Efter at have været med til at skabe spil som Civilization II og Colonization, har Brian Reynolds nu givet sig i kast med Rise of Nations. Et spil der bygger på samme glæde ved godt gameplay, som førnævnte spil, men tilsat ekstra krydderi i form af RTS-aspektet og et grafiksystem der ligger milevidt fra Civilization fortiden. Umiddelbart ligner Rise of Nations en blanding mellem Age of Empires og Civilization-trilogien. Det handler om at opbygge en civilisation, der hurtigst muligt bliver så teknologisk advanceret som muligt, samtidigt er det dog vigtigt at have ressourcer i overskud til at kunne opretholde en hær, der kan udradere potentielle fjender.
Rise of Nations teknologitræ indeholder fire grene med hver syv stadier, derudover er der en også syv forskellige teknologiske tidsaldere, der ligeledes skal researches for at avancere. Hvert stadie i de fire grene kræver blot, at man har researchet det foregående stadie og til tider er i den korrekte teknologiske tidsalder for at kunne blive forsket i, dette gør at man ret hurtigt opnår højteknologiskstadie ifht. f.eks. Civ-trilogien hvor det tager mange spiltimer at nærme sig moderne tid. Man er dog ikke helt færdig med at forske når man har alle stadierne på sit bibliotek, herefter kan man nemlig opgradere sine tropper, så de bliver tidssvarende. Mængden af forskellige enheder er ikke overvældende i Rise of Nations, til gengæld er deres forskelligheder meget udprægede, hvilket kan give et interessant aspekt, når der skal planlægges strategier, der involverer flere forskellige enheder.
Spillet tilbyder flere forskellige spilleformer. Bl.a. har man mulighed for den såkaldte Quickbattle, her er alle spillets teknologiske aspekter til rådighed i et enkelt scenario hvor det gælder om at tæve sine modstandere, enten alene eller i med sit hold. Der er også mulighed for indstillinger der gør det muligt at vinde vha. diplomati eller teknologisk forspring.
Hvis man ønsker et mere dybdegående spil kan man vælge Conquer the World og det er her spillet virkeligt brillere gameplaysmæssigt. CtW er basalt set en meget kompleks form for det gamle brætspil risk. På et oversigtskort over verden får du tildelt nogle landområder og en hær. Herefter gælder det om at indtage hele verden. Man udfører sine træk som i brætspillet, men kampene udspilles i spillets rts-form, dette gør, at man får en masse kampe på små individuelle maps, hvorved man langsomt får overtaget flere landområder, med tilhørende ressourcer. Landområdernes ressourcer giver plusser i alle kampene også selv om din hær ikke befinder sig i det pågældende område. Derudover er der mulighed for at indsamle points, som både kan købe fredsaftaler, men også de såkaldte bonuskort der giver forskellige fordele når de spilles. Et bonuskorts fordel gælder for et helt map og kan f.eks. give fjenden 50% mere skade på dit område, eller du kan vælge at starte med et under. Sidstnævnte har samme funktion som de havde i Civ-trilogien, nemlig at give nationen varierende bonusser.
Det største problem, i den tilgængelige kode, var fjendens AI, der til tider virkede mindre troværdig, bl.a. flygtede de angribende tropperne til tider, selv om de var i stort overtal. Dette lille irritationsmoment kan man bare håbe på, at udviklerholdet får rettet op på i den endelige kode. Grafisk ser spillet på dette tidspunkt ikke ud som noget revolutionerende vidunder, men det er pænt og overskueligt og hvor den isometriske 2D grafik til tider kan forekomme lidt gnidret i detaljerne, har Rise of Nations intet at bemærke på dette punkt. Hvis man sammenligner med genrefrænden Command & Conquer: Generals er det dog tydeligt at se, at grafikken ikke har været højeste prioritet i Rise of Nations.
Der bliver mulighed for at spille Rise of Nations i multiplayer og dette kunne sagtens gå hen og blive rigtigt sjovt. Desværre får man ikke mulighed for at spille Conquer the World delen i multi-player, til gengæld skal man nok kunne finde mange timers underholdning i de forskellige aspekter af quickbattle featuren, hvis man kan få vennerne lokket med på nogle virtuelle sammenstød på teknologiens slagmark.
Med sit fængede gameplay, sin interessante blanding af Civ-trilogiens elementer og rts-formen og sin fantastiske reference til alle tiders bedste strategiske brætspil, så har Rise of Nations et fantastisk potentiale og lever spillet op til dette kan man risikerer at blive så fanget af det, at der også er gået en teknologisk tidsalder i den virkelige verden, før man får revet sig bort fra computerskærmen igen.