Skip to main content
Anmeldelser The Lord of the Rings: Conquest

The Lord of the Rings: Conquest

Tolkiens univers venter forude, men du skal være standhaftig, for ikke helt at droppe rejsen. Conquest er trægt og gammeldags. Tanggaard fortæller hvorfor...
Thomas Tanggaard Testet på 16 januar 2009

Skelettet i The Lord of The Rings: Conquest er til at få øje på ganske få minutter inde i første bane. Det består af lige dele Dynasty Warriors og Kingdom Under Fire, giver dig styringen over en figur fra Tolkiens roste eventyrverden, og smider så legioner af fjender i hovedet på dig. Alt du skal gøre er at finde knapperne, der får din mand til at hugge, skyde eller stikke sig igennem dem - det er rørende enkelt og mindst ligeså kedeligt.

Conquest er nutidens Gauntlet. Endeløse rækker af fjender angriber dig fra alle sider og vejen frem er brolagt med kampe, kampe der ikke kræver hverken de store færdigheder eller megen indlevelse. Teaterkulisserne er naturligvis letgenkendelige steder fra Tolkiens fantasy-verden, noget der hjælper på atmosfæren, men i Conquests tilfælde fungerer de stadig som livløse lærreder. Dette skyldes i høj grad missions-skabelonen, der kun veksler mellem at kommandere dig til at dræbe et vist antal fjender indenfor en tidsramme, indtage en udvalgt portion land eller dræbe en højtstående leder. Om du dræber fjender ved Helms Deep, Minas Tirith eller The Black Gate er underordnet, og det kan i den grad mærkes. Spillets eneste redningsplanke bliver derfor historien.

Og her er der i det mindste lidt pionerånd at spore. I stedet for, nærmest i søvne, at genfortælle kampen om ringen, så tager Conquest udgangspunkt i "Hvad nu hvis det ikke lykkedes Frodo at tilintetgøre ringen" Det betyder bl.a. at Sauron angriber The Shire, og at du faktisk også kommer til at lede slaget fra den mørke side, hvilket gør Conquest en smule mindre forudsigeligt på det rent plotmæssige plan - men det er ikke nok til at redde dig fra kedsomhedens tunge tæppe. Conquest er trægt og kedeligt rent oplevelsesmæssigt.

Ikke engang de fire klasser du kan spille, kan redde Conquest fra ikke at blive en kende monotont. Bueskytten er klart den letteste at spille, da man på afstand kan nedlægge et væld af fjender med velplacerede pile. Imens er krigeren den mest interessante, fordi du altid befinder dig midt i stormens øje. Mageren spilles lidt mere tilbagetrukket, helbreder på afstand og kaster magiske formularer, mens spejderen er en slags kriger med mulighed for at gøre sig selv usynlig og lave snigmord. Det har ikke krævet de store tænke-hatte at komme frem til denne konstellation, og den fungerer ikke synderligt godt. Selv når du senere træder ned i rødderne på en Ente, er der ikke megen variation af spore og styringen føles kluntet.

At The Lord of the Rings: Conquest heller ikke er en grafisk perle, gør det endnu svære at blive hængende foran fladskærmen. Alt er askegråt, bæbrunt og en smule orange. Intet stråler rigtigt i den høje opløsning på fjernsynet og animationerne er grove, hakkende og uden reelt liv. Det er som at se et ringe programmeret PlayStation 2-spil blive afviklet på en Xbox 360 med et 14 tommer sommerhus tv. Lyden er naturligvis langt bedre, men der er heller ikke den store kamp op ad bakke i at løfte Howard Shores smukke temaer fra film-trilogien til spillet og så flankere det med bulder, brag, sværd der rammer hinanden samt et par brøl fra de ucharmerende orker.

Den kunstige intelligens er også til offentligt skue det meste af tiden. Uanset om du guider din hær af elvere og mennesker frem mod fjenden eller ej, så vader de med glæde ud over afgrunde, direkte ind i bygninger og for det meste også ind foran dig, så du ender med at hakke løs på dem. Det virker som om de alle sammen har indset, at Conquest er en ringe erstatning for en godt spil, og derfor helst vil dø. Det er tydeligt at EA har sjoflet spillet på denne front.

Conquest kan i øvrigt spilles i co-op, men det er en ringe trøst, når oplevelsen ikke er bedre. Det samme gælder online-mulighederne. Her er der alt fra Conquest til Deathmatch og Capture the Flag (kaldet Capture the Ring) inkluderet, men selv med min 20mbit linie, der ellers aldrig svigter mig i hverken Left 4 Dead eller Gears of War 2, hakkede og huggede spillet sig gennem samtlige kampe. Det er desuden ikke synderligt sjovt, når selve oplevelsen rent styringsmæssig er så kluntet og der aldrig er nogen tyngde at spore i spilfigurerne.

The Lord of the Rings: Conquest optager hyldeplads i butikkerne, og det kommer det nok til i månederne fremover, for det er virkelig et skabelonprodukt, der ikke vil synderligt meget, og som kunne være blevet en smule bedre med en række mindre ændringer.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
3 / 10
Langtidsholdbarhed
5 / 10
3
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Godt, anderledes tag på historien. Gode arrangementer og lyde. Rimelig co-op.
Minusser Styring uden tyngde. Ensformige missioner. Tam grafik. Gammeldags.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 3 Gamereactor-udgaver
3,7 spredning 3–4
Gamereactor Danmark 3
Gamereactor Sverige 4
Gamereactor Suomi 4
Fuld profil 3.010 udgivne artikler
3
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 3 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Pandemic Studios
Udgiver EA
Premiere 15 januar 2009
Testet på Multi
Genre Action
Platforme
Xbox 360 PS3 PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.