Soul Calibur II

Hvis man slår ordet evolution op i en ordbog, vil man givetvis støde på en definition i retning af noget, der forandrer sig langsomt. Som udvider eller vokser sig større og anderledes, men som dog holder sig inden for visse rammer. I spilsammenhæng, har ordet været brugt adskillige gange. Fra Konamis Pro Evolution Soccer til Segas Virtua Fighter Evolution er der tale om spil, der igennem flere kapitler er blevet tweaket og ændret, så kun det bedste står tilbage.

Det kunne Namco også snildt have gjort med Soul Calibur II, der ikke helt fortjener totallet efter titlen, men alligevel imponerer med en ovenud flot visuel overflade og et gameplay med masser af dybde. Der er naturligvis tale om et spil, der følger op på Dreamcastens legendariske Soul Calibur, der fik status som det absolut bedste beat ’em up i mange år. I denne omgang kommer spillet i intet mindre end tre forskellige udgaver. Forskellen ligger i persongalleriet, der prydes af kendte karakterer fra andre spil såvel som fra tegneseriens verden. På Xboxen får man Spawn, mens PS2-ejere får Heihachi. Dog er det GameCube-fans der får den bedste og mest afrundede karakter i form af Link fra The Legend of Zelda. Ikke nok med, at han sparker numse på alle tænkelige måder, han er også udstyret med de absolut bedste våben i form af både bue, sværd, skjold og bomber. Det er forunderligt, hvor godt Link fungerer i en verden, hvor den ellers står på samuraier, enorme kæmpe med økser og underskønne, men også yderst slagkraftige piger. Det er næsten, som om han altid har været en del af serien. Og det er egentlig et kompliment i sig selv.

Visuelt er spillet ganske lækkert og heldigvis for bl.a. GameCube-ejere, så lader det til, at Namco har fundet ind til hver maskines helt specielle forcer og derved skabt den perfekte version til enhver fan uanset valg af konsol. Et af de problemer, som Gamereactor virkelig var nervøs for kunne opstå, var angående Nintendos joypad, der ganske vist er god til platform- og action-spil, men måske knap så egnet til beat ’em ups. Der er dog ingen problemer at spore, og de fleste på redaktionen kunne f.eks. med lethed skifte fra PS2-versionen til GC-udgaven, uden de respektive spillestile bar præg af det.

Selve spillet er fyldt til randen med muligheder. Om man starter en lille turnering op mellem vennerne, sætter sig godt til rette for at kæmpe sig igennem Weapon Master Mode eller bare spiller en omgang arcade, så er det nok til adskillige uger. Ja, selv hvis man kender de enkelte karakterer indgående, vil der være nye ting under overfladen efter dages spil. Eneste problem ligger egentlig i lyden, som virker noget kedelig. Både musikken og de medfølgende kommentarer fra spillets mange karakterer virker plat og for musikkens vedkommende, er det specielt plastik lyden, i hvad der skal virker som orkestermusik, der får én til at vælge baggrundsmusikken fra. Det er ganske vist ikke meget, men når nu Capcom ellers præsenterer et helstøbt pakke af godter, så kunne dette aspekt sagtens være håndteret bedre.

Soul Calibur II er et resultat af en evolution, og derfor er det også lidt misvisende at kalde det for en toer. Bevares, der er nye elementer under overfladen og årvågne fans vil med sikkerhed lægge mærke til den balancejustering, som der er sket, men hverken i gameplay, grafik eller lyd er der sket direkte kvantespring. Det skal dog ikke hindre os i at kalde spillet for en meget lækker oplevelse. GameCube-ejere kan godt finde pungen frem og komme af sted.