Skip to main content
Anmeldelser Star Wars Galaxies: An Empire Divided

Star Wars Galaxies: An Empire Divided

Havde det været Yoda, der skulle anmelde Star Wars Galaxies: Empires Divided, ville hans kommentar nok have været "I sense The Force strong in this one is".
Sigrid Zeuthen 19 december 2003

Hvis man nogensinde har læst en bog eller set en film om Star Wars, så ved man, hvor medrivende fortællingen og universet er, og man har følt hungeren efter mere, når historien sluttede. Nu er der mulighed for at fortsætte fortællingen i det uendelige, og oven i købet med sig selv som hovedperson. I den nærmest samlebåndsagtige lancering af MMORPG’er, der foregår for tiden, har Star Wars Galaxies: An Empire Divided (SWG:AED) nok været et af de mest ventede, og selv om udgivelsen i USA har været efterfulgt af endeløse klager over lag og bugs, så var det alligevel med letskjult entusiasme, at undertegnende kastede sig over spillet.

På den ene side adskiller SWG:AED sig ikke særligt meget fra andre MMORPG’er på markedet, men på nogle områder er det helt unikt, og det er det, der gør det værd at vælge. Som et hvert godt MMORPG starter du med at kreere din Avatar og mulighederne for udseendemæssig alternation er mangfoldige. Kombineret med udvalget af forskellige racer giver det kun minimal risiko for, at man nogensinde skulle løbe ind i én, der ligner en præcist.

Også karrierevalget følger umiddelbart den generelle MMORPG-opskrift med seks forskellige professioner, der hver især har deres forcer og svagheder. Det fine ved SWG:AED er dog, at disse aldrig er bindende. I stedet har du et bestemt antal point, der kan fordeles ud over alle tilgængelige evner. Vil man op i de højere stadier i en profession, er man dog nødt til at nøjes med at fokusere på denne, ellers vil man løbe tør for point. Har man valgt at distribuere sine point forkert, er det dog ikke fatalt, da disse kan fjernes fra de tildelte evner, og sættes på hvad man nu ønsker at udvikle. Visuelt må man sige, at der er ramt hovedet på sømmet, og dette ikke kun fordi spillet grafisk er utroligt smukt, men også fordi Star Wars-universets ånd er så vel gengivet i pixelform, at man kun kan betages.

Hver eneste planet og hver eneste by, man besøger, er forskellig fra den foregående, nogle gange i design, men oftest i både teksturer, arkitektonisk stil samt flora og fauna. For en gangs skyld kan man virkelig mærke forskel på forskellige lokationer, og det giver en følelse af, at der eksisterer forskellige kulturer og civilisationer, hvilket gør universet både mere levende, men også langt mere interessant at udforske. Noget, man også bør nyde, er den ret livagtige figuranimation, som eksisterer i spillet. Naturligvis er man stadig begrænset til et loop af de samme animationer, men disse er udført, så man faktisk næsten tror på, at det er ægte bevægelser. En lille detalje, som en hestehale, der svinger i løb på en yderst naturtro måde, giver en følelse af ægthed og giver det ekstra touch, der gør, at man lever sig ind i verdenen med liv og sjæl.

SWG:AED's økonomi er et studie for sig selv. Der eksisterer nemlig ikke en eneste NPC-købmand, hvilket vil sige, at alt, hvad der skal bruges i spillet, produceres af andre spillere. Ydermere er der på denne måde ingen ledetråd til at fastsætte priser efter, så udbud og efterspørgsel spiller en meget betydelig rolle. Denne spillerkontrollerede økonomi gør det langt mere interessant at spille ikke kamprelaterede professioner, fordi der lige pludselig er brug for nogen til at forarbejde ressourcer. Derfor kan man tjene mange penge uden nogen sinde at udsætte sig selv for fysisk skade, hvis man bare er dygtig nok til sit håndværk.
De forskellige professioner har altså brug for hinanden, og dette fremmer interaktionen spillerne imellem. Dette er gjort bevidst for at gøre alle til en del af et større fællesskab, og det virker meget socialt fremmende. Således kan man træne andre spillere, hvis man har en evne, de gerne vil have, ligeledes er læger de eneste, der kan heale slagsbrødrenes sår helt og således væves de forskellige professioner sammen til at udgøre et solidt spillersamfund.

Kampene i SWG:AED er langt mere baseret på taktiske bevægelser, end jeg har set i tidligere MMORPG. For det første kan man vælge sin position ud fra, om man ønsker at ramme godt eller at kunne komme hurtigt væk. Således vil man i liggende stilling have langt mere præcist sigte, men også være meget sårbar over for angreb. For det andet så kan terrænet bruges til ens fordel, hvis man bliver nødt til at tage benene på nakken. Er man f.eks. scout kan man lære at forcere bjerge lige så hurtigt som andet terræn og kan dermed bruge det til at slippe væk fra eventuelle forfølgere.

Alt dette lyder jo som en lang lovprisning af spillet og undertegnede er da også ret begejstret, men man kan ikke lade sig forblænde helt. Der er mindre gode aspekter i SWG:AED. Bl.a. er de quests, man kan få, ikke ret interessante. Selv om man, fra udviklerens side, har prøvet at lave både almindelige find-og-dræb-missioner og nogle, der er direkte skræddersyede til de bestemte professioner, så ender det alligevel med, at man udfører den samme slags quests igen og igen. Ydermere mangler der en overordnet historie at tage del i. For selv om man kan vælge, hvorvidt man vil kæmpe på Rebellernes eller Emperiets side, så er det ikke i historiedelen, at spillets appel skal findes.

Bugs og lag har ikke været det store problem for undertegnede, men jeg kunne forestille mig, at SWG:AED vil være hård ved de dårligere forbindelser, og i de store byer kan selv en rimelig forbindelse få åndenød, hvis der er mange spillere samlet det samme sted. SWG:AED har taget det bedste fra nuværende MMORPG’er og sat det sammen med en unik grafisk gengivelse af Star Wars-universet. Det er fængende, frustrerende og fabelagtigt, og ude i rummets intethed flammer muligheden for at blive Jedi, som et rødt lyssværd i mørket.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Mangfoldige muligheder og grafisk smukt.
Minusser Lettere irritation over lyddesignet nær byer, hvor det evindelige loop af lyden af rumskib, der letter, kan drive én til vanvid. Repetitive opgaver.
Fuld profil 26 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.