Oh de gamle guder var både vise og stærke. Engang for længe, længe siden, da mennesker stadig lovpriste et utal af forskellige guder, var verdenen en anden. Guderne havde direkte indflydelse på menneskernes liv - på godt og ondt. Sådan er det også i Ensembles Studios nyeste skud på stammen; Age of Mythology (AoM). Spillet er endnu en titel i den populære Age-serie, som består af Age of Empires 1 og 2, og Age of Kings. Jeg havde glæden af, at interviewe Bruce Shelly (idémanden bag Age-serien) for nogle måneder siden. Dengang fik jeg mulighed for, at spille AoM i et par timer. Lige siden da har jeg med stor spænding ventet på den endelige udgave. Min venten er nu ovre, og jeg har taget et grundigt kig på denne enormt hypede stortitel.
Gud, hvor er der mange
Alene titlen afslører, at vi i AoM har med guder og mytologi at gøre. Der er tre forskellige trosretninger i AoM; Den nordiske mytologi, den græske og ikke mindst den ægyptiske - alle med hver deres forcer og svagheder. Denne mytologiske indgangsvinkel er det som gør, at AoM ikke blot kunne betegnes som Age of Empires 3. Alle som er bekendte med tidligere Age-spil, vil dog hurtig føle sig hjemme i AoM, da styringen og hele interfacet stort set er bibeholdt. De tre mytologier har endda yderligere tre guder, som man som spillere kan specialisere sig i. Det nordiske folk har f.eks. Odin, Thor og Loke, mens ægypterne har Osiris, Ra og Set. Hvilke specifikke guder du vælger at tilbede har stor indflydelse de fordele og ulemper, som dit folk får af, at tilbede dem.
Som alle sine forgængere er AoM en klassisk RTS-oplevelse. I langt de fleste missioner skal du opbygge en base, og derfra erobre de omkringliggende byer. I kampagnen antager du rollen som en ung admiral, som gennem et længere eventyr har kontakt med alle de repræsenterede religioner i spillet. Et interessant koncept, som resulterer i en gribende og ikke mindst gennemtænkt historie
Så skal der hentes brænde
RTS-genren tro, skal du indsamle alle de gængse såsom ressourcer (træ, mad og guld), men AoM bringer dog en helt ny type til fadet - nemlig favor-points. Disse er en direkte afspejling af, hvor mange tjenester du har til gode hos din gud. Du erhverver dig favor på forskellige måder. Grækerne kan f.eks. få dem ved at bede i templerne, mens de nordiske tropper får favor ved, at dræbe fjendtlige styrker. Dette afspejler hvorledes, at deres specifikke guder gerne vil behages/tilbedes. Favor-points bruges hovedsageligt til, at fremmane mytologiske væsner/uhyrer, som skal hjælp dig i dine prøvelser. Det helt spektakulære må dog være brugen af de såkaldte gude-kræfter. I hver mission har du mulighed for, at hidkalde din gud. Dette gør dig i stand til at kaste meteorer på fjenderne, heale dine tropper, vande dine marker, booste din helt osv. osv. Det gælder om at være strategisk, da hver disse kræfter kun kan bruges én gang i hver mission.
Empire of Mythology?
Om end AoM minder meget om Empires-serien rent gameplay-mæssigt, så ophører disse ligheder uden tvivl på den visuelle front. Ensemble har taget springet fra 2D til 3D, og dette på en yderst overbevisende facon. Den 3D-engine, som AoM kører med, har taget Ensemble fem år at udvikle. Den lange udviklingstid har betalt sig, og vi spillere kan nu høste de visuelle frugter af deres slid. De fantastiske gude-kræfter er virkelig flotte, og sætter nærmest en helt ny standard indenfor RTS-spil. Især meteorregnen skal nævnes - et blændende festfyrværkeri, som jævner hele områder med jorden og slynger folk milevidt i luften. Musikken er ganske enkelt sublim. Ensemble har hyret Seattles Symfoni-orkester til formålet, og de klarer opgaven med bravur. Musikken spænder fra atmosfæriske ambient-skæringer til pompøse stryger-numre med dertilhørende opera-stemmer. Musikken er som et plus dynamisk, og ændrer sig dermed alt afhængig af situationen.
Age of Mythology er uden tvivl en af de mest vellykkede RTS-titler jeg har spillet. Én ting kan man dog ikke komme udenom og det er, at AoM minder rigtig meget om Age of Empires-spillene. Nærmest til forveksling, og nogle vil nok hævde, at der er sket for lidt udvikling rent gameplay-mæssigt. Spillet blander dog alle de rigtige RTS-elementer i en smuk guddommelig cocktail. Den smager himmelsk, hvis man blot kan leve med eftersmagen af, at dette er noget som man vidst nok har drukket før.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 9 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10