Johnny Platform saves christmas!

Det er næsten så jeg skriger, da jeg opdager det: et lille hul under muren er min genvej igennem banen. Jeg har nu i en lille time bandet og svovlet over måden projektiler flyver om ørerne på mig, imens spejlglatte isflader kaster min karakter rundt på skærmen, så enhver form for finesse ødelægges. Jeg har genstartet banen flere gange, end jeg gider huske. Og så er der en genvej.

Jeg er godt igang med den djævelske lille platformer, Johnny Platform Saves Xmas. Opfølgeren til sidste års Indie Games-succes Johnny Platforms Biscuit Romp.

Hvis du ikke umiddelbart føler genkendelsen glæde, er det måske ganske forståeligt. Ikke alene er Johnny grim, men han er også kejtet og pixeleret. Og så kræver et kendskab til den lille usle figur, at du har taget tiden til at lave en udenlandsk Xbox Live Account, og derefter er gået på opdagelse i de mange hundrede spil på Indie Games-sektionen af Xbox Live. Så bare rolig jeg bebrejder dig ikke. Til gengæld bebrejder jeg mig selv, at jeg for sjældent giver små ikke-kunstneriske og uprætentiøse titler, den opmærksomhed som de fortjener.

Når alt kommer til alt, så er en af ideerne med spil vel netop at blive underholdt, og have det sjovt. Ofte virker det dog som om, at spillerne og branchen glemmer dette i jagten på nye grafiske landvindinger, kæmpebudgetter og kendte stjerner i deres produktioner. Større er automatisk bedre. Men sådan er det ikke med Johnny.

Johnny Platform er et simpelt platform-spil: der er kaffekopper der kan samles for ekstra liv, og så er det ellers at fjerne alle fjender på hver enkelt skærm, for at åbne op for den næste.
Simpelt og vanedannende. Og vigtigst af alt: sjovt.

Johnny Platforms Biscuit Romp startede livet ud som hjemmebryg til Nintendo DS, og da den endelig blev konverteret til den store skærm, var det stadig med det gamle størrelsesforhold, og dermed kun udnyttelse af en trejdedel af fjernsynet. Johnny Platform Saves Xmas tager springet til 1080P samt fuldskærm, og det er hamrende ligemeget. Han er stadig grim og kejtet, nu dog lidt mindre pixeleret. Udover det klassiske hop og dobbelthop, har han også lært et fiks lille rullefald. Dette rullefald har netop hjulpet mig til en genvej halvvejs inde i spillet.

Der er hundrede baner og alle er fyldt med flammekanoner, gavepakker der kan skubbes eller løftes rundt, isflager, rullende sten, skydende robotter, glade farver og umulige opgaver. Kort sagt: alt det et ægte platform-spil behøver for at trække sejren i hus.

Når jeg hopper rundt og forcerer de mange platforme, står det klart hvor meget jeg har savnet denne simple og hamrende uretfærdige type spil. Spil der efter en blid introduktion til stadighed sætter sværhedsgraden i vejret, indtil opgaven virker umulig. Og når den endelig løses, kan man lige tage én bane mere. Med en præcis og velfungerende styring samt en fin og gennemtænkt variation i banerne, leverer Johnny igennem udvikleren Craig Forrester og Ishisoft alt det, der skal til for at underholde.

Når de mange baner er gennemført, er der dog ikke meget at komme tilbage efter. Men det gør ingenting. Spillet river en tyver ud af budgettet og leverer let flere afteners solid underholdning, der vil tilfredstille selv hardcore-spillere, og til tider endda lede tankerne hen på Braids aha-øjeblikke, når en gåde løses. Glem mip-mapping, skyhøje polygon-tal, kunstneriske farvelader samt orkestermusik, og giv dig i lag med gogo-happy musik i sløjfer, gammeldags 2D, en lille spøjs fætter og bistre robotter. Du vil ikke fortryde det.