Et af de helt store tiltag, som Blizzard har lavet i Cataclysm-udvidelsen, er at give World of Warcrafts "gamle" verden en tiltrængt overhaling. Blizzard har lært meget om questdesign og polering siden grundspillet udkom, og sammenlignet med udvidelserne er det gamle indhold på mange måder kedeligt, ensformigt, upoleret og til tider forvirrende.
Men det skal være slut med Cataclysm! Det meste af verdenen skulle alligevel bygges om, for at tillade spillerne at bruge deres flying mounts, da mange førhen ufremkommelige områder er tomme eller bruger visuelle illusioner, der ikke fungerer hvis man ser dem fra andre vinkler en landjorden. Ved den lejlighed har Blizzard også lavet drastiske ændringer i landskabet i Azeroth. I denne artikel giver vi dig en guidet tur rundt i nogle af de største ændringer.
Vi starter i Orgrimmar (Horde FTW!), der uden tvivl er den af de gamle hovedbyer, der har fået de største ændringer. Som vi kan se, er byens front blevet stærkt armeret, og stilladserne viser at det er et relativt nyt projekt. Katapulter og andre stridsvåben holder parkeret udenfor. Horde og Alliance ligger i åben krig i Cataclysm.

Inden for portene er der også sket ting og sager. Den store bygning i midten i det nye Orgrimmar er Gromash Hold, der hvor Warchiefen regerer fra. Før lå Gromash Hold oppe i Valley of Wisdom, men nu er den flyttet herned. Den armerede og krigsorienterede stil går igen.

Inde i Gromash Hold er der også sket ting og sager. Thrall er ikke længere leder af Horde. Han styrer nu i stedet The Earthen Ring, en uafhængig gruppe af shamaner, der har en vigtig rolle i Cataclysm. I stedet er Garrosh Hellscream, der havde prominente roller i både The Burning Crusade og Wrath of the Lich King, nu den øverste leder i Horde.

Flytningen af Gromash Hold betyder også at der er blevet en del plads i Valley of Wisdom. Det er nu blevet Orgrimmars Tauren-kvarter.

Vi tager videre til Crossroads i Barrens. Den ligner umiddelbart sig selv.

Men bevæger vi os sydpå, er der sket store ændringer. En stor kløft har delt zonen i to, og den har ført mange ændringer med sig.

Set oppefra er ændringerne tydelige. Lava flyder gennem kløften, og det sydlige Barrens er gået fra at være tør og trist til pludselig at være frodig og dækket med vegetation. Man kan lige skimte området hvor Wailing Caverns ligger til højre i det højre billede.

Camp Taurajo er en Horde-by, der ligger i det sydlige barrens tæt ved grænsen til Mulgore. I Cataclysm er den blevet angrebet og brændt ned til jorden af Alliance, og plyndrende tyveknægte har indtaget ruinerne.


Grænsen til Mulgore har også ændret sig. Her har Tauren-folket rejst en mur, der er under belejring fra Alliance. Jeg er faktisk ikke sikker på hvordan nyklækkede Tauren-figurer kommer ud...

Følger vi Gold Road længere sydpå, støder vi på en regulær krigszone. Alliance og Horde har base på hver sin side af denne nye kløft, og NPC-soldater udkæmper drabelige slag med hinanden fra luften.

I Thousand Needles er ændringerne også ekstreme. Engang var det en enorm kløft fyldt med plateauer, men havet er brudt igennem og har oversvømmet det meste Thousand Needles er nu en fjord med mange øer. Som konsekvens er The Great Lift sat ud af drift.

Den tidligere Horde-by Freewind Post er blevet erobret af den lede Grimtotem-klan. Buuuh!

Sjove stenformationer prydede førhen Thousand Needles. De fleste af dem står nu under vand.

Saltørkenen Shimmering Flats er nu blevet til Shimmering Deep. I baggrunden ses det skib, der har erstattet den gamle racerbane.

Vi tager videre til Desolace, en zone der førhen har været kendetegnet ved sine deprimerende grå farver og nøgne terræn. Også her er der pludselig opstået en masse vegetation, koncentreret om området nær Kodo Graveyard. En dyb kløft har desuden spist noget af området.

