I udvidelsen til det anmelderoste AvsP2 er Monoliths udviklerhold blevet skiftet ud med Third Law, der skal løfte den tunge arv fra originalen på deres skuldre og forsøge at tilføre udvidelsen det 2’eren manglede for at blive helt perfekt. Med den intense stemning som AvsP2 spillede ud med tidligere på året og mere blod på tanden er der, med Alien vs Predator 2 - Primal Hunt (AP2-PH), lagt op til endnu mere nervepirrende gaming i bedste action-horror stil. Gamereactor trækker i army-tøjet og gør sig klar til at sparke noget Alien røv.
Historien i en nøddeskal
Vi er på planeten LV1201 og en enlig Predator har fundet en mystisk artefakt, som viser sig at kunne kontrollere de blodtørstige Aliens. Desværre bryder skæbnen ind, og Predatoren bliver fanget i et energifelt. Femhundrede år senere får mennesket - i rollen som et lejesoldatsfirma - så snøvlet sig derud og kommer til at slippe Predatoren løs, for derefter selv at undslippe med artefakten i bagagen. Jagten er dermed gået ind på den mystiske tingest. Som har været tilfældet i alle de tidligere spil består AP2-PH også af tre kampagner, hvor man enten i rollen som lejesoldat for selskabet Dunya, en femhundrede år gnaven Predator eller dræber hybriden, PredAlien, skal stoppe sine modstandere på vej mod deres mål.
Udviklerteamet hos Third Law har gjort, hvad de kunne for at kopiere stemningen og gameplayet fra originalen, men når aldrig helt op på samme niveau som AvsP2. I Alien kampagnen, hvor man i AvsP2 skulle undgå mennesker, skal man nu undgå Predatorer, og da man i originalen kunne forstå, hvad menneskene sagde, gøres dette endnu mere besværligt, da Predatorerne kommunikerer ved hjælp af uforståelige skrig. I menneske kampagnen har udviklerne også haft en tendens til at smide aliens alt for tæt på én til, at man kan nå at reagere, med det resultat at man dør. Dette er lidt ærgerligt, og man ender med at gøre meget brug af save-load funktionen. Predator kampagnen er derimod god og ender med at være den, der underholder mest.
Et nyt arsenal
Udover en god historie får man også smidt et par nye våben og multiplayer-baner i hovedet, hvilket altid er noget, der varmer. Deri indgår til menneskene: dual pistoler, en kort distance bevægelsessensor og brugbare våbentårne. Predatorerne indkasserer en flechette pistol og et slags harakiri angreb, hvor PredAlien derimod får muligheden for at bide hoveder. Multiplayerbanerne ligner lidt de forrige, og selvom der ikke er smidt noget revolutionerende i suppen, er en heftig match mod sine venner stadigvæk lige sjov. Tillige er tre nye monstre blevet inkluderet, men bliver generelt ikke brugt bemærkelsesværdigt meget. Visuelt er der ikke sket noget, grafikken er den samme fra originalen, og den er hverken blevet forbedret eller forringet. Lyden er ligeledes den samme, uden de store armbevægelser.
Mere af det samme
Med andre ord kan man sige, at der er mere af det samme, uden at noget nyt og bemærkelsesværdigt er blevet inkluderet i pakken. AP2-PH ligner lidt for meget originalen, og så igen ligner den ikke godt nok. Ikke desto mindre er den værd at give sig i kast med, hvis man skal have endnu et kick. Udvidelsen indeholder mange af de rigtige elementer, som en udvidelse skal indeholde og fans, der allerede er færdige med originalen, kan med god samvittighed give sig i kast med udvidelsen.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10