Skip to main content
Gamereactor Previews Motorstorm: Pacific Rift
Previews

Motorstorm: Pacific Rift

Et lille øparadis invaderes af aggressive fartdjævle - og Henrik er en af de værste. Han greb Sixaxis-controlleren for at teste Evolution Studios ventede toer...
Henrik Bach 5 september 2008

Pacific Rift er Evolution Studios' helt egen ø. Det er en opdigtet ø, som kun findes som nuller og ettaller i en computer, men det er ikke desto mindre en smuk ø. En ø med høje bjerge og dybe dale. En ø med frodige, uberørte junglearealer, små bække og klukkende vandløb. Pacific Rift er et lille, afsondret paradis i det sydlige Stillehav, et sted kærestepar søger hen for kigge hinanden dybt i øjnene på de kridhvide sandstrande med udsigt ud over det krystalblå hav.

Det kræver dog, at de kan holde larmen ud. Larmen fra min motocrosscykel, som jeg har slået røven i sædet på iført et par slidte læderbukser med matchende jakke, en tætsiddende gasmaske og en kasserolle på hovedet. Støjen må være ulidelig. Var det bare min motorcykel, der larmede, var det til at have med at gøre. Men der er 15 andre køretøjer til start på banen. Der er buggies, motorcykler, rallybiler, racer- og monstertrucks. Der er stort set alle tænkelige former for motoriserede køretøjer. Da starten går, lægger jeg mig så langt frem i feltet som muligt. På motorcykel er jeg den bløde bilist, så jeg skal ikke i klammeri med de øvrige løbsdeltagere. Jeg skal satse på min hurtighed, på min høje acceleration.

Det er dog lettere sagt end gjort. Ved andet sving kører jeg fast i en lavvandet sø. Jeg minder mig selv om, at det, der nemt lader sig gøre i en monstertruck, ikke er muligt på motorcykel. Det ville ellers være rart at få kølet motoren ned. I stedet skal jeg op ad rampen, over vandløbet og ned i dalen for fulde gardiner og køre slalom forbi træerne. Solens stråler reflekteres i vandspejlet og blænder mig. Et forkert sving sender mig ud over klippen og ned i afgrunden. Selvfølgelig skal Evolution Studios gøre et stort nummer ud af at vise, hvordan min læderklædte kører banker hovedet ind i klippeskråningen og falder livløs ned i kløften. Det er sådan, vi kender MotorStorm. Det er vildt, halsbrækkende og voldsomt som FlatOut og Burnout, der i særlig grad har defineret genren.

Da Criterion gjorde krav på at få deres egen by, Paradise City, synes Evolution Studios, at det var på tide, at de fik deres egen ø. Stillehavsøens lokaliteter spænder fra frodige jungler med mudrende veje over hvide sandstrande til knastørre bjergveje og dødsensfarlige lavasøer. Mulighederne for at sætte modstanderne ud af spillet er mange, og de bliver kynisk udnyttet. Stik en motorcyklist en på lampen, udnyt monstertruckens voluminøse konstruktion til at skubbe buggier og rallybiler ud over klipperne, eller meld dig ud af slåskampen og gå efter guldet. Find det køretøj, der passer dig bedst, og tag den rute, som er bedst egnet til det netop det køretøj.

Hvis en høj grafisk standard er noget, der sælger racingspil, har den tidligere Wolrd Rally Championship-udvikler brugt kræfterne det rigtige sted. Den betakode, vi har haft en tur i maskinen, og som desværre kun indeholder to baner og tre bilklasser, giver mere end et fingerpeg om, at MotorStorm 2 bliver en visuel sværvægter. Vandet glimter, fugtige klippevægge glinser, der er frit udsyn, så langt øjet rækker, spektakulære eksplosioner, kørere, der flyver ud over styret eller giver den bagvedkørende fuckfingeren, motorhjelme, der bules, hjulophæng, der smadres, og dæk, der flyver til alle sider. Rent grafisk leder Pacific Rift tankerne hen på Uncharted, og det er sandelig i den rigtige retning. Evolution Studios har et rigtig godt tag i Cell-chippen.

En hel ø med 16 splinternye baner i varierede miljøer med masser af genveje, op til 16 spillere, 8 bilklasser, splitscreen for fire spillere og en kvælende lugt af bilos. På denne Stillehavsø er alt tilladt.

En anden mening

Flot, hidsigt og absolut ikke uden evner. Evolution Studios er godt på vej til endnu et hit på de mudrede stier.

Fuld profil 193 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.