Skip to main content
Gamereactor Previews The Mark of Kri
Previews

The Mark of Kri

The Mark of Kri er et action/stealth spil som sætter spilleren i rollen som den store og meget muskuløse, Rau.
Jakob Møller 6 februar 2003

The Mark of Kri fra Sony er, for at bruge en kendt analogi, ligesom et løg. Det har mange lag. Ved første indtryk virker det enkelt og groft, men efter en times tid begynder spillets finesser og underspillede genialitet at vise sig. GameReactor har kigget nærmere på spillet som måske har grundlagt en ny genre, hack and slash stealth.

The Mark of Kri er et action/stealth spil som sætter spilleren i rollen som den store og meget muskuløse, Rau der skal kæmpe og snige sig igennem et gammelt Maya-agtigt land hvor han skal hjælpe diverse personer med deres problemer. Disse kan som regel løses med sværd, bue eller økse, men kræver til tider også at Rau sniger sig rundt i ægte Solid Snake stil. Vores helt har forskellige hjælpemidler til rådighed igennem spillet bl.a. de førnævnte våben, men også hans trofaste ravn Kuzo.

Kuzo er et yderst intelligent eksemplar af fugleracen og Rau kan styre ham rundt i landskabet for at opsamle ting som er udenfor hans egen rækkevidde. Rau kan også via magi og spirituelle magter se igennem Kuzos øjne, således at han kan se om hjørner og hele tiden være på forkant med hvad der er i vente længere fremme på hans vej. På trods af dette er det stadig muligt at blive overrasket af en eller flere fjender, og dette udløser ofte nogle heftige kampe. Raus kampsystem er lavet således at det er utroligt let at slås mod mange fjender på en gang, ikke dermed sagt at det er let at vinde, men at styringen af Rau i kampsituationer er gennemført og meget let at gå til. Også i stealth situationer er styringen helt i top, og hvis det under et snige angreb lykkes dig at alarmere alle vagter i en mils omkreds, så er det 99% sikkert dine egne fumlefingre der er skyld i det.

Spillet er udviklet af Sonys studier i San Diego og de har sat tegnere og animatorer med erfaring fra Disney og Don Bluth Studios til at give The Mark of Kri dets helt specielle grafiske udtryk, og i Gamez øjne har de gjort et rigtigt godt job. Lige fra frodige jungler til støvede ørkener er Raus verden farverig og lækkert levende. Alle figurerne som Rau møder er håndanimerede og designet af en tegner med tydelig kærlighed til tegnefilm, dette gør at spillet får et meget tegnefilms-agtigt udtryk. Forestil dig Disneys Løvernes Konge med halshugninger, gennemboringer og kløvninger af onde mænds kroppe, så har du en ide om hvordan The Mark of Kri ser ud.

Umiddelbart ser det ud som om at Sony har et sleeper hit på hænderne med The Mark of Kri og efter at have spenderet et par timer i selskab med Rau og Kuzo kan vi her på redaktionen enstemmigt sige at vi glæder os til at få lov at fordybe os i spillet. The Mark of Kri står til udgivelse i Europa senere på året og vi bringer selvfølgelig en fuld anmeldelse af spillet lige så snart det lander på redaktionen.

Fuld profil 672 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.