Eternal Darkness: Sanity’s Requiem

Der er gået sport i at skræmme røven ud af bukserne på den garvede konsolspiller. Med spil som Silent Hill, Resident Evil og Alone in the Dark, har Sonys to platforme længe lagt sig i uhyggens blodrøde førertrøje. Men Nintendos ellers så familievenlige image er nu også begyndt at røre på sig. Som en sand dobbelt whopper med gys får vi nu både Resident Evil i en ny lækker version til GameCube, samt det buksebruner garanterende Eternal Darkness (ED).

Meget lækkert og anderledes
ED er et seriøst bud på at bringe HP Lovecrafts frygtede univers ind i computer alderen. Du ved, alt det der med Necronomicon, djævlefremkaldelser, sindssyge og alt muligt andet halløj. Med start i en gammel rønne af en villa iklæder du dig et par bryster og den blonde pige Alexandra Roivas’ krop, og er nu klar til at løse mysterier. Det hele tager nemlig start i Alexandras’ morfars meget mystiske død. Der ligger han på gulvtæppet, flænset i stykker med blod ud over det hele. Her ville enhver nogenlunde fornuftig person pakke sit habengut og skride ad helvede til - men ikke Alexandra. Hun beslutter sig selvfølgelig for at blive i det store hus for at finde svar på hvad der er hændt. Huset er i sig selv nok til at læger en brunsviger i underhylerne, og i det hele taget emmer ED af en stemning så tyk at man kan skære et TV program om fedme over den.

Hvad sker der her?
Når Alexandra starter ud ved hverken hun eller spilleren hvad der foregår. Kort inde i spillet finder hun selveste Tome of Eternal Darkness, og her tager historien rigtigt fart. Dette drejer sig nemlig ikke bare om en oldings død, næh nej, det er skam hele universets sikkerhed der er på spil her! Selve spillet foregår i forskellige kapitler - sider taget ud af Tome of Eternal Darkness. Som spiller styrer du forskellige karakterer, der alle tager del i den større historie, og fortæller dig og Alex alt om hvem hun er og hvorfor onkel morfar er død. Dette giver et meget levende gameplay, da enhver karakter er enormt fint udviklet, med nok information til at du rent faktisk er i stand til at føle noget for dem. Samtidig føles det som om at blive ført gennem en god, om end ret uhyggelig bog. Tome of Eternal Darkness er bestemt ikke for småbørn, og de forskellige karakterers skæbne kan da også ofte siges at være direkte grusom.

Rent grafisk er ED ikke Resident Evil, men det er fandeme flot alligevel. Efter en kort tilvænning til personernes kolde øjne, kan man ikke lade være med at glæde sig over den glatte og frie bevægelse der gennemgående er. At styringen så oveni købet er lige som undertegnede vil have det, gør det jo ikke ligefrem dårligere. En lækker lille grafisk detalje er at det er muligt at sigte efter specifikke kropsdele, så du uden større præcisionsevne kan slå/skyde hovedet af en zombie, derefter armene og så ellers nyde synet af en blodig kødklump der vælter rundt uden, at vide hvor den skal hen. Monstre er der selvfølgelig masser af. Men er de der nu også, sådan i virkeligheden? ED arbejder med et såkaldt Sanity system. I al sin enkelhed går det ud på, at hver gang du ser et monster, tærer det på din sunde fornuft, og passer du ikke på, ender du til slut op som en ravende vanvittig. Din Sanity kan du holde i skak ved at udføre såkaldte Finishing moves på de monstre du slår.

Det er ren magi
Ydermere byder ED på et lille lækkert Magick system. Dette optræder ret pludseligt i spillet, og da det først indtræder, er det ligesom om at hele baduljen omkring Sanity baren og helbredet mudrer lidt ud. For så længe det er muligt at heale sig selv nærmest ustoppeligt, kræver det ikke ligefrem en doktorgrad at klare sig godt. Magick systemet kan dog bruges til mange forskellige ting, og gør i sin helhed kun ED meget sjovere at spille. Lyden fungerer upåklageligt, rimelige skuespillere samt en indædt ond gang stønnen, prusten og andet blandet uhygge, placerer dig med joypad og svedige håndflader helt fremme på stolesædet.

ED er en stor, stor oplevelse. Historien er velfungerende, og det hele er virkelig uhyggeligt - og det er en oplevelse der næsten ikke er til at rive sig væk fra. Hold specielt øje med alle de sindssygt ubehagelige ting der sker som sindssygen sniger sig ind i spillet. Dine mareridt bliver aldrig de samme igen! Det er rart at se Capcoms gæve serie få kamp til stregen, og at det oveni købet sker på Nintendos GameCube jo bare skønt.