Mace Griffin: Bounty Hunter

På trods af at pc’en er FPS genrens naturlige hjemsted, er konsollerne efterhånden kommet godt med, når der udgives nye produkter i genren. Mens der nok ikke er den store uenighed blandt gamere om, at mus og keyboard er bedre egnet til FPS-brug end et joypad, har udviklerne med tiden trods alt lært at udnytte et joypads muligheder, så genren også kan nydes til fulde foran tv’et i en silkeblød sofa.

Selv om det ikke er så frygtelig længe siden, at denne anmelder lagde engelske Kuju’s Warhammer 40.000 fra sig, skal vi tilbage til det uendelige verdensrum og sende horder af aliens tilbage til deres skaber i spillet, Mace Griffin: Bounty Hunter (Mace). Mace har alle de virkemidler, som kendetegner genren på PlayStation 2. En række lækre våben, masser af fjender at fyre sin ammunition af på og relativt afvekslende missioner i herligt varierende omgivelser. Mace er bare ikke sluppet uden om den værste faldgrube i FPS genren, da spillet har i øjnefaldende frame rate problemer.

Mace Griffin er traditionen tro en hård negl. Som forhenværende ranger og offer for en sammensværgelse har Mace måttet tilbringe år af sit liv i et højteknologisk fængsel for en forbrydelse, han intet havde med at gøre. Med æren tabt på gulvet og en masse indestængte aggressioner bliver Mace kastet hovedkulds ud i en tilværelse som dusørjæger.

I et forsøg på at skille sig ud fra mængden af ordinære FPS udgivelser, har Warthog sprøjtet lidt ekstra saltvand ind i Maces vener. Det er der kommet et ekstra gameplay-element ud af, som lejlighedsvis sender Mace ud i halsbrækkende dogfights. Isoleret set er der ingen nytænkning i disse spilsekvenser, men i kombination med spillets primære FPS del, opstår der alligevel en cocktail, vi ikke er blevet pinligt overrendt med i genren. Og det er i bund og grund en positiv konstatering, for kombinationen fungerer ikke videre godt - i hvert fald ikke i Mace Griffin: Bounty Hunter. Dogfight delen er temmelig overfladisk, og sekvenserne optræder på må og få gennem spillet uden at have karakter af andet end en form for mini-game. Det er simpelthen ikke lykkedes udvikleren at få FPS og dogfights til at gå op i en højere enhed, hvorfor dogfight delen virker overflødig.

Spillets FPS kerne er omvendt ganske solid. Udryddelse af fjender i alle afskygninger suppleres med enkelte tænkeopgaver. Platform-genren har bidraget med gameplay-indhold, da veltimede præcisionshop bliver en nødvendighed en sjælden gang i mellem. Warthog har skabt et ganske omfattende univers, og man plages aldrig med genbrug af landskaber og lokationer, og der optræder ganske mange forskellige fjendetyper her i blandt kæmpeedderkopper og andet intergalaktisk kryb. Missions-opbygning er den klassiske med objectives, men opbygningen er mere fantasifuld end i Warhammer 40.000, som virkede meget skabelonskåret. I sin essens er Mace en meget lineær oplevelse, og sværhedsgraden skulle være til at leve med for de fleste, da den hverken er for høj eller for lav, men svinger godt mellem de to yderpunkter.

Mace hører til blandt de pænere PS2 udgivelser. Sammenlignet med flere andre FPS oplevelser står Mace mere sikkert på sine ben med en forholdsvis høj detaljegrad på fjender, baggrunde og våben, hvoraf sidstnævnte har været udsat for en ordentlig omgang finpudsning. Og havde udvikleren arbejdet ligeså hårdt med selve grafikmotoren, havde vi siddet tilbage med en grafisk helt kompetent udgivelse. Men som den opmærksomme læser allerede har bemærket, så holder motoren sig ikke tilbage for at opdatere skærmen i henhold til den åbenbart internationalt anerkendte staccato-standard, hvilket berøver gameren for en konsekvent flydende skærmopdatering. Det er ærgerligt og generede denne anmelder, og det problem burde være undgået.

Selv om FPS-genren ikke er den mest fremtrædende i PlayStation 2s spilbibliotek, så kan Mace ikke vinde markedsandele fra hverken Red Faction II, Medal of Honour eller genrens ubestridte mester, TimeSplitters 2. Manglen på sammenhæng mellem gameplayets FPS og dogfight sekvenser, de lineære og lettere skabelonskårede missionsdesign, og de fremtrædende frame-rate problemer tynger udgivelsen mærkbart. Mace er ikke en direkte dårlig udgivelse, men PlayStation 2 har andre og væsentlig mere appellerende tilbud i genren. Så med mindre man er totalt bidt af FPSs, er der mere oplagte titler at give sig i kast med.