Kodo Graveyard set fra toppen af Ghost Walker Post. Her kan man virkelig se hvor grønt der er blevet i området.

Fra Desolace rejser vi nordpå, op til Azshara. Her har Hordes nyeste medlemmer, goblinerne, skabt sig et nyt hjem i Kalimdor. For at vise hvor glade de er for at være med i Horde, har de omdannet terrænet i zonen så det nu ligner Hordes banner. Sejt! Det gamle Azshara var en temmelig forsømt zone, uden meget quest-indhold. Det er lavet om nu.

Bare for at give et indtryk af hvor meget der er ændret: Til venstre ser vi Hordes eneste flight path i Azshara i den gamle udgave. Til højre ser vi hvor samme flight path nu fører hen, nemlig goblinernes nye by.

Goblinerne sætter deres tydelige præg på zonen. Udover den Mt. Rushmore-agtige statue, så bemærk den hævede vej, der løber foran. Og så har Orgrimmar fået en ny bagdør, der fører direkte ud i Azshara.

Vi tager østpå, til Eastern Kingdoms. Første stop er Hillsbrad Foothills og Tarren Mill. Her er bygningerne blevet opdateret til den nye Forsaken-stil fra Wrath of the Lich King. Hillsbrad Foothills er i øvrigt blevet slået sammen med Alterac Mountains, så de nu udgør én zone.

Mod syd i samme zone lå engang Alliance-byen Southshore. Men takket være den pest, som Forsaken-gutterne har gået og brygget på, er Alliance blevet smidt ud. For the Horde!

Hillsbrad Fields er ikke længere en lille enklave af bondegårde, men er nu blevet den mest effektive svampefarm i hele Azeroth, fortæller den første quest-giver i dette område. Her er i øvrigt referencer til mange af de figurer, man dræbte i quest-rækken The Battle For Hillsbrad i det gamle spil.

Nu hvor Arthas og hans Scourge af udøde er blevet slået tilbage og ligger i vinterhi i Northrend, er tilstandende i de gamle Plaguelands på vej mod det normale. Her ser vi en af de gamle Cauldron Fields, der nu er blevet renset og fungerer som helt normal bondegård. Det er godt nok Alliance-folk, der dyrker den, men det er vel en form for positiv udvikling alligevel...

Vi tager videre sydpå til Loch Modan (og jeg finder en støvet Alliance-character frem, da jeg gerne vil rejse uforstyrret rundt - i Cataclysm-betaen flyver man bare), hvor der ikke længere er så meget sø over zonens største kendetegn, The Loch.

Og her ser vi grunden. Den store dæmning, der også udgør zonens grænse mod nord, er blevet ødelagt. Loch Modan er den anden zone, man når til som nyklækket Dwarf eller Gnome, og i det gamle spil gik en af zonens centrale quest-linjer ud på at stoppe et forsøg på at springe dæmningen i luften. Så meget for det...

Vi tager ned til Stormwind. Her er ikke sket mange ændringer, men dog nogle. Ved indgangen i Valley of Heroes kan vi for eksempel se at en af statuerne er væltet. Deathwing har også været forbi og lave ravage, hvilket blandt andet fremgår af det ene tårn. Katedral-tårnet kan ikke ses i baggrunden i Cataclysm, men den står stadig.

Som sagt har Deathwing været forbi, og det er ikke gået stille for sig...

Kvarteret The Park er helt væk, og i stedet erstattet af et hul i jorden.

Og dermed slutter vores lille rundtur. Vi har ikke været forbi alle de områder, hvor der er ændringer - der er simpelthen for mange. Blandt andet er der kommet kystadgang i flere zoner, herunder Stonetalon Mountains og Blasted Lands, Khargath er blevet knust af et stenskred, Alliance har fået en by i Swamp of Sorrows, Stranglethorn Vale er nu indelt i to mindre zoner, Ashenvale har fået en vulkan i midten, Wetlands er blevet mere vådt, og Gnomerne har generobret Gnomeregan. Og så er der selvfølgelig de nye level 80-85-zoner. Dem tager vi et kig på ved en senere lejlighed.
Husk at du kan trykke på billederne for at se dem i store versioner. Alle billederne er i 1920x1080 og er taget på et Radeon 4890 med grafikindstillingerne sat til "Ultra"