Looney Tunes: Back in Action

Det er måske helligbrøde - men jeg vover alligevel det synspunkt, at de gale tegnefilm fra Warner Bros med Snurre Snup, Daffy, Wile E. Coyote, Yosemite Sam med flere byder på langt mere gakket underholdning end Disneys pæne og politisk åh så korrekte figurgalleri. Det var da også årsagen til, at jeg i sin tid - mens BT samlede underskrifter for at få Dallas tilbage på DR-TV - i stedet skrev under på Ugebladet Københavns krav om at få Daffy tilbage på landsdækkende TV. Med hele 327 underskrifter (!) endte det da også med, at man igen kunne følge den iltre and på TV, mens BTs stort opsatte kampagne ikke førte til noget som helst.

Nå, tilbage til det nye spil fra Warner Bros. Det var - som indledningen lægger op til -med en barnlig forventning jeg kylede skiven til Looney Tunes: Back in Action i min PlayStation 2. Har endnu ikke set den spillefilm, som spillet er bygget på, så jeg håbede på en sjov spiloplevelse og ikke mindst en solid appetitvækker på en ordentlig griner i biografen.

Handlingen i Back in Action går som filmen ud på, at den onde direktør for ACME har stjålet den Blå Abediamant for at bruge den i sin skumle plan om at forvandle alle gode mennesker til små aber. Imidlertid er en af disse aber stukket af med diamanten og Daffy og Snurre Snup drager nu ud for finde diamanten, inden direktøren får gennemført sin plan. Herefter skulle det så gå over stok og sten fra Hollywood, over Las Vegas, Louvre i Paris, det ’hemmelige’ Area 52 til et klimaks dybt inde i regnskoven.

Back in Action er bygget op som en række platforms-sekvenser i både 2D og 3D, hvor det gælder om at samle mønter og andre genstande, at spolere Wanted-plakater med Daffys portræt osv. Spilleren spiller skiftevis Daffy og Snurre Snup, et valg, der oftest er styret stramt af spillets lineære handling. Spillets i alt fem verdener er fyldt med de kendte Warner-figurer. De sørger ved deres blotte tilstedeværelse og ikke mindst med deres snak med sig selv til munterheden. Desuden sætter de spilleren på en række udfordringer, der dog sjældent er hverken svære eller underholdende. I Hollywood-studierne fungerer Pelle Gris og Elmer Fjot f.eks. som politibetjente, som spilleren helst skal slippe uset forbi. Hvis man bliver opdaget, skal man forsøge at baske sig fri ved ihærdigt at trykke på cirkel-tasten, mens Pelle eller Elmer tilsvarende forsøger at baske til Daffy eller Snurre Snup, så de bliver slået tilbage til seneste checkpoint.

Snurre Snup kan slippe forbi forhindringer ved at grave en tunnel - mens det rumler og regerer, som om det var det en boremaskine med knallertmotor. Daffy kan til gengæld holde sig i luften flyvende længere end sin makker. Et stykke inde i spillet er denne forskel i figurernes egenskaber da også afgørende for, om spilleren har valgt den rigtige figur til den rigtige situation. For det meste hører de toons, som Daffy og Snurre Snup støder ind i på deres vej, til spillets ’good guys’. Det hænder dog også, at de er ’bad guys’ eller i hvert fald - som den Tasmanske Djævel - en larmende og uregerlig forhindring, som det kræver en vis portion omtanke at komme uden om.

Der går dog ikke lang tid, før kedsomheden og ensformigheden indfinder sig. Back in Action forsøger men har langt fra held med at formidle den klassiske galskab som konsolspil. Figurerne taler, råber og sprutter som man kunne forvente. Spillet udfolder sig i en verden, der er nøjagtigt lige så kulørt, skæv og tegnefilms-agtig, som forventet.

Underlægningsmusikken er tilsvarende let, munter og bliver desværre også hurtigt meget ensformig. Man sidder i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at producenten i al hast har flikket et computerspil sammen for op til jul at sikre en optimal markedsføring af filmen. Ånden i Warner Bros har simpelt hen ikke kunnet følge med i dén proces.