Skip to main content
Anmeldelser Flight Simulator 2004: A Century of Flight

Flight Simulator 2004: A Century of Flight

Der var engang, hvor jeg dyrkede min interesse for fly i form af at samle små plastikfly, male dem og hænge eller stille dem op på mit værelse.
Carsten Skov Teisen 10 september 2003

Der var engang, hvor jeg dyrkede min interesse for fly i form af at samle små plastikfly, male dem og hænge eller stille dem op på mit værelse. Min mor var drønirriteret - fordi det var noget nær umuligt at støve dem af ... og fordi jeg ikke selv gjorde det. I dag, adskillige år efter, kan jeg til dels camouflere min hang til legetøj bag en program-titel som Flight Simulator: A Century of Flight.

Når man som computerspiller bruger en stor del af spilletid blandt monstre i det ydre rum eller blandt soldater i landgangsfartøjer, der er ved at lægge til Normandiets kyster er der noget umådeligt tørt og nærmest stillestående over Microsofts fly-simulator. Jeg vil på den ene side fastholde, at der er tale om et spil, ikke mindst fordi det ikke er programmet, men den enkelte spillers oplevelse, der afgør, om det giver leverer god og solid underholdning. På den anden side er der på det nærmeste tale om et fly-historiens leksikon, hvor også entusiaster, der slår korsets tegn for sig, når snakken falder på computerspil, vil blive holdt fanget i adskillige timer, dage, ja måneder - indtil næste version dukker op.

Den nye udgave fejrer 100-året for Orville og Wilbur Wrights historiske flyvning i Kitty Hawk den 17. december 2003. Deres fly indgår ligefrem i den brede vifte af flymodeller, som man har mulighed for at forsøge at få i luften i spillet. Oven i hatten kan Microsofts fly-simulator fejre et 20 års jubilæum siden sin første udgivelse. Microsoft selv lægger vægt på en længere række af nyheder ved Flight Simulator 2004. Går man dem efter i sømmene, er der i flere tilfælde ’blot’ tale om forbedringer, opgraderinger om man. At der er scenery improvements er ikke overraskende, men det er ikke just en ny facilitet, der adskiller spillet fra 2002-udgaven.

Til gengæld byder Flight Simulator 2004 på et markant udvidet vejrsystem, der hæver realismen og uforudsete forhold omkring flyvningen til nye højder. Der er mulighed for at downloade aktuelle vejrforhold fra de steder, som flyvningen i spillet foregår over. Så skulle man få lyst til fra sin mageligt tilbagelænede position foran computerskærmen have lyst til at sidde bag roret i en Cessna Skyhawk, på vej gennem en igangværende tornado, er det såmænd også muligt.

Tidligere udgaver af spillet har udmærket sig visuelt med detaljer, lys og effekter der viste konkurrenterne baghjul. Også denne gang er der tale om en særdeles kompetent udnyttelse af de nyeste generationer af grafikkort. Microsoft lægger ikke mindst vægt på, at detaljer og omgivelserne i spillets mere end 24.000 - godt 2.000 mere end i 2002-udgaven - er pertentligt korrekte. Det hjælper spillerens oplevelse intense oplevelse af start- og landings-procedurerne godt på vej. Det er så en corny detalje ved spillets, at Orville og Wilbur Wrights fly fra 1903 indgår i spillet - og at man skal forsøge at få det i luften og holde det dér i et par minutter ... midt i en nutidig topmoderne lufthavn med kontroltårne, hangarer, terminaler osv.

Den visuelle overdådighed efterlader ofte spilleren måbende - men den fulde oplevelse kræver dog også et regulært monster-grafikkort. Minimums-kravene til Flight Simulator er beskedne - men de giver selvfølgelig også langt fornemmelsen af, hvad spilleren med isenkram i topklasse vil opleve.

Flight Simulator 2004 kan som nævnt benyttes som en slags leksikon over flyvningens historie. Det gælder ikke mindst de muligheder, som den helt grønne nybegynder har for at sætte sig ind i, hvordan man gør klar til at flyve - og ikke mindst til at få sit fly i luften. En utroligt omfattende tutorial gennemgår minutiøst hver enkelt element på instrumentbrættet, og hvis i frustration over det langsommelige tempo sætter flyet i bevægelse lodret mod jorden, får man af en søvndyssende stemme at vide, at man blot skal lade roret være, læne sig tilbage - og lytte til instruktionerne. Flyveøvelserne er inddelt i kategorier, der gør det muligt at komme hurtigt i luften uden at have været dem alle i gennem. Desuden er alt manual- og referencemateriale nu tilgængeligt i HTML-hjælpeformat, så man heller i dén sammenhæng behøver at pløje oceaner af informationer igennem fra A til Z. Til gengæld er der risikonen for, at man som nybegynder støder panden mod muren - eller rettere mod spillets noget nær lodrette indlæringskurve.

Flight Simulator 2004 er således først og fremmest et spil for entusiasten, der på forhånd ved en del eller i hvert fald en smule om flyvning. Nybegynderen kan sagtens være med - men han skal være yderst tålmodig, før han når frem til at mestre instrumentflyvning, radiokommunikation - og til at finde mening i at anmode kontroltårnet om at måtte starte fra en anden bane end den, der er udstukket. Programmets flypark dækker over en række historiske maskiner - Wright-brødrenes fly, Spirit of St. Louis, Vickers Vimy, DeHavilland Comet m.fl. - og en række moderne og i hovedsagen kommercielle flytyper. I forhold til, at Flight Simulator 2004 foregiver at dække den fulde epoke fra 1903 og frem til i dag, savner man dog især fly fra 2. verdenskrig. Men det ville så på den anden side tangere et krigstema for flyene, og det har Microsoft jo henlagt til sin særlige Combat Flight Simulator - og så har jeg i øvrigt ikke tid til mere snak. Jeg har en afgang til Toronto om et øjeblik. Jeg forventer at være optaget det næste lange stykke tid.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Et overflødighedshorn af flytyper, lufthavne, detaljer for den entusiasten med en lille pilot i maven.
Minusser Begrænset lokal-kolorit i spillets storbyer. Besværlig tastatur-styring.
Fuld profil 193 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.