Hitman 2: Silent Assassin

Med udgivelsen af det oprindelige Hitman på Pc satte IO Interactive sig på kortet som en seriøs og dygtig udvikler, der både havde de gode ideer og den tekniske kunnen til at føre dem ud i livet. Historien om den genetisk ændrede lejemorder med kaldenavnet 47 blev et certificeret hit og selvom spillet både høstede flotte anmeldelser og nogle knapt så rosende, så var grundarbejdet lagt til en forrygende serie.

År senere kommer så fortsættelsen, og til forskel fra sidste udgivelse, så har det danske firma også kastet sig over konsolversioner af Hitman 2: Silent Assassin i form af Xbox og PlayStation 2. Gamez har været så heldige at få den færdige version af sidst nævnte i hænderne og vi kan berolige alle Hitman fans med at fortsættelsen er forbedret på alle punkter - og det er ikke bare en polering der er tale om.

Historien tager endnu engang sit udgangspunkt i lejemorderen med det kryptiske navn 47. Efter en turbulent tid med mord og bedrag, har han slået sig ned på Sicilien i et kloster, hvor hans eneste ven er stedets præst. Men som altid giver fortiden ikke slip på de største syndere, og da skruppelløse fjender finder frem til vores helt, kidnapper de præsten og kræver en urealistisk høj løsesum. Spileren overtager styringen af 47, da pistolerne og andet grej gaves frem og det gamle selskab kontaktes. Det er ikke længere blot et spørgsmål om penge - det er gået hen og blevet personligt.

Visuelt er Hitman 2: Silent Assassin i en helt anden klasse end sin forgænger. IO Interactive har leget med alt fra lyskilder til teksturer og animationer, og toeren fremstår nu som yderst kompetent og meget betagende. Miljøerne er store og varierede og der er ingen tegn på pop-up eller slowdown som normalt rammer sådanne ambitiøse projekter. Firmaet har uden tvivl tæmmet PlayStation 2, og har leveret et spil der kan kæmpe med de bedste i genren. Lyden er også velfungerende og Jesper Kyds temaer antager en helt ny og nærmest filmagtig from, når de bliver spillet af Budapests symfoni orkester, der blev hyret til at indspille alt musikken. Stemmerne er også velspillede og med undtagelse af et par påtagede og lidt kiksede accenter, så lever denne del også op til den veldrejede historie.

Det er dog i gameplayet at Hitman 2: Silent Assassin excellerer. Som en blanding af Metal Gear Solid og den traditionelle FPS genre som i disse år hærger Pc, er de enkelte opgaver skruet lækkert sammen. Gennem tyve missioner fordelt over lande og byer som Japan, Malaysia og Sankt Petersburg tvinges spilleren til at tænke hurtigt, aflæse patruljeruter og være klar til at dræbe uden at tvivle. Våben arsenalet er væsentlig forøget i denne omgang, ligesom dem der findes på de enkelte baner kan tages med videre til næste mission. Det er også blevet muligt at save midt i en opgave, således at man ikke behøver starte forfra hver gang man fejlbedømmer mission. Ligeledes er det nu muligt at gennemføre de enkelte baner på flere forskellige måder. Spilleren opfordres nærmest til at afprøve bilbomber, snigskytterifler og andet af på steder, hvor det ikke nødvendigvis er den letteste løsning - noget der giver mulighed for at gå på opdagelse.

Hitman 2: Silent Assassin er dog ikke uden sine fejl. Den mest åbenlyse er kameraet. Selvom firmaet utvivlsomt har arbejdet meget med det, og på mange måder har fået det til at fungerer tilfredsstillende i de fleste situationer, så strejker det i de mest hektiske situationer, noget der med det samme ødelægger planlægningen og udførelsen af den enkelte mission. Gameplayet er også til tider kompromisløst - på grænsen til det irriterende. Fjender der har et allestedsnærværende syn, og det er selvom de står rundt om hjørnet. Andre gange bemærker de ikke at man går lige forbi dem. Missioner skitseres også tit vagt op, og selvom spilleren tjekker både kort og objektiver flere gange, resulterer det ofte i vandringer gennem landskabet i søgen på næste opgave. Uden villig repetition vil gennemførelse stort set ikke være mulig. Førstegangs succes er sjælden.

Men til trods for sine fejl, så forbliver Hitman 2: Silent Assassin et besnærende bekendtskab. Både visuelt- og gameplay mæssigt er spillet en mastodont, der er utrolig godt skåret sammen og som stort set er bedre end sin forgænger på alle punkter - og det siger ikke så lidt.