Tatsunoko vs Capcom: Ultimate All-Stars

Tatsunoko vs. Capcom har dog en hemmelig, for selvom navnet Tatsunoko egentlig er navnet på et japansk animationsfirma, kunne det i denne sammenhæng lige så godt have betydet "farve, glæde, vanvid og morskab!", og kombineret med Capcoms mangeårige erfaring med genren, er alle forudsætningerne der for et herligt bekendtskab.

I stedet for blot at strikke et kampspil sammen, hvor det kendte figurgalleri fra Street Fighter har måttet vige pladsen for Tatsunokos mange personligheder (var der nogen der sagde JoJo´s Bizzare Adventure?), har Capcom dog søgt 2d-skattekammerat igennem og fundet et andet udgangspunkt.

Derfor er Tatsunoko vs. Capcom i højere grad inspireret af det vandvittige og maniske Marvel vs. Capcom 2, end gadekæmpernes mange udspil, og det må siges at være den helt rigtige beslutning.

Hvor Street Fighter-serien altid har handlet om millimeter-præcision og splitsekund-timing, handlede Marvel vs. Capcom 2 i højere grad om at fylde skærmen op med farvefulde angreb, se combotælleren bevæge sig mod trecifrede tal, arbejde som hold og håbe på at man stod som sejrherren når støvet havde lagt sig. Denne mentalitet er der ikke pillet ved i Capcoms nyeste kreation, men tilføjelsen af helt nye, originale personligheder har tilført formularen nyt livsblod, som synes fyldt med nitroglycerin.

At kunne sende stoiske Ryu mod Chun-Li eller Alex er set før, men smid Morrigan fra Darkstalkers, Frank West fra Dead Rising, Zero fra Mega Man X, Batsu fra Rival Schools, samt Viewtiful Joe i gryden, og man har personlighederne til et sjovt kampspil. Stjernerne i dette spil, er dog uden tvivl figurerne fra Tatsunoko, og med navne som Ken the Eagle, Jun the Swan, Tekkaman og Doronjo, der alle bærer design som er herligt inspireret af animé fra 80'erne, er her et eklektisk udbud af stilarter og personligheder, som nærmest tigger om at blive lært at kende.

For at gøre det hele en smule mere håndgribeligt, har den japanske udvikler finpudset kontrollen til Wii'ens unikke controllere, hvilket betyder at tre af knapperne bruges til let, medium og kraftig slag, mens en anden knap bruges til at hive karakter nummer to ind i arenaen. Systemet virker fortrinligt, og det er bemærkelsesværdigt hvor hurtigt man vender sig til et system, der i teorien burde være langt mere restriktivt, ind det seks-knaps system genren normalt gør brug af. Når det er sagt, vil alle der planlægger at perfektionere sine angreb, dog gøre godt i at investere i "Classic" controlleren til Nintendo Wii.

Hvis du gør dig nogen forhåbninger om at komme helskindet gennem Tatsunoko vs. Capcom, bør du meget hurtigt lære figurernes mange specialangreb. Som hos Marvel vs. Capcom 2, er her tale om et spil hvor der i langt højere grad gøres brug af distanceangreb som laserstråler, ildkugler og klodsede zombier, end hurtige kombinationer af næver og spark i nærkamp. Ligeledes det også oftest de skærmudslettende superangreb, hvor dine figurer slår sig sammen, der vinder kampene, hvilket gør indlæringen af disse essentiel.

Distancekamp og superangreb betyder desværre også at det nye spil lider af de samme problemer som Marvel vs. Capcom 2, nemlig at balancen oftest synes glemt, men alligevel går det ikke helt så hårdt ud over langtidsholdbarheden i Tatsunoko vs. Capcom, fordi man her har fyldt pakken med vanvid på en skala som ikke er set i genren før.

Hvad siger du for eksempel til at forvandle dig til en kilometerstor Transformers-lignende robot, lige som du er ved at tabe, daske modstanderen rundt fra den ene side af skærmen til den anden, og vinde kampen ganske uretfærdigt? Eller hvad med at drage i kamp som en af robotterne fra Lost Planet (PTX-40A), og skyde modstanderen til støv med varmesøgende missiler, mens han forgæves prøver at ramme med et flyvende spark?

Spillet bliver ved med at diske om med "hvad skete der lige der?" øjeblikke, hvor spilbalance og mening tilsidesættes for vanvidsøjeblikke så afsindige, at man hele tiden er klar på en omgang mere. Tatsunoko vs. Capcom er på ingen måde det dybeste eller mest balancerede kampspil fra Capcom, og faktisk vil mange med rette finde det frustrerende at tabe en kamp, fordi modstanderen lige gemte en hangar med jagerfly i lommen.

Men begynder du først at nyde kampsystemet, overraskelserne og humoren, er her tale om et af de mest løjerlige og fornøjelige sidespor, kampspilgenren har oplevet i lang tid.