Electronic Arts har udgivet flere titler ud fra selskabets licens til at udvikle og udgive spil baseret på Harry Potter-universet. Med Harry Potter: Quidditch Verdensmesterskabet er der er tale om et sportsspil - og dog. Sportsspil er måske en overdrivelse - alt i mens spillet jo som bekendt er en fiktiv afart af polo, hvor spillerne flyver rundt på toptunede koste. Når man læser bøgerne, danner der sig hurtigt billeder inden i hovedet af, hvordan det går for sig. Mon magien og spændingen er intakt, når Quidditch-spillet udfolder sig på din computer?
Fra du første gang skal forsøge at styre en spiller i den indledende tutorial-sektion, er der lagt op til en morsom gengivelse af Harry Potter-universet. Du styrer dine tre angribere for at skabe retning og præcision til at sende tromleren - som bolden hedder - igennem en af de tre ringe, der udgør spillets mål. Desuden styrer dine køllesvingende baskere de to farlige smasher-bolde, som bruges til at forstyrre eller ligefrem at vælte modstandere af kosten. Endelig kan du spille holdets søger, der som eneste opgave har at holde øje med - og ikke mindst at få fat i - den gyldne Lyn. Lykkes det, har holdet opnået 150 points, hvilket som regel er nok til at vinde kampen.
Du lærer at styre din kost, så en aflevering af bolden går til en medspiller, at tackle modstandere, så du erobrer tromleren og meget andet. Øvelserne giver trin for trin adgang til mere avancerede emner, f.eks. combo-afleveringer, og til sidst står du med hele arsenalet af tricks og moves. Men det er ikke slut med det. I takt med at du vinder kampe og stiger i graderne i turneringen mellem kollegierne på Hogwarts, vinder du nye Quidditch-samlerkort. Disse kort åbner til stadighed for nye moves, og med lidt snilde kan du ende med at vinde verdensmesterskabet.
Turneringsformen i Quidditch Verdensmesterskabet er bygget op, så det først og fremmest gælder om at overhale det hold, der ligger lige over dit eget i turneringstabellen. Nok kan man gå efter helt kontant at score flest points, men det giver på den anden side en større udfordring at afvente det rigtige øjeblik til at gå efter den gyldne Lyn. Din søger vil konstant være på udkig efter den gyldne Lyn, og når han får øje på den - eller rettere når holdene har udført tilstrækkeligt med special moves - skifter spillet funktioner til en jagt på den gyldne Lyn, hvor det selvfølgelig gælder om at holde modstanderholdets søger fra fadet. Din søger får en vis mængde boost-effekt, som dog afhænger af omfanget af udførte special moves.
Styringen virker noget løs og flagrende, om end det på den anden side fint simulerer, hvordan det må føles at befinde på en luftbåren, toptunet Nimbus 2000. Desværre kan man ikke blokere modstanderens special moves, hvorved noget af dynamikken ved spillet fordufter. Du kan først og fremmest spille Harry selv, som søger på Gryffindor-holdet, men der er også mulighed for at spille Draco Malfoy fra Slytherin eller en række af de internationale Quidditch-stjerner, der er udviklet til spillet.
Det er svært at sætte en finger på den visuelle side af sagen. Quidditch Verdensmesterskabet gengiver banen og omgivelserne omkring Hogwarts med morsomme detaljer og flotte textures, om end helhedsindtrykket er lidt vel kulørt. De internationale baner, hvor konstruerede de end er i historien, er faktisk gengivet med en ganske velfungerende lokalkolorit. Lydsiden er på den anden side en gang bombastisk bulder, der ikke lader Hollywoods actionbrag meget efter. Quidditch Verdensmesterskabet er primært rettet mod yngre spillere. Det må samtidig være hovedårsagen til, at multiplayer-delen kun omfatter to spillere på samme computer. Det er til gengæld ganske fornøjeligt at være to om løjerne, selv om styringsproblemerne selvfølgelig er de samme. Spillet byder på megen humor og spænding - men jeg savner nu alligevel muligheden for at fintune min kost!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10