I en tid hvor næsten alle større udviklingsprojekter dækker flere platforme, var det første Witcher noget så sjældent som et PC-eksklusivt rollespil, der tilmed var udviklet i Polen. Manglen på konsoludgaver holdt dog ikke spillet fra at blive en succes, og den slags er man selvfølgelig nødt til at følge op på. Derfor er CD Projekt nu ved at lægge sidste hånd på The Witcher 2: Assassins of Kings, og de holder ikke igen med de store armbevægelser.
Man mærker straks at Witcher 2 er et ambitiøst projekt, men også at det kommer ud af starthullerne for fuld gas. Det er som om udviklerne har sat sig for at distillere hvad The Witcher er ned til nogle få nøglepunkter, og herefter sørge for at man får serveret eksempler på dem alle inden for spillets første ti minutter.
Det starter med historien. Geralt er klynget op i et mørkt fangehul, tydeligvis anklaget for en eller anden forbrydelse han ikke har begået. Men hvad der præcist er sket er lidt af et mysterium, der stille og roligt både optrævles og udvides gennem en forhørsscene, hvor vi springer frem og tilbage mellem dialog og spilbare flashbacks, og som historien skrider frem, står det klart hvad der er sket.
Jeg er grebet med det samme. Instruktion og stemmeskuespil er i top, lige som selve manuskriptet også sidder lige i skabet. Forhør/flashback-strukturen er måske ikke videre original, men udviklerne fra CD Projekt udnytter den uhyre effektivt.
Næste punkt er sex. Sex er de seneste år blevet en mere eller mindre fast del af mere voksne rollespil, og det første Witcher var bestemt ingen undtagelse - det var nærmest bannerfører. Og der går heller ikke mange minutter, før det første flashback er i gang, og vi ser Geralt dele seng med en aldeles nøgen Triss Merrigold. Men inden de rigtig kommer i gang, bliver de afbrudt af en soldat, der stikker hovedet ind af teltets åbning og fortæller at Kong Foltest vil tale med witcheren. Ingen hanky-panky i denne omgang, men kender man CD Projekt ret, byder lejligheden sig garanteret senere.
Og det bringer os til tredje punkt - grafikken. For i samme øjeblik jeg styrer Geralt ud af teltet, er jeg nødt til at stoppe op og og måbe. Soldater snakker og træner nærved, mens jeg i baggrunden skuer bjerge, enorme trebucheter, der kaster med kampesten, og nærmest uendelige rækker med telte, der strækker sig ud mod horisonten. Detaljegraden i terrænet er voldsom, og det hele er badet i et fantastisk gyldent lys, der glimter i trækronerne og kaster skønne skygger. Kongen må vente - denne udsigt skal nydes i fulde drag.
Hvor det første The Witcher brugte en spilmotor, der var udviklet af Bioware, har CD Projekt denne gang valgt gør-det-selv-løsningen, og det er en beslutning der i den grad har kunnet betale sig. The Witcher 2 ser intet mindre end fremragende ud. Det slår mig først for alvor, da jeg ser spillets første rigtige udendørsscene, men også i fangekælderen er især lyssætningen fremragende. Både figurmodeller og animationer ligger også i den helt rigtige ende af spektret, selvom der dukker enkelte små skønhedsfejl og hist og her - hvilket jeg dog har på fornemmelsen skyldes at jeg har prøvet en tidlig og ufærdig udgave af spillet.
Nå, kongen venter. Jeg finder Foltest og et par af hans rådgivere, og gennem lidt glimrende eksposition bliver situationen tegnet op. En af de adelige familier har vendt sig mod kongen, og den slags kan vi selvfølgelig ikke have. Derfor fører kongen personligt an i en belejring af La Valette-familiens fæstning, og Geralt bliver lettere modvilligt trukket med som kongens højre hånd.
Og det betyder selvfølgelig kamp. The Witcher 2 har droppet forgængerens kampsystem og top-down-kameraer til fordel for et mere direkte og actionpræget system. Her er lagt mindre vægt på timing af angreb og mere på mobilitet, og på den led virker The Witcher 2 mere som et traditionelt actionrollespil (selvom der stadig kan være ret langt mellem kampene). Udover sit sværd har man en række magier, de såkaldte signs, der blandt andet kan fungere som skjold, flammeangreb, eller energistød, der kan vælte en fjende omkuld. Sidstnævnte kan også stunne fjenderne midlertidigt, der giver mulighed for at dræbe dem med ét enkelt og ganske cinematisk animeret finishing move.
Ifølge udviklerne er balancen og sværhedsgraden er ikke helt på plads i den udgave, jeg har spillet, men umiddelbart virker systemet ganske godt, omend det måske er mere arkadeagtigt end nogle vil foretrække. Som førhen kan Geralt forbedre sine færdigheder og tilegne sig nye evner, såsom at kunne se i mørket, ved at indtage potions, og på den højeste sværhedsgrad bliver dette en decideret nødvendighed. Denne kan i øvrigt justeres løbende, så hvis man ønsker større eller mindre udfordring, er det aldrig mere end et menuvalg væk.
Der er også modstandere, der skal besejres med nævekamp (typisk fordi man ikke må slå dem ihjel), og her skifter spillet over til et Quick Time Event-system, baseret på wasd-tasterne på ens tastatur. Den slags kan hurtigt blive for meget af det gode, men systemet bruges tilpas sparsomt, og har lært nok af andre gode implementeringer (såsom at knapperne for eksempel vises i den side af skærmen, der svarer til deres indbyrdes placering på tastaturet, som i God of War III), at det virker som en fin afveksling fra tid til anden.
The Witcher 2 ligner en sikker vinder for rollespilsfans. Historien og fortællingen af dem, miljøer, figurer og grafik er alle i top. Kampsystemet vil som nævnt måske ikke falde i alles smag, men personligt synes jeg godt om det jeg har set indtil videre. Udgivelsen er kun nogle få uger væk, og hvis spillet ikke allerede havde fanget din interesse, bør du bestemt holde et vågent øje med det. Det kan blive et af de helt store hits på PC i år.