Mit hurtige skjul er et tilfældigt loftsrum, som jeg tror giver mig et roligt øjeblik til at slikke mine sår. Illusionen holder et par sekunder, hvorefter en enorm eksplosion flår hul i taget og minder mig om, at vægge ikke beskytter imod granater i dette spilunivers.
'Battlefield: Bad Company' har bestemt fart på som katalyserer intense stunder i udmundingslyset fra min M16 riffel, og det er også tiltrængt, hvis serien skal komme på ret kurs igen. Få spil har nemlig givet mig så mange timers spilglæde som 'Battlefield 1942' og 'Battlefield 2'.
De mange taktiske muligheder og nervepirrende online-minder har indprentet 'Battlefield'-navnet på min egen mentale Wall of Fame. Derfor havde jeg også forventninger om samme grad af kvalitet, da DICE i 2008 forsøgte sig med et nyt spil under den stolte fane.
Desværre var 'Bad Company' en trist oplevelse, som efterlod mig frustreret over det tamme persongalleri, den elendige konsolstyring og en tam historie. Spørgsmålet er så, om min første dags indtryk af seriens næste titel på Playstation 3, har rettet op på disse skavanker, og dermed givet anledning til at pudse navnet af på ny.
Konsolstyringen er heldigvis mindre horribel end det forrige spil, da indstillingen for intensivitet fungerer ret godt. Dermed er der en faktisk mulighed for at lave pletskud i farten, selvom det kræver lidt øvelse. Dertil formår de virtuelle venner og fjender at tænke lidt bedre end hidtil. Bl.a. kan holdkammeraterne nu finde ud af, at kravle igennem huller i husmure, som er blevet udsat for et granantangreb.
Det leder mig hen til det grafiske landskab. DICE har nemlig igen valgt at benytte deres Frostbite spilmotor til dette job, hvilket giver os mulighed for at ødelægge 90% af bygningerne i spillet. Dette var uden tvivl også den største force i det første Bad Company-spil, og det er stadig tilfredsstillende, at knuse fundamentet for fjendernes tilflugt, men derudover har det grafiske indtryk ikke ændret sig.
Der savnes stadigvæk mere dybde og sjæl i omgivelserne - eksempelvis kunne det snedækkede terræn lige så godt simulere hvidt konfetti, som er blevet strøget ud over landskabet. Uden at ville drage sammenligninger til en bestemt Bille August-film fra 1997, så mangles der ganske simpelt den rigtige fornemmelse af sne.
Igen tager spillet udgangspunkt i historien fra den foregående titel, hvor man finder sig selv som en del af et ulydigt kompagni med tilnavnet Bad Company i en fiktiv krig mellem USA og Rusland. Medlemmerne af kompagniet er genkendelige fra det første spil, både Weetwater, Sergeant Redford og Haggard er med på holdet, er der er forsøgt at skabe en holdmentalitet i spillets mange mellemsekvenser. Her oplever man interaktionen mellem drengene, og der er også en vis soldaterhumor at spore i de spydige kommentarer, hvilket gør karaktererne lidt mere menneskelige.
Desværre er stemmeskuespillet er ikke prioriteret lige så højt, og det synes lidt som om, at tanken bag har været, at hvis blot en sergent har en hæs stemme med en grov tone, så er det lig med personlighed. Det er ikke tilfældet, hvilket er ærgerligt, da der ellers er lagt op til en forbedring i forhold til forgængeren. Lydeffekterne overraskede mig dog positivt, og jeg må indrømme, at jeg nærmest må dukke mig med mit joypad, for lyden af hvirvlende død som gang på gang flyver forbi mit kranium.
Det varmer om hjertet, at de forskellige multiplayer-funktioner har mange ligheder med de originale Battlefield-spil. Banerne er store og indbyder til lumske baghold, taktisk bombardement eller muligheden for at drøne igennem krattet på en quadbike, imens man skyder på alt der bevæger sig.
På vanlig vis er der også mulighed for at erobre fjendens baser, ved at bemægtige sig deres flag. En klassiker som stadigvæk holder 100%. Ydermere tilbyder krigsmaskinen også andre spændende tiltag som eksempelvis en rush-mode, hvor man som angriber skal avancere igennem fjendens forsvarsværker kaldet M-Coms. Lykkes det at overtage og destruere en M-Com station, må forsvarene rykke bagud til næste forsvarsværk, og udfordringen er derfor, at stå imod de mange angreb, indtil angriberne løber tør for forstærkninger.
Disse muligheder for flerspilleri kan også kombineres på forskellig vis, og desuden spilles som "squad-mode", hvor holdtaktik virkelig k gør en forskel. Der er med andre ord rigtig gode muligheder, og man fornemmer, at DICE har trukket på deres erfaringer med de helt tidlige spil.
'Battlefield 2: Bad Company' har indtil videre været en blandet oplevelse. Umiddelbart vil jeg ikke stemple spillet som en klassiker på højde med sine tidlige forgængere, men der er potentiale i spillet, hvis man altså kan fokusere på spillets bombastiske actionfix fremfor grafisk forførelse og upersonlige holdkammerater.