Det er forholdsvis enkelt at surmule, når man anmelder dette spil. Man kan sagtens smide The Beatles: Rock Band op på obduktionsbordet, klinisk pille det fra hinanden og påpege en række svagheder og irritationsmomenter. Så lad os tage dem først som sidst.
The Beatles er nemlig en helligdom, som ingen må røre ved. Absolut ingen. Apple Corps sidder med rettighederne til det meste, der har med The Beatles at gøre - og de vogter over det som var det tophemmelige statshemmeligheder. Du finder ingen The Beatles på iTunes eller Sportify. Beatles-numre lånes ikke ud til reklamefilm. The Beatles behandles som en helligdom, og det giver sig i den grad til udtryk i The Beatles: Rock Band.
Allerede ved titlen aner jeg, at Harmonix har måttet indgå mange kompromisser under udviklingen af spillet. Det mest sandsynlige er, at Apple Corps har stillet et ultimatum om, at The Beatles-navnet står før titlen på produktet. Et af sikkert mange krav, der har præget udviklingen fra start til slut.
For der er nemlig lavet små ændringer hist og her til det ellers perfekte spilsystem i Rock Band 2. Mest markant er trommerne, hvor det ikke længere er muligt at få frie sektioner, hvor man kan hamre løs, for at aktivere Overdrive. I stedet får man kun lov til at ramme en blinkende cymbal. Årsagen til dette er naturligvis, at Apple Corps ikke vil have, at spilleren selv skal rode og rage ved sangene, ved selv at skabe et nyt trommespor.
Du kan heller ikke spille dine egne figurer i The Beatles: Rock Band. Eller eksportere sangene til harddisken og spille dem i Rock Band 2. The Beatles: Rock Band er stramt styret, hver sang skal fremføres med medlemmerne af The Beatles, på en rigtig scene og med den rigtige lyd. Selv så noget som fejl-lydene er blevet tonet ned, så de ikke fylder for meget i lydbilledet i forhold til de originale numre. Det er helt tydeligt, at Harmonix har måttet indgå et hav af kompromisser, for at få adgang til originaloptagelserne med The Beatles.
Og så er det ellers slut med at surmule. For mens jeg med en kold og analytisk ramme, har vadet rundt i regnen i Oslo og tænkt godt og grundigt over The Beatles: Rock Band, så forsvinder alle negative tanker, så snart jeg vender hjem og begynder at spille det.
Når du samler guitaren, trommestikkerne eller mikrofonen op - og så starter et af numrene, så er alt tilgivet. The Beatles: Rock Band er nemlig, til trods for alle Apple Corps nådesløse krav, et spil skabt med stor omtanke og kærlighed for kildematerialet, og det er ganske enkelt umuligt, ikke at blive smittet af entusiasmen og kærligheden som Harmonix ligger for dagen. Det er et spil om verdens mest legendariske band, og de bliver behandlet som de legender de er. Det er en ærbødig hyldest til The Beatles, et skattekammer for alle fans af bandet, og et uhyre lækkert og attraktivt spil for alle med bare den mindste interesse for musik.
Det er først og fremmest numrene der bærer spillet. Personligt har jeg aldrig været den store fan af bandet, jeg har ikke en eneste Beatles-CD, men når jeg står og spiller guitar eller trommer til sangene, føler jeg mig glad. Det er klassiske rytmer og melodier, og det lyder godt. Jeg fryder mig over den ene klassiker efter den anden, og opdager Beatles-numre, jeg slet ikke havde et forhold til tidligere, og som jeg efter ganske kort tid, ender med at elske. Det er ikke uden grund, at The Beatles har fået status som en legende. Måske var de på det rette sted, på det rette tidspunkt, men de leverede i den grad varerne bedre end noget andet band i deres samtid.
Numrene akkompagneres af lækker grafik. I spillets historiedel følger man bandet fra debuten på The Cavern Club i Liverpool og det deres sidste koncert på toppen af Apple-bygningen. For at løse udfordringen med at bandet slutter med at turnere, har grafikerne hos Harmonix i stedet kastet sig ud i en række psykedeliske drømmesekvenser til spillets sidste halvdel. De musiklignende sekvenser er i øvrigt så lækre, at jeg havde svært ved at holde øjnene på noderne.
Og selv hvis dette ikke skulle være nok, så har udvikleren fyldt på med belønninger i form af sjældne videoklip, en indspilning af Beatles første julealbum, prøveoptagelserne til Sullivan-showet i USA og en række andre ting. For Beatles-fans er dette virkelig lækkert materiale, der i den grad motiverer én til at klare spillets udfordringer.
For Rock Band-fanatikere er sværhedsgraden givetvis for lav. Autist-heavy ved 180 BPM er totalt fraværende her, og jeg havde ingen problemer med at klare samtlige numre med en okay score på Expert. Men det plagede mig ikke, for numrene er ekstremt fængende at spille.
Samtidig tilbyder spillet nye udfordringer med harmonier, der tillader to vokalister at deltage samtidig. Dette er noget der kræver overraskende meget træning. Og derfor er det også så meget federe, når det endelig lykkes.
Jeg må indrømme, at efter at have spillet The Beatles: Rock Band, føles Rock Band: AC/DC og Guitar Hero: Metallica slet og ret som amatørmæssigt venstrehåndsarbejde. Harmonix har skabt en kærlighedserklæring i spilform, og jeg er faldet pladask for den.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 9 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10