Fallout 3: Broken Steel

Tilbage. Tilbage i det sønderskudte og støvindhyllede Wasteland. Jeg misser med øjnene mod den nådesløst bagende sol og prøver et øjeblik, at orientere mig efter de forvredne landemærker i horisonten. Dér. Washington Monument. Mit næste stop. Cirka en halv dagsrejse mod øst. Et hørligt suk undslipper mig, da jeg stavrer mig tilbage på mine alt for trætte og alt for ømme ben, og fornemmelsen af varmt støv brænder i mine lunger, da jeg trækker vejret dybt. Jeg troede det var slut. Men det er kun lige begyndt.

Broken Steel-udvidelsen starter umiddelbart der, hvor hovedhistorien i Fallout 3 ender. Dermed bliver man endelig givet muligheden for, at spille videre i den verden man gennem hovedhistorien har brugt blod, sved og tårer på, ikke alene at redde, men også at forme. Broken Steel fortæller historien om The Brotherhood of Steels fortsatte kamp mod The Enclave, der endnu nægter at smide våbnene. Historien byder på gensyn med gamle kendinge, ikke mindst den kæmpemæssige robot Liberty Prime, og historien indeholder i øvrigt til fulde de plotdrejninger og moralske dilemmaer, som man efterhånden er blevet forvent med i Fallout 3.

Barberet helt ned indeholder Broken Steel tre missioner i den fortsatte hovedhistorie samt flere mindre sidemissioner. Der er tilføjet en række nye elitefjender bl.a de såkaldte Feral Ghoul Reavers, Super Mutant Overlords og Enclave Hellfire Troopers, der alle har det til fælles, at de er så tilstrækkeligt svære at nedlægge, at man nu er nødsaget til at tage det allertungeste skyts i brug.

Heldigvis kommer Broken Steel komplet med en række hårdtslående våben, som f.eks. Heavy Incinerator, der som en blanding af en mortér og en flammekaster, kan skyde ildkugler af sted over store afstande. En anden favorit er den såkaldte Tesla Cannon, der skyder kraftige elektriske kugler ud og derfor fint kan bruges til at nedplaffe helikoptere.

Den ødelagte fremtidsverden er også blevet tilføjet nye steder, som i deres udformning og stemning er lige så gode som resten. Der er Olney Powerworks, et gammelt nedlagt kraftværk med snævre klaustrofobiske gange og fabrikshaller, Presidential Metro, et labyrintisk metrosystem under Det Hvide Hus og Adams Airforce Base, som er en stor militærbase under åben himmel, et godt stykke udenfor Washington DC.

Broken Steel giver dig også i højere grad mulighed for at øge egne evner, og grænsen hæves fra 20 erfaringsniveauer til 30, samtidigt med at der introduceres nye Perks. Et par af eksemplerne er Nuclear Anomaly, der betyder, at du afgiver en atombombe eksplosion, hvis du er tæt på at dø, Puppies! der gør at du altid vil kunne få en ny hund, hvis din trofaste følgesvend Dogmeat dør, samt tre perks, der alene har til formål at ændre din karma.

Spillet starter som nævnt først når hovedhistorien i Fallout 3 slutter, så det er vigtigt, at man har et gemt spil tæt på slutningen, hvis man allerede har gennemført spillet - ellers er man pinedød nødt til at spille hele hovedhistorien igennem igen. Hovedmissionerne i udvidelsen kan gennemføres i omegnen af 5-7 timer i et raskt spiltempo, men reelt set åbnes der op for langt flere timers underholdning, da man nu kan fortsætte udforskningen af The Wasteland med sin oprindelige superhelt af en figur.

Broken Steel er på den vis en must-have udvidelse for alle Fallout 3-fans. Men det er ikke nødvendigvis et kompliment. Man kan med en vis rimelighed spørge, om en udvidelse, der indeholder så essentiel en tilføjelse, som det er at kunne spille videre efter hovedhistorien er slut, ikke i virkeligheden burde have været en del af Fallout 3 fra starten af.

Jeg hører bestemt til den gruppe der mener, at en definitiv slutning, et "Game Over" om man vil, på, hvad der på alle leder og kanter er skruet sammen som et frit sandkassespil, er en dårlig cocktail. Det fungerede dårligt i S.T.A.L.K.E.R, det fungerede dårligt i Fable, og når man tager hul på sin fortsatte færd i Broken Steel-udvidelsen, går det også for alvor op for én, hvor dårligt det fungerer for Fallout 3. For hold op hvor er det fedt igen at være tilbage i The Wasteland, med den figur man har brugt utallige timer på at forme og bygge op. Og nej, det er egentlig stadig ikke ment som et kompliment.

Men som med så meget andet, når det handler om Bethesdas spil, hvad enten vi snakker Fallout 3, Oblivion eller Morrowind, så kan jeg kun bevare den sure mine og bitre smag i munden et ganske kort øjeblik. Lige nøjagtig så lang tid, som det tager mig at kravle op på en bakketop og se solen stå op i Fallout 3. Derefter er det hele glemt - eller rettere tilgivet.