Der bredte sig i sin tid en nærmest feberagtig tilstand hos anmeldere verden over, da de modtog Illusion Softworks' stort opsatte gangsterhistorie Mafia: The City of Lost Heaven. Dels fordi pc-ejere ikke i forvejen havde adgang til et spil i den genre, og dels fordi de første screens og informationer var yderst lovende. Efterfølgende blev der da også strøget omkring med lutter gode karakterer, så det er ikke så underligt, at Take 2 nu er på vej med konsolversioner af deres roste spil.
Desværre er konkurrencen på konsollerne meget hårdere. PlayStation 2- og Xbox-ejere kan i øjeblikket nyde Grand Theft Auto Double Pack-udgivelsen, der samler Rockstars stjernestøv i én vidunderlige æske, mens sidste års The Getaway og dette års True Crime også skæpper godt i kassen. Det er derfor vigtigt, at Mafia står klar i kulissen med en poleret oplevelse, der enten er væsentlig anderledes eller bare bedre. Ingen af delene er desværre tilfældet for vores PS2-udgave, der forleden fik lov til at snurre i maskinen.
For det første må spillet stadig være langt fra udgivelse, for vores version havde store problemer med at loade i en overkommelig hastighed. Spillet brugte mere end fire minutter på en enkelt mission, og da det endelig startede, blev vi mødt af et noget overraskende miskmask af pop-up-problemer, grafiske mangler og en generel underudvikling af spillet. Mafia var til tider blødende flot på pc, men ikke én af de kvaliteter er til at spore i konsoludgaven. Byen er mærkelig tom, og landskabet er holdt i samme rustbrune farve hele vejen. Ikke engang, da Gamereactor på første mission skulle køre fra en par gangstere, skete der det store, selvom vi tog på en ret så omfattende tur ud i det fri. Lidt mere ballast er der heldigvis i de missioner, hvor man til fods giver den som nyudklækket gangster, men spillet virker på alle måder helt forkert sat sammen.
Stemningen er til gengæld helt i top. Lækker jazzmusik fylder højtalerne, når spillet toner frem på skærmen, og når man for første gang fyrer løs med Tommy Gun i hånden, så føles det rigtig. Den samme følelse gør sig gældende, når man hiver de game biler rundt om hjørnerne i kampen for at komme væk. Men her stopper fornøjelsen også.
Hvis Mafia: The City of Lost Heaven skal have en chance for at klare sig i mylderet af fremragende titler inden for denne genre, så skal der ske en hel del. Det kan godt være, at det oprindelige koncept ligger i den nye kode, men konsollen er slet ikke udnyttet optimalt, og flere af de tekniske aspekter er set flottere på PSOne. Vi håber på det bedste og frygter det værste.