Star Wars Rogue Squadron III: Rebel Strike

Med udgivelsen af Star Wars: Knights of the Old Republic fik Gamereactor langt om længe troen på George Lucas fantastiske univers som et springbræt til en masse spiloplevelser tilbage. Bioware skabte et lækkert, sammenhængende og yderst dybt spil, der trak på alle universets dyder, samtidig med at det gameplaymæssigt var fængende ud over det sædvanlige.

Factor 5’s Star Wars Rogue Leader: Rouge Squadron II, ligger ikke ligefrem i samme kategori, men det havde en god portion af det, der skulle til for at underholde, da det ved GameCube-maskinens lancering blev langet over disken i store mængder. Med en imponerende visuel overflade, teksturer lånt direkte fra George Lucas' formidable studie, og en ganske ordinær, men også velfungerende omgang luftbåren skyderi, slog firmaet sit navn fast som en dygtig spilsnedker. Det er derfor ikke så underligt, at dette års opfølger, for nogle har været ventet med dirrende hænder.

Desværre har udvikleren, i sine bestræbelser på ikke bare at udgive endnu et Star Wars-spil, kigget dybt i kassen med ubrugte koncepter og ideer og fundet frem til, at Rebel Strike manglede et par nye oplevelser - og at disse skulle foregå til fods. Derfor trækkes spilleren nu igennem både de tidligere dogfights, hvor man i et af rebellernes mange, lækre flyvere sendes ud for at nedskyde TIE-fighters, AT-AT Walkers og andet af emperiets skidt, mens der samtidig er mulighed for at få slidt skosålerne en smule. Som den opmærksomme læser sikkert allerede har bemærket ved et flygtigt kig på karakteren, så er det ikke gået videre godt, og det er der såmænd flere grunde til.

For det første er det tydeligt, at Factor 5 har haft svært ved at sprænge rammerne for den spilmæssige oplevelse. Alle missioner følger filmen - eller lægger sig op ad filmens mange sekvenser, og dermed er der alt for lidt albuerum til at eksperimentere. Det er også krystalklart, at spillets mange missioner til fods er forvandlet fra at være et hidsigt og actionmættet indslag til at være et konstant slagsmål med et evigt irriterende kamera, en dødssyg kontrol og et yderst lineært forløb, der bare ikke imponerer.

Om spilleren vælger Luke Skywalker eller Wedge Antilles gør ikke den store forskel. Man opfordres til at vade igennem et hobetal af Stormtroopers, eksotiske rumdyr og andet skravl, der til tider ikke ænser ens tilstedeværelse, og som først begynder at røre på sig, når spilleren når til et vist sted på banen. Dette forstærkes yderligere af meget baner, der er meget ligetil, og hvor der ingen belønning ligger i at udforske miljøet. Spillets auto-aim eller generelle kampsituationer virker heller ikke optimalt. Man strafer konstant frem og tilbage på stedet, mens fire-knappen holdes nede, og der er sjældent hverken brug for eller tid til at lægge en egentlig strategi. Værst bliver det, når spilleren engang når frem til Dagobah. I bedste drømmende filmstil møder man Darth Vader, dog uden nogensinde at skulle spille noget selv. Herefter har man adgang til et lyssværd, der stort set svinges med samme monotoni, som resten af spillets missioner til fods lider under. Eneste ændring er, at man nu kan blokere laserskud fra diverse rifler. Trist, men sandt.

Til gengæld fungerer de sekvenser, hvor man trasker af sted i en tonstung AT-ST’er ganske godt. Styringen kræver tilvænning, da den ikke kan gå baglæns og kun går ved hjælp af et enkelt tryk på skulderknappen, men når det først sidder på rygraden, så varer det ikke længe, får man morer sig. Det samme gælder spillets mange dogfights. Nøjagtig som i det foregående spil, så virker de hæsblæsende, forvirrende og episke i deres udformning. Bestod Rebel Strike udelukkende af den slags underholdning, så havde Gamereactor ikke tøvet med at give det en langt højere karakter.

I hvad der nok må betegnes som en skuffelse, er Rebel Strike et underligt og til tider ufærdigt spil, der med sine nye elementer fremstår som en vaskeægte rodebutik. Factor 5 har vist, at de behersker de luftbårne elementer, men viser samtidig med de nye tilføjelser, at deres spiltekniske formåen nok også stopper ret brat lige efter selv samme. At man så kan spille både etterens og toerens missioner igennem med en ven, det er en ringe trøst, når man skal igennem en så fejlbehæftet omgang. Det eneste, der drev redaktionen frem, var muligheden for at se de mange filmsekvenser samt at få adgang til alt ekstramaterialet - men når det er det eneste, der holder én kørende, så er spillet lige pludselig gået fra at været sjovt til en regulær opgave, der bare skal overstås. Med mindre du er fan, er der absolut ingen grund til at få fat i Star Wars Rogue Squadron III: Rebel Strike.