Strategien er der stadig, mulighederne for sammensætningen af jobklasser (magere, soldater, berserkere, munke osv.) og racer, er enormt vidtrækkende. Våben findes i hobetal, alle med fordele og ulemper, der er et utal af ekstra missioner, gemte landskaber og auktioner at kaste sig over, og skal du gennemføre hele spillet, med alle jobklasserne eller bare en god del af dem, så kan du godt afsætte flere uger til det.

Visuelt er det også svært ikke at blive begejstret over Tactics A2's postkort-smukke pixellandskaber, der i dagens jagt på polygoner, er ved at være noget af en mangelvare. Detaljegraden er vidunderlig, og for det meste ligner slagmarken en eksplosion hos den lokale farvehandler. Det er så langt fra Advance Wars: Dark Conflict, som man kan komme det.

Grimorie of The Rift er ikke et dårligt Tactics-spil, men det er som om alle de tiltag, som Nippon Ichi har præget genren med de seneste år, er gået ubemærket hen. Samtidig er det ikke et spil, der hverken i historie eller tekniske finesser, er lige så godt som det originale PSOne-spil, et spil, der har en hel del år på bagen. Og når det så også ligner Tactics Advance-spillet, og ikke har de store ambitioner eller armbevægelser på andet end par punkter, så er det svært at kalde det både mesterligt og bundsolidt. Det leverer varen, men på en lidt for forudsigelig og ligetil måde.