True Crime: Streets of L.A.

Det er logik for burhøns, at Rockstars Grand Theft Auto serie ville friste andre til at gå udvikleren i bedene - eller om ikke andet lade sig inspirere af konceptet. Muligheden for begive sig ud i et digitalt voldsorgie i en fiktiv by, uden at det får større konsekvenser, kan få det til at snurre i fingrene på de fleste gamere. Ikke fordi gamere generelt har en voldelig natur, men fordi man i disse koncepter får følelsen af frihed, som er så vigtig en ingrediens i nutidens digitale underholdning.

Den amerikanske udvikler, Luxoflux - en underafdeling af Activision - har udviklet True Crime: Streets of LA, som er faretruende tæt på at være et plagiat af Rockstars hjertebarn. Selv om spillet ikke fungerer helt så godt som GTA, så har Luxoflux alligevel ramt i nærheden af bulls-eye, for spillet er et sandt overflødighedshorn af kung-fu, dødsræs og skuddueller i en by på randen af kaos. Luxoflux kender vi fra bl.a. fra PSOne-serien, Vigilante 8, en velfungerende, Twisted Metal inspireret dødsræser.

Som titlen tydeligt afslører, befinder vi os i en digital modelleret udgave af Los Angeles. Gameren må påtage sig rollen som den benhårde politimand, Nick Kang, der i vid udstrækning minder om Kurt Russels karakter i Dark Blue - for at sætte spillet i relation til en aktuel Hollywood-produktion. I et trivielt handlingsforløb om samvittighedsløse håndlangere, et kidnappet familiemedlem og møntfalskneri må Nick tage uortodokse metoder i brug for at løse mysteriet, men det får bestemt ikke den selvoptagede politimand til at ligge søvnløs om natten.

TC er missionsbaseret i lighed med GTA. Hver mission udgør en byggesten i fortællingen og kan inddeles i fire forskellige gameplay-typer: racing-, fight-, stealth- og skydemissioner. En mission er som oftest en kort fornøjelse, og mens racer-delen er godt realiseret med skydescenerne lige i hælene, så har spillets kamp-sekvenser en tendens til at være monotone, og stealth-elementet er direkte mangelfuldt. Udover driving-elementet udmærker ingen af gameplayets bestanddele sig i forhold til andre spil i de respektive genrer, men Luxoflux har knyttet gameplay-elementerne sammen med flair og forståelse, hvormed udvikleren har opnået en synergieffekt.

Man kan sagtens vælge at ignorere missionerne og i stedet begive sig ud i almindelig politiarbejde - altså at gøre byen mere sikker at færdes i for borgerne. Trods tilnavnet, englenes by, er Los Angeles ikke tætpakket med bevingede dydsmønstre, men fyldt med forbrydere. Man vil støde på gadetyverier, voldtægter, gidseltagninger og gadeslagsmål, som Nick i sin egenskab af politimand og presset af sit etiske ansvar må tage affære overfor. Gameren kan vælge at håndtere en lovovertrædelse på to måder - den mere pædagogiske eller den konsekvente. Hertil har Luxoflux strikket et good cop/bad cop system sammen. Går man bad cop-vejen, kan man give forbryderen en kugle i hovedet og ikke tænke videre over det, mens en anholdelse eller i pressede tilfælde en kugle i armen vil belønne gameren med et good cop-point.

Som det er sket så ofte før med multikonsoltitler, efterlader TC ikke GameCube stakåndet. GC versionen er ikke milevidt fra sin PS2 søster, men det betyder ikke, at spillet ikke er grafisk kompetent. Særlig detaljerne i karakterernes ansigtstræk er værd at fremhæve, ligesom den meget præcise gengivelse af den prominente storby er imponerende. Gamereactor besøgte Santa Monica i juli 2003, så der blev mulighed for et hyggeligt gensyn. TC plages af pop-up grafik - som dog ikke ridser lakken synderligt - og det vejes op af en velsmurt grafikmotor.

Selv om True Crime ligner GTA til forveksling, er spillet særligt interessant på GameCube. Årsagen er naturligvis, at GameCube - som det eneste nutidige format - ikke kan byde sine ejere velkommen i hverken Liberty - eller Vice City. Derfor er True Crime GC-ejeres længeventede mulighed for at kaste sig hovedkulds ud i en kaos-ramt storby med frie hænder til at gå på opdagelse, som man nu ønsker. True Crime er temmelig nemt, uden den store holdbarhold og mangler gameplaymæssig tyngde her og der. Til gengæld er spillet meget underholdende og ender med at blive mere end summen af sine bestanddele. Med True Crime i biblioteket er det pludselig blevet nemmere at affinde sig med Rockstars manglende interesse for Nintendos ter-ningeformede vidunder.