Skip to main content
Gamereactor Previews Dungeon Siege III
Previews

Dungeon Siege III

Obsidian er erfarne herrer i rollespilsgenren, og deres kommende Dungeon Siege III er sat til udgivelse i slutningen af 2011 ved hjælp af Square Enix. Vi sendte Kristian afsted for at teste spillet...
Kristian Redhead Ahm 29 januar 2011

Da jeg ankommer til Obsidian Entertainments studio i det sommervarme Californien, fortæller en belgisk journalist mig, hvor gerne han vil give hånden til deres CEO, Fergus. Fergus har spillet en afgørende rolle i udviklingen af de to første Fallout spil og Baldurs Gate serien. "Han er en sand spilguru for mig" (og for dele af redaktionen. Red.) siger en australsk journalist i elevatoren.

Jeg var for ung dengang de spil udkom, så denne næsten religiøst ladede spænding har jeg lidt svært ved at dele med mine ældre kolleger. Det ændrer sig dog da Fergus træder ud af studiets hoveddør, og jeg mærker den bølge af ærefrygt og spænding der rammer alle omkring mig. Med et glæder jeg mig som et lille barn at spille Dungeon Siege III.

Dungeon Siege-serien startede tilbage i 2002, da det første spil, udviklet af Gas Powered Games, blev udgivet. Det var et typisk vestligt rollespil fyldt med drager, prinsesser og magi. Med sin større fokus på action blev det en ganske god succes og tre år senere udkom en efterfølger, der til gengæld klarede sig mindre godt. Nu har Square Enix købt navnet og overladt det til Obsidian, folkene bag KOTOR 2, Neverwinter Nights 2, agentrollespillet Alpha Protocol og senest Fallout: New Vegas at udvikle det næste kapitel i serien.

Efter fantasiriget Ehb blev ødelagt af en krig imellem den 10. Legion og en mægtig heks, styrer man Lukas, en efterkommer af den 10. Legion, der forsøger at samle hæren igen for at skabe fred i det kaotiske rige. Der afsløres endnu ikke meget om historien, men jeg får af vide at den kommer til at spille en afgørende rolle i oplevelsen.

Traditionen tro lægger Dungeon Siege III stor vægt på action, men i rammerne af et traditionelt rollespil med level-ups, tonsvis af udstyr og lange samtaler mellem karakterer. Noget af det mest forfriskende i den sammenhæng, er hvordan spillet tillader én at skifte mellem to kameravinkler.

I stedet for at udkæmpe kampe med klik fra en mus, gøres det i Dungeon Siege III med et simpelt kombosystem. Spilleren kan indtage to forskellige stillinger, der gør brug af hver deres type våben. Hver stilling har to combo's og en special ability, som alle kan kombineres, siden man skifter stilling i real-time ved et tryk på en knap. Udover dette har man et dodge til at undvige projektiler med.

Endnu et punkt hvor oplevelsen adskiller sig fra et typisk RPG, er måden liv genvindes på. I stedet for trylledrikke, der optager plads i ens inventar, efterlader slagne fjender grønne kugler, der giver én liv tilbage, som vi kender det med eksempelvis Fable 2's skillpoint, og var det ikke fordi man indimellem steg i niveau, ville man måske have svært ved at tro at her overhovedet er tale om et rollespil.

Hver gang man har samlet tilstrækkelig erfaringspoint, åbnes en menu automatisk, der guider én igennem opgraderingerne. Spilleren modtager automatisk nye specialangreb, som han får lov til at opgradere på forskellig vis. Som det sidste får man lov til at vælge en passiv attribut, som f.eks. at kunne regenerere liv, eller have større chance for critical hits. Alt i alt er dette traditionelle rollespilselement blevet strømlinet for at gøre plads til mere action.

Der tilbydes iøvrigt både et dungeon crawler-fugleperspektiv og en tredjepersons vinkel, hvilket kan have stor betydning for din oplevelse. Overgangen mellem dem er komplet flydende og på hver deres måde tilføjer de nuancer til gameplayet. I slutningen af demoen er jeg oppe imod en boss, der skyder med projektiler, her får jeg brug for fugleperspektivet for at kunne navigere uden om dem, mens jeg i starten ved hjælp af tredjepersonsvinklen finder en skjult kiste.

Det ville ikke være en Obsidian produktion hvis der ikke var lagt meget kærlighed i samtalerne. Det har længe været en tradition at spilleren selv får lov til at vælge sine svar og bemærkninger og her er Dungeon Siege III ingen undtagelse. Da jeg gennemspillede demoen for anden gang, forsøgte jeg at tackle mine samtaler på modsat vis fra min første, og resultat var stort set det samme. Dette blev bekræftet af udvikleren, der kunne fortælle at der ikke er enorme konsekvenser af dine svar, med undtagelse af et par enkelte tilfælde. Det efterlader mig med en frygt for at Obsidian har valgt at implementere et komplekst samtalesystem i et spil, der slet ikke har brug for det.

I løbet af demoen løfter udviklerne sløret for at der vil være mere end én spilbar karakter i den færdige udgave. Lukas er én ud af et hidtil ukendt antal helte, der vil være tilgængelige fra starten. Ved nærmere efterspørgsel viser det sig at historien ændrer sig minimalt fra karakter til karakter, hvilket giver indtrykket af at de forskellige helte i virkeligheden repræsenterer hver deres klasse.

Som de fleste fans af Baldur's Gate og lignende rollespil sikkert vil nikke genkendende til, er multiplayer en fantastisk tilføjelse til denne type spil. Dungeon Siege III vil netop give dig mulighed for at tage en ven med i kampen!

Udviklerne tilstår gerne at de var stærkt inspirerede af Super Nintendo-rollespillet Secret of Mana, da de valgte at implementere en funktion hvor en anden spiller til hver en tid kan trykke start og spille en ekstra karakter.

Indtil videre har vi intet fået at vide om længden af hovedkampagnen, men med løftet om at kunne gennemføre spillet sammen med venner bliver det pludselig mindre vigtigt.

Skal man på falderebet forsøge at stoppe Dungeon Siege III i en genrekasse, kan man passende kalde det et actionrollespil. Kampsystemet er tydelig hack'n'slash med sine flydende combos og undvigemanøvrer, men samtalesystemet, level-ups og de tonsvis af skatte skriger rollespil.

På nuværende tidspunkt føles rollespilsaspekterne lidt for ukomplicerede og kampsystemet ikke helt veludviklet nok, men om blandingen er en succes, kan kun fremtiden vise. Efter han var kommet ud af sin Fergus-feber, formulerede min belgiske kollega det således: "Det her bliver et spil der enten appellerer til alle, eller ingen", og det har han ganske sikkert ret i.

Vi håber at det første bliver tilfældet, og venter i spænding på Obsidians næste eventyr.

Fuld profil 136 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.