Skip to main content
Anmeldelser Lucas Arts: The Entertainment Pack

Lucas Arts: The Entertainment Pack

Et kig på dagens bugnende Pc katalog viser hvor meget landskabet egentlig har forandret sig siden 1990.
Thomas Tanggaard 2 maj 2003

Et kig på dagens bugnende Pc katalog viser hvor meget landskabet egentlig har forandret sig siden 1990. Den for tiden så populære FPS genre var kun repræsenteret ved Castle Wolfenstein og det første Doom, mens RTS genrens Dune var et af de første spadestik på den front. I dag er disse to genrer de meste dominerende og efterspurgte, og specielt førstnævnte har været med til at starte opgraderingsjagten af cpu’er og grafikkort - et helvede mange slet ikke kan følge med i længere.

Det råder Lucas Arts nu bod på ved at udsende nogle af deres største klassikere i en næsten uddød genre - nemlig Point and Click genren. Firmaet har samlet en pakke af deres mest glorværdige, morsomme, skæve og innovative eventyr i en pakke under titlen The Entertainment Pack. Hele herligheden består af Full Throttle, Sam and Max Hit the Road, Grim Fandango og The Dig, så der er lidt for enhver smag. Fælles for dem alle er at de i dag er klassikere og at gameplayet, selv den dag i dag, ikke er falmet synderligt.

Full Throttle er det spil i pakken som de fleste adventurespillere regner for det bedste. Bygget op omkring historien om bikeren Ben, der forrådes og beskyldes for mord, er det en skæv fortælling, med et solidt plot, meget over bevisende dialog - både den skrevne og den oplæste samt en visuel flot overflade. I hvert fald ud fra den tids standarder. Spillets humor er virkelig værd at begrave sig i, og havde det ikke været fordi spillet er så usandsynlig kort, så havde det givetvis fået en flottere modtagelse hos de mange anmeldere dengang. Selv soundtracket som er indspillet af Gone Jackals sidder lige i skabet. Det er ikke underligt, at der er en fortsættelse på vej, for det univers der omgiver Full Throttle er ganske enestående. Klart et af Tim Schafers bedste spil.

Grim Fandango er pakkens yngste medlem. Udgivet tilbage i 1998 er det en underlig og aldeles fantastisk historie om den omrejsende sælger Manuel "Manny" Calavera, der udbyder hjælpepakker til de døende. Alle der dør skal nemlig rejse rundt på må og få i fire år, får de endelig kan ende i himlen, og vores mand Manny gør den rejse en smule lettere. Manny rodes dog i en skummel sammensværgelse, og så ruller lavinen for alvor. Da dette er et af Lucas Arts seneste eventyr, så er der også sket en del forandringer. Alt er nu i 3D, styringen fungerer ved hjælp af tasterne og den traditionelle menu-system er udskiftet med et mere lettilgængeligt og enkelt af slagsen. De fleste af GameReactors læsere vil uden tvivl kunne huske Grim Fandango, der her på siden fik intet mindre end 98 procent ved sin lancering. Grafisk er spillet ret specielt og historien væver mexicansk folklore sammen med 30’ernes gangster- og kærlighedsdramaer, hvilket giver en virkelig god og usædvanlig stemning. En fornøjelse fra ende til anden.

Pakkens ældste medlem, og dette kan ses, er Sam and Max Hits the Road. Spillet er bygget over tegneserien af samme navn, og i hovedrollerne finder spilleren den lettere psykotiske kanin Max og hans bedste ven Sam, et par freelance politibetjente, der jagter den berømte Big Foot. Spillet tager gameren gennem hele USA i jagten på det mystiske og sagnomspundne monster, og undervejs skal der så løses, hvad nok er nogle af genrens mest underlige og alligevel ikke urimelige gåder. Humoren ligger stort set i samme skuffe som Maniac Mansion, Day of the Tentacle og Monkey Island, og kaster man sig frådende over dette eventyr som det første, så skal man være parat på at komme til at sidde godt og grundigt fast.

Det sidste spil er også pakkens mest anonyme. Af mange blev The Dig fejet af bordet kort efter sin udgivelse, og en del adventure fans syntes slet ikke det var i samme klasse som Lucas Arts andre spil, fordi den velkendte trademark humor ikke var til stede - hvilket ikke er helt fair. For nok var det ikke humoren der var sat i højsædet i The Dig - det var vist aldrig meningen - men spillet havde stadig nogle vidunderlige puzzles, et ganske enestående soundtrack og en udmærket historie, som iøvrigt var et samarbejde mellem Sean Clark og den kendte filminstruktør Steven Spielberg. The Dig er et rumeventyr af den bedste slags med farverig grafik, spændende og anderledes verdener og et rigtig godt voice-arbejde. Spillets gåder kan være lidt vage og til tider svære, men som plottet folder sig ud, får man virkelig en interessant historie. Humor eller ej, så er The Dig langt fra så dårligt som det ellers rygtes.

Enhver fan af Point and Click genren bør ikke lade chancen gå forbi, når det gælder om at få The Entertainment Pack hjem på hylden. Nok, er der ikke tale om grafisk opdaterede versioner med helt nyt indhold, men nu kan spillene i det mindste afvikles uden hjælp af Dos og køre under de fleste styresystemer, ligesom man også slipper for installationer - på nær lige Grim Fandango som kræver en minimumsinstallation. Der er ganske enkelt ingen vej uden om udgivelsen, hvis du sidder og savner de gamle dage.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
9 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Gode, solide eventyr. Masser af underholdning.
Minusser Grafisk kan det ikke hamle op med nutidens spil. Kunne godt inkludere en del flere spil i pakken.
Fuld profil 3.010 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.