Scott Pilgrim vs the World

Sloganet er et ordspil på FBI direktøren William S. Sessions "Winner's Don't Use Drugs" slogan, der prydede alle arkademaskinerne, dengang det endnu var normalt at smide to kroner efter grillbarens flimmerkasser, mens man ventede på at pomfritterne blev færdige.

Scott Pilgrim-spillet er nemlig en kærlighedserklæring til en næsten afdød genre, der er proppet med så mange referencer til de største grillbar-klassikere, at det nærmest er lige før hver enkelt af de knitrende sprøde pixels, indeholder et lille "vi husker dig"-budskab.

Kærligheden til gårsdagens klassikere er dog ikke overraskende, hvis man allerede kender til tegneserien som har inspireret spillet. Scott Pilgrim er nemlig en spilfan der lever i en verden udgjort af situationer og episoder fra den virkelig verden, men destilleret gennem enhver af de største 8 og 16bit spilklassikere du kender - hvor ofte kan du huske at have set en slåskamp ende med at den ene kombattant eksploderer i en regn af guldmønter?

Fire forskellige figurer med hver deres små forskelle står til rådighed fra starten, og herfra går det hele lige på og hårdt. Uanset om du har valgt at tage kontrollen over Scott Pilgrim, Ramona Flowers, Steven Stills eller Kim Pine modtages du af et verdenskort, der synes lånt direkte fra Super Mario Bros. 3. Menuen står på tæsk i hver af banerne der alle er baseret på tegneseriererne, og hver slutter med en særlig svær kamp mod en af Ramonas ekskærester, der naturligvis alle råder over superkræfter.

Der bydes på muligheden for at spille fire spilleren sammen, og den bør du nok overveje at benytte, medmindre du har tænkt dig at gentage mange af banerne adskillige gange. Scott Pilgrim vs. the World er nemlig overraskende svært hvis du har tænkt dig at uddele solotæv. Som del af en koordineret voldsmaskine på fire mand, er det dog muligt at gøre brug af avancerede teknikker som at jonglere med modstanderne, samt bruge specielle superangreb.

Det hele er pakket ind i klæder der på en og samme gang er fantastisk troværdige i forhold til inspirationskilderne, men på samme tid formår at være afsindigt lækre uden man behøver at se på dem med rosenrøde "alt var bedre dengang"-briller. Chipmusikken bliver således leveret af gruppen Anamanaguchi, som leverer ørehængere der lyder som blev de spillet på Nintendos gamle 8-bit boks.

På den visuelle side har Ubisoft arbejdet sammen med pixelanimatoren Paul Robertson, der med sine utrolige film "Kings of Power 4 Billion %" og "Pirate Baby's Cabana Battle Street Fight" for længst har etableret sig selv som en af de førende inden for denne grafikstil . Resultatet er det tætteste nogen endnu er kommet på perfekt at indfange, alt hvad der var godt ved pixelgrafikken på 8 og 16bit konsollerne. Detaljerne er enorme og alt er animeret på fantastisk overdrevet facon, således at skærmen på alle tidspunkter er fyldt med liv.

Angrebsmulighederne er yderst begrænsede fra starten, men i takt med at større og sværere fjender tæves, stiger man også i niveau og åbner på den måde op for nye angreb. Kampsystemet er dog langt hen af vejen inspireret af en nærmest Ninja Gaiden-lignende minimalisme, hvor det gælder om at få mest ud af de angreb man har tilgængelige, hvilket betyder at timingen skal være i orden. Dette ændrer sig naturligvis radikalt når man spiller flere sammen, og her minder det hele i højere grad om det voldskaos vi kender fra Super Smash Bros. Brawl.

Scott Pilgrim vil dog for mange i lige så høj grad handle om at nyde den moderne retro-oplevelse, og det metaspil det er at se hvor mange referencer til andre spil man kan spotte. Et af de første angreb man lærer er således et albuestød, der vækker minder om fejlen i Double Dragon, der gjorde en defensiv manøvre til spillets mest effektive angreb. Andre steder spotter man referencer til Irems gamle Vigilante, Technos Renegade, Konamis Teenage Mutant Ninja Turtles og i særdeleshed NES-klassikeren River City Ransom. Det virker hele tiden som om skærmbilledet gemmer på hemmeligheder som det bare venter på at du finder, og har du din spilhistorie i orden er her et spil du vil få svært ved at slippe.

Havde Ubisoft tænkt en smule mere over balancen, havde udvikleren også undgået en af de eneste egentlige småfejl ved Scott Pilgrim vs the World, for har du tænkt dig at spille alene, må du forbedrede dig på at gentage baner indtil dine figurer er stærke nok til at kunne begå sig. Specielt ærgerlig er denne kendsgerning i et spil der netop lever af at overraske med nye lokaliteter og detaljer, hvilke unægtelig lider under at skulle genspilles igen og igen.

På trods af en skavank eller to, er her dog tale om et af de mest fornøjelige spil af sin slags i lang tid. For alle de der nød at bruge tid på et spil som Castle Crashers med vennerne, og måske oven i købet savner nogle af de gamle konsolklassikere, er her tale om en spiloplevelse som man ikke må lade sig gå forbi. Scott Pilgrim vs. the World er et kærlighedsbrev til en næsten glemt genre, pakket ind i de fineste klæder og lanceret online til spotpris